Passive/Aggressive

Året der gik – De 200 bedste udgivelser og genudgivelser ifølge Det Glemte Guld

Feature December 22 2017 1

Årets bedste plader og genudgivelser ifølge Mikkel A. Kongstad/Det Glemte Guld

Et hurtigt blik ned over mine 150 bedste plader (plus 50 genudgivelser) fra i år afslører, at der næsten er lige så mange forskellige pladeselskaber repræsenteret, som der er kunstnere. Det kan givetvis skyldes en tilfældighed som følge af udvælgelsesprocessen, men ikke desto mindre fortæller det også noget om musikåret 2017: Monopolet på at udgive musik er for længst brudt helt ned, og musikken er sat fri. Selvom fordelingen af midlerne (pengene) og opmærksomheden fra den kommercielle presse endnu halter noget efter, så er det værd at bemærke, i hvor stor grad det globale marked for udveksling af idéer og kulturer er i vækst, imens nyere platforme som Bandcamp efterhånden har etableret sig som central aktør på musikscenen. Nu også med henblik på musikformidlingen som et menneskeligt anliggende, i modsætning til playliste-regimet og de algoritmiske ekkokamre opsat til ære for at booste markedsværdien på egen service, fremhæve det populære og dermed bevise egen magtfulde position og relation i forhold til populærkulturen. Her kæmpes en tiltagende nødvendig kamp om retten og pladsen til fri udfoldelse af musikken, selvejerskab over musikken og til at hylde den eksperimenterende og genre- og grænse-nedbrydende tidsånd, der blomstrer op via friere platforme som Soundcloud, Youtube og Bandcamp. Det er præcis den frie ånd, den lyksalige og uhindrede udveksling af globale som nationale traditioner og troper, der udgør den mest magtfulde opposition til den bekymrende cocktail af en stigende monopolagtig internetkultur, hvor tech-giganter tager magten over den frie fordeling og formidling, imens den politiske verden i øvrigt lukker sig mere og mere om sig selv, og kaster med gnister på det nationalromantiske bål, der vækker ubehagelige spøgelser fra den nære fortid.

150 plader. Det er mange at lytte igennem. Men det er nødvendigt. Alene for at vise og insistere på at omfavne den diversitet og vildt blomstrende verden af lyd, der eksisterer i 2017. På trods af – eller måske i virkeligheden i kraft af – alt hvad der fylder af polariserende tale og politik, bekymrende klimaforandringer og skruppelløse skattebedragere, der malker lande for værdier, for at vi alle kan få en ny iPhone. Verden er nemlig meget, meget mere end det og det er de her 150 plader et lykkeligt, opløftende, tindrende smukt og meditativt billede på. Læs resten