An evening w Graham Lambkin, Vilde Tuv & Paisajes at Mayhem. 29. november 2018 – Reportage af Claus Haxholm, foto af Yuko Zama www.erstwhilerecords.com
Aftenen startede med Paisajes, der betyder landskaber – og navnet både som klang og betydning passer ganske godt til en ret retrospektiv form for ambient musik – akustiske pianoer, der bliver afspillet over skyer og tåger af støj og mere harmoniske flader. Fladerne bestod dog vist mere af rumklang end synths, der var iblandet lave field recordings, eller måske var det støj fra båndmaskinen. Det var svært at regne forholdet mellem computeren og båndmaskinen ud. Et relativt minimalt set-up med en bærbar og en båndmaskine, begge af flot design. Jeg troede først, der var en skarp konceptuel tilgang til deres forhold, men ret hurtigt viste det sig at være mere poetisk baseret. Det, jeg havde sværest ved i den første koncert, var Paisajes’, i mangel på bedre ord, “underdanighed” i forhold til ambientmusikkens arv.
Jeg havde desværre meget, meget svært ved ikke at tænke på en vis brite, som havde en anden form for narrativ/samfundsrelateret struktur at lægge det hele på. Det manglede lidt, og jeg havde håbet, at der så ville være et tankespil mellem de to teknologiers møde, og det skete også til sidst, da båndmaskinen – utilsigtet, går jeg ud fra – begyndte at brumme, samt at computerens lyd begyndte at fade ud. Læs resten
I slutningen af februar udkom den anden 12″-vinyludgivelse fra det københavnske band Spost. “Monkey Face”, som den hedder, ankom fem år efter vinyldebuten “Manio Døs”. I mellemtiden har bandet også udsendt kassettebåndet med den lettere mystificerende titel “Pussycatificering” via det gode båndlabel Infinite Waves (hvordan ser det ud, når noget pussycatificeres?).
Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. Musikvideoen (!) til nummeret “Ild i brombær”, der er fulgt i kølvandet på udgivelsen af “Monkey Face”, kunne tyde på, at Spost også tænker på sig selv som et slags band. Her krydsklippes der (efter et kort klip med en affyring af en festlig konfettikanon ved åbningen af en Circle K-tankstation) mellem liveoptagelser med bl.a. Talking Heads, Ramones, T-Rex og så Spost selv. Spost stiller sig på denne måde op i rækken af store bands fra det 20. århundrede, om end et skælmsk smil kan anes mellem klippene. Læs resten
sæNk er et band, der er lavet af billedkunstner Sufie Elmgreen og klassisk guitarist Mathias Klarlund, af og til med Mads Egetoft, Jesper Christoffersen og Lasse Buch. Måske tit improviseret, men ikke altid eller hvordan? Skal man spørge Sufie og Mathias?
Af Claus Haxholm (P.S. denne artikel er et akkompagnement til interview med sæNk).
Jeg vil prøve at lave et omrids, en introduktion til sæNk af en art bagvej. sæNk er et band, der er lavet af billedkunstner Sufie Elmgreen og klassisk guitarist Mathias Klarlund, af og til med Mