Passive/Aggressive

Forever Alien – en ode til Peter Kember

Blog March 19 2013

foreveralien

Af Andreas Melchior

“One chord best, two chords cool, three chords OK, four chords average“.

I snart 30 år har Peter Kember, bedre kendt som Sonic Boom, bejaet sin på en gang gennemsigtige og omtågede vision om minimalistisk psykedelia. Først i Spacemen 3 på albums som “Perfect Prescription” og især “Playing With Fire”, sidenhen som Spectrum og det noget mere udfordrende Experimental Audio Research (E.A.R.).

Kember har aldrig lagt skjul på sine indflydelseskilder. Derimod har han på bemærkelsesværdig målrettet, om end nonchalant facon, inkorporeret og gjort sig til eksponent for dem: De elektroniske tranceelementer fra Silver Apples og Suicide, den ophøjede enkelthed fra tidlig blues og gospel, krautens lineære fremdrift, iblandet fuzzudladninger fra 60’ernes psych, garage og acid punk.

Det finder form i en særegen sammensmeltning af det organiske og det overjordiske, hvor de musikalske opløsningsmidler bl.a. er overstyrede analoge synths, let forskudte guitarfyldninger og figurative lydkollager, der gør udtrykket stofligt og åndbart. Alt sammen gennemsitret af surrende oscillationer, skiftende hastighedsfrekvenser og stereoeffekter, hvilket leder til en hypnotisk dopplereffekt. Egentlig er tale om en musikalisering af pseudonymet Sonic Boom, der betyder det overlydsbrag, som opstår i det øjeblik lydmuren sprænges, med chokbølger til følge.

Ligegyldig hvilken musikalsk afskygning, Pete Kember har bevæget sig rundt i, fra synæstetisk syrepop til ekstraterrestriale støjudflugter, har hans lyd altid været indhyllet i en æterisk resonans. Mere præcist er der tale om en forfinelse af et udtryk, en kredsen om gentagelsen i genkendelige temaer og tilbagevendende melodifigurer, der dukker op i forskellige kontekster, som et flashback. Det gentagende komplementeres imidlertid af en oprigtig eksplorativ tilgang til virkemidler og materiale, ligesom når legende børn tildeler fundne objekter ny betydning og river dem bort fra deres oprindelige funktion, hvorpå den tiltænkte anvendelse ikke længere giver mening.

Et sådan eksempel på barnlig udforskningslyst kan man finde i brugen af Kembers Vox Starstream, som først blev benyttet på “Playing With Fire”. Den tåreformede guitars indbyggede effekter, såsom repeater, fuzz og håndfladebetjent wah-wah – ved første indtryk næsten arkeeksemplet på tidstypisk sen-60er psychploitation-kitsch – bliver i hans hænder indgangsport til et musikalsk ormehul, en endeløs tunnelrejse i tid og rum, med en notorisk dyrkelse af det enkle ud fra devisen: ”en akkord er nok”.

Denne simplicitet afspejler sig også i den ofte vemodige lyrik, altid artikuleret med en dreven Rugby-accent, i døsig recitation, om ikke ligefrem proklamation:

”Let me down gently, honey/Ever so gently/And maybe, just maybe, and it’s only a maybe/Well, maybe I won’t feel a thing” (“Let Me Down Gently” fra “Playing With Fire”).

Den distancerede appel om følelsesløshed, fysisk såvel som mentalt, illustrerer den analgetiske kvalitet, som kendetegner Kembers produktion. Selvom instrumenteringen ofte er sparsom og kompositionerne ligefremme, flyder lydskabet over af frodige elementer, der næsten associerer til exotica. Effekterne bruges imidlertid ikke som dekoration, men fungerer nærmest diegetisk, som noget altid omkringliggende, et genkald af virkeligheden, i form af forbipasserende biler eller maskinsummen, der normalt overhøres, men, i en anden bevidsthed, virker forunderlige.

Af den grund bliver der aldrig tale om et musikalsk baggrundstapet, snarere en form for ledsagemusik eller et lydspor, der nænsomt og gnidningsfrit bugter sig mellem forskellige niveauer. Her er intet forsøg på at tvinge lytteren ind i en forudbestemt stemning ved hjælp af svulstig patos eller harske beats. Tværtimod udfolder der sig et vidtstrakt rum til lade sig gennemstrømme af en skvulpende ambiens, næsten som at være tilbage i livmoderen, hvor man lulles i søvn til en bedøvende vuggevise og skylles bort i optokinetiske drømmesyn;“… and then I just drifted away”. Læs resten