Sofie Birch – En traumagisk portal til barndommen
Anmeldelse af Ilsebil Søe Iwan. Artwork Victor Verhelst
På “Bivabippabualukka” gøres barndommen til stof og muse af søskendeparret Sofie Birch og Alfred Bundgaard, der i samarbejde har komponeret et på mange måder fortryllende album.
Barndommen er ikke bare inspirationskilde, men et sted inde i os selv, som Birch og Bundgaard virker til at ville bringe os tilbage til, som et mål, der nås med magien som middel. Musikken lyder lige dele kalejdoskopisk og jordnær, og det hele starter med en portal af flygelhorn på “Juaduddanya”.
Blæserharmonier dovner elegant omkring, en guitar med egenartet mundharpe-klang valser takt-trygt ind i lydbilledet. Men hvad er det, dér bag sivene? En kvinde hulker. Det lyder som om, det er “svært at komme op om morgenen” og “bare komme afsted, du ved?” Flygelhornet ekkoer gråden – og så kommer trylleslaget. Jeg suges med det, rejser ind i stjerneskuddet. Vi flyver afsted, og vi lander på “Bivabippabualukka”.
Musik og magi
Man kunne afskrive Birchs “Bivabippabualukka” som plat børnemusik til voksne eller et vagt og underligt esoterisk projekt. Men det bør man ikke, for hvis vi tør lytte efter, kan “Bivabippabualukka” lære os at acceptere og lege med det mysterie, det er at være menneske – på en øm og fortryllende måde, jeg tror, vi virkelig har brug for.
“Jeg forsøgte at lære noget af søskendeparret Sofie og Alfred. Hvordan bar de sig ad med at balancere det magiske og det traumatiske, som de fælles minder om en barndom kan byde på?”
Albummet minder mig om, da jeg som barn utrætteligt funderede over forholdet mellem musik og magi. Jeg var opslugt af det tindrende trylleslag, det ekstremt fantastisk nemme skift i humør og horisont, som den rette musik på det rette tidspunkt kan skabe.
Som teenager lærte jeg, at musik kunne siges at have denne virkning, fordi den helt lavpraktisk biologisk taler direkte til nervesystemet. Magien blev neddroslet med biologien, men blev igen vækket til live af filosofien. For den siger, at musik udtrykker selve tilværelsens vilje og kaos – i hvert fald hvis man spørger Nietzsche, og måske også, hvis man spørger Sofie Birch.
For “Bivabippabualukka” bringer ting sammen, vi vanligt adskiller: Det voksne og det barnlige, det hyggelige og uhyggelige, det magiske og traumatiske.
Strategisk finurlighed
“Bivabippabualukka” indskriver sig i en tidstypisk finurlighed: sociale mediers begreb om det whimsy eller whimsical – en slags senso-æstetisk strategi til at cope med både det trivielle og det skræmmende. Man glammer det ikke up, glorificerer det ikke – man hælder bare lidt krymmel i morgenkaffen, for sjov, for at se, hvad der sker. For at mime barndommens åbne nysgerrighed.
Studs blot over albummets titel og forsøg at sige det: “Bivabippabualukka”, og så igen, “Bivabippabualukka”. Tempo på! “Bivabippabualukka”! Referencen til Askepots gode fe-moders besværgelse, “Bibbidi-bobbidi-boo”, er ikke til at overse, og snart genkalder også Marry Poppins’ remse sig fra min indre fe: “Super-kolo-fantaslisti-ekspliali-sofisk!”
“Birch løfter feen op som figur for forandring (…) Staying with the trouble, er ikke længere nok her. Vi er dancing with the trouble“
Fe-tematikken er ikke tankeløs trend-forfølgelse: Sofie Birch optræder både på scenen og på Instagram i høj hat og stjerner, og som lydkunstner skaber og sender hun programmet med det sigende navn “Ambient Abracadabra” på den globale NTS Radio, hvor hun har været resident i flere år.
Musikalske miksturer
Sofie Birch udvider lyden af det whimsical fra at befinde sig et sted imellem Debussys “Childrens Corner” (1908), Tiny Tims “Tiptoe Through The Tulips With Me” (1968) og Cocteau Twins’ “Cherry-coloured funk” (1990). Det gør hun i collager af gamle hjemmevideoer, det “Bennys Badekar”-iske og det bossa-jazzede (som det også høres hos Ida Duelund), tilsat japansk art-funk a la Yellow Magic Orchestra, med noter af Haruomi Hosonos nyligt udgivne Note of Mothership.
“Vi lander nede på jorden igen og kryber ind i drypstenshulen”
“Bivabippabualukka” er skabt på tværs af mange tider og steder med kalejdoskopisk effekt. Men musikken bundfælder sig rytmisk og instrumentalt i et bossa-nova-univers, der på trods af syretrippet lader mine tæer lune sig i blødt sommersand. Det er komfortabelt, aldrig penibelt, altid vuggende, aldrig stillestående. Albummet er en bevægelse: En tryg og tålmodig hoftedans.
Et gennemgående greb på albummet et af mixe musikinstrumenter med hverdagslyde. På “Azurit” hvisker en mor med sit barn, på “Inyan” kan jeg høre jungle, solsorte og aber, og på “Meo busa” er lyden af en mumlende baby drysset ud over tracket.
Numrenes remixede natur gør de enkelte sange til distinkte miksturer. Jeg drikker dem ved at lytte til dem – og de har den a/effekt, at jeg begynder at forstå hverdagslydenes musik og frigøres fra at tænke på lyden af en guitar som blot lyden af en guitar. Som f.eks. på “Spåkugga”, hvor en guitar-optagelse manipuleres til at mime en sulten myg, der danser omkring mit blottede sommerlår.
Det spirituelle skattekort
Et andet, dejligt virkeligheds-forvridende greb er teksterne og titlerne. Generelt synges der ikke meget på albummet, men når der gør, som på f.eks. “Miarai”, er det på et ukendt sprog med masser af bløde vokaler. Sangstemmen, der som oftests er Birchs egen eller kor af flere, fungerer som instrument i sig selv med abstrakte lyde. Som lytter bliver det min egen opgave at lade fantasien få frit løb og fortolke en given mening.
“Vi kan erodere adskillelsen mellem det barnlige og det voksne og bringe nysgerrighed og fortryllelse tilbage i vores liv”
Og inden jeg præsenterer den symbolik, jeg finder tydeligst på albummet, vil jeg lige slå et slag for volapyk: For hvor er det befriende at affinde sig med, at ordene, der kommer ud af munden, slet ikke er ord med ordbogs-sat betydning, men blot er fonetiske forbindelser med associative og biologiske a/effekter, der bevæger sig fra min øregang og ind i min hjerne, hvor lydene omgår min kognition og masserer og omrokerer min æstetiske sans.
Tilbage til symbolikken: Som et skattekort afslører flere af titlerne en dyb spiritualitet. Følger man deres mere eller mindre klare betydninger, forvandles numrene til musikalske poesier over spirituelle oplevelser og perspektiver, der fortolker (menneske)livets mange mysterier.
F.eks. på “Eleven d”, som jeg afkoder som den 11. dimension, et teoretisk koncept i moderne fysik om de mange usynlige, gemte lag af vores virkelighed. Her lader Birch og Bundgård teorien musikalsk reflektere med spontane ekko i udefinerbare rum – mens et par ensomme saxofoner drifter omkring som hjemløse satellitter. Efterfølgende skaber nummeret “Fluorit” et brud: Det klinger af klokker og en krystalliserende klarhed melder sig, understøttet af jordnært guitarspil – vi lander nede på jorden igen og kryber ind i drypstenshulen.
Trådene, mineralerne og verdenshvælvingerne, som “Bivabippabualukka” tager os igennem, samler sig og kortsluttes en efter en på det afsluttende nummer, “Spirit Cartography”. Efter mange gennemlytninger af albummet står særligt dets rytmik tilbage som særegen, spændende. Flere gange tænker jeg på arven fra hele Danmarks percussion-magiker, Marilyn Mazur (1955-2025). Er der mon gemt en musikalsk reinkarnation af hende i Birchs univers?
Feen som transformativ figur
Det var historien bag “Bivabippabualukka”, der vakte min interesse: At albummet var skabt med hendes lillebror, og at de i processen sammen havde forløst årelange traumer og helet sår.
Som var jeg en fisk, der pludselig befandt sig overfor det smukkeste blink, bed jeg på og lyttede løs. For jeg har selv en lillebror, Stuffi, som jeg på trods af traumer altid kan mødes med i musikken. Min lytteoplevelse af “Bivabippabualukka” blev derfor også refleksiv, og jeg forsøgte at lære noget af søskendeparret Sofie og Alfred. Hvordan bar de sig ad med at balancere det magiske og det traumatiske, som de fælles minder om en barndom kan byde på? Hvori bestod det traumagiske?
“Bivabippabualukka” bringer ting sammen, vi vanligt adskiller: Det voksne og det barnlige, det hyggelige og uhyggelige, det magiske og traumatiske”
Det traumagiske, når jeg frem til via utallige ture til “Bivabippabualukka”, består i mit nervesystems reaktion på det unormale. Afviser jeg det unormale, formerer sig et traume – men tør jeg genbesøge det med mere glitrende ro, stjerner i sindet og magi i musklerne, omtrylles traumet. Det forløser sig fra mørket og knytter sig til en melodi og en harmoni, der bærer videre til en fortælling om, hvordan vi overkom det uoverkommelige.
Man kunne sige, at Birch lægger sig i forlængelse af den spekulativt fabulerende filosof og biolog Donna Haraway og hendes figur: cyborgen, der blender det, vi vesterlændinge ofte adskiller og gør binært. Birch løfter feen op som figur for forandring. Haraways mantra, staying with the trouble, er ikke længere nok her. Vi er dancing with the trouble.
Med feen som figur kan vi befri det barn inden i os, vi har efterladt, da vi stoppede med at se børnetime. Vi kan erodere adskillelsen mellem det barnlige og det voksne og bringe nysgerrighed og fortryllelse tilbage i vores liv. Men vi må være klar på at opløse det blankpolerede, smukke, det perfekte og lidt kedelige – for at blende det, alle de søde skovbær, med tang, broccoli, skrubtudser, snot og slim. Ikke fordi det smager bedre, men fordi det gør det hele lidt mere levende, interessant og næringsrigt.
Sofie Birch – “Bivabippabualukka” udkom 21. juli på Stroom.
