Passive/Aggressive

Smelt Festival – samlede undergrundens aliens, mistede dem i kredsløbet

Feature October 19 2026, af Emma Nophiran

Reportage af Emma Nophiran. Fotografi: Elin Dreyer

Hvad sker der, når SoundCloud-rap, 90’er-grunge, emo-rock og fremmedgørende techno-punk smeltes sammen på én scene? Opstår der nye forbindelser mellem genrer og mennesker, eller passerer de forskellige miljøer blot hinanden? De spørgsmål melder sig på Smelt, en tilbagevendende éndagsfestival, som Forbrændingen og spillestedet RAV afholdt den 19. september.

Ved Albertslund Station ligger Vestegnens skøre, legendariske kulturbase Forbrændingen, hvor navne som Suspekt har fundet deres ben, og hvor programmet spænder fra »tung metal og rowdy hiphop til croquis, kebabmesterskaber og mexicansk wrestling«, som huset selv skriver. Hele besætningen består af frivillige, som både skaber og driver stedet.

“Musikken er smuk i høretelefonerne derhjemme, men portalen fra soveværelset til scenen åbner sig aldrig helt”

På Smelts plakat står fire navne, der kredser i hver sin bane: Danske BBJACKSTICK og Portal Pets, amerikanske Lowertown og svensk-iranske Nadia Tehran. Udefra kan arrangementet ligne et usammenhængende rod, men ambitionen synes mindre at være at skabe en helstøbt, kurateret koncertoplevelse og mere at ville åbne et rum, hvor forskellige submiljøer kan mødes, støde sammen og måske skabe noget nyt i mellemrummet mellem dem. Men hvad kommer der ud af det, når stram kuratering må vige for, at alle frivillige bag projektet kan sætte deres eget præg på programmet?

Aggression og ømhed

Det første svar kommer, da BBJACKSTICK går på. Undergrundsrapperen kalder sin musik »hip-hop for weirdos«, og med udtværet sort makeup, thaiboksningsshorts og trampestøvler raser han ud på scenen. Bag ham hopper en klump venner, skubber til hinanden og skriger med på hvert ord, viben leder hurtigt tankerne hen på andet spirrende dansk rap som Smøgmænd med den der SoundCloud-rap-lyd, der igen har fået en opblomstring.

BBJACKSTICK veksler mellem aggression og ømhed, når han vredt rapper om ikke længere at turde lægge billeder af sin kæreste på nettet af frygt for, hvad andre drenge kan gøre med dem ved hjælp af AI. I næste åndedrag spørger han, hvorfor en som Rasmus Paludan stadig er i live. Modsætningerne passer til det tumultariske, hyperpolitiske univers, han og vennerne deler et fællesskab om. Rummet er varmt, da massen forlader scenen. BBJACKSTICK har sin egen tyngdekraft, og vennerne er hans måner.

Varmen siver dog en smule ud, da Portal Pets lægger deres støvede 90’er-grunge som en tung dis over salen. Det er gotisk og melankolsk, vuggende, men måske lidt søvndyssende. Jeg er selv ret stor fan af deres musik, men får altid den samme fornemmelse til deres koncerter: Musikken er smuk i høretelefonerne derhjemme, men portalen fra soveværelset til scenen åbner sig aldrig helt. Under “Cuántos años”, hvor forsanger Xenia Xamanek synger sin farfars spanske tekst, står portalen på klem et øjeblik. Så glemmer hun teksten, og koncerten føles mere som en øver end en optræden. Først i det sidste nummer brænder vreden og afmagten igennem. Jeg indser igen, hvorfor det er værd at vente.

At bløde og bløde op

Før tredje navn går på, samler aftenens største publikum sig foran scenen. De ligner alle Tim Burton-karakterer, og med min vodka-mate i hånden bliver jeg sendt tilbage til mig selv i 7. klasse: Stribede, langærmede trøjer under band-T-shirts, krum ryg og et pandehår så skævt, at kun det ene øje viste den eyeliner, jeg havde brugt halvanden time på at lægge, inden jeg skulle i skole.

Amerikanske Lowertown spiller en kær, finurlig og rastløs emo med garagepunket kant. Koncerten føles som at være i et evigt teenageunivers, og for første gang denne aften slipper jeg kontrollen lidt og danser med.

Selv kom jeg aldrig ud af mit teenageværelse til den slags koncerter. Her forstår jeg, hvad Smelt kan, når det lykkes, for festivalen bliver et midlertidigt hjem for dem, der ikke helt føler sig hjemme andre steder.

Så bliver det mørkt, og salen skifter farve til rødt og sort. Svensk-iranske Nadia Tehran har selv beskrevet sig som en alien, der aldrig fandt en planet, de passede ind på. Solokunstneren voksede op i Jönköping som ateist i en iransk migrantfamilie midt i en by fuld af kirker og lyst pagehår og landede først rumskibet, da de fandt punken.

Nadia Tehran er aftenens hovednavn, i hvert fald på papiret, og de har det tungeste lydunivers med i lasten. Musikken er høj, altså lydmæssigt, og atmosfærisk fra første sekund. På lærredet bag scenen glider gamle familievideoer og scener fra blokken forbi. Stille og roligt tipper det over i noget uhyggeligt og horroragtigt, mens de intenst hvisker ned i mikrofonen.

Pludesligt skriger en Husqvarna-motorsav, en symaskine hakker, og da de growler »Alhamdulillah!« og spiller rockguitar, bliver kontrasten næsten komisk midt i al støjen. Mødet mellem motorsaven og den traditionelle iranske sang understreger for mig kun fremmedgørelsen, som kunstneren ellers forsøger at gøre ufremmed ved kunstnerisk at udstille forbindelserne mellem Sverige og global politik via våben- og motorsavsfabrikanten Husqvuarna. Det kan man læse mere om i et meget personligt interview med Tehran til Passive/aggressive.

“Festivalen nåede aldrig helt sit smeltepunkt, fordi publikum sjældent bevægede sig med fra den ene verden til den næste”

Det hele føles dog mere som en transmission fra en fjern galakse end som en koncert. Jeg holder ud, så længe jeg kan, men smerten, på grund af lydniveauet, plus motorsav er lig med blødende ører. Da jeg går, står der fem mennesker tilbage. De første koncerter blødte publikum op. Nu bløder de bare.

Aftenens aliens forblev fremmedgjorte

Smelt var fuld af aliens, men de kom fra hver deres planet og havde svært ved at besøge hinandens. Festivalen nåede aldrig helt sit smeltepunkt, fordi publikum sjældent bevægede sig med fra den ene verden til den næste.

Måske ligger noget af forklaringen i de vilkår, Forbrændingen arbejder under. Ressourcerne er få, hænderne er frivillige, og bands må selv hjælpe med opsætningen. Men et spillested drevet af frivillige rummer også noget, ingen bookingstrategi kan købe sig til: Et netværk af mennesker med personlige forbindelser til musikken, stedet og hinanden. Det netværk er Forbrændingens tyngdekraft.

Det er den frivillige, der har fået sit yndlingsband på plakaten, som måske også har venner med, kollegaer eller en lillesøster med skævt pandehår, der mangler et fællesskab. Det er netop den slags forbindelser, koncertforeninger rundt om i landet lever af. Man tager med, fordi ens ven står i baren, og bliver, fordi man føler sig hjemme og inviteret ind.

Men at støtte Forbrændingen er ikke det samme som at klappe af alt, hvad stedet laver. Frivillige kræfter skal man holde fast i, især når de skaber noget så skævt og modigt, særligt i en tid, hvor fællesskaberne smuldrer og midlerne til de små spillesteder er svære at hente. Forbrændingen fortjener mere end et skulderklap: De fortjener en økonomisk ramme, der gør det muligt at eksperimentere, lære af det, der ikke fungerer, og prøve igen – og så fortjener de et publikum, der ikke forventer alting serveret.

Sådan overlever en rumstation. Publikum bliver til besætning, og besætningen tager nyt publikum med. Tyngdekraften opstår ikke af sig selv, den skal bygges, koncert for koncert, menneske for menneske, alien for alien.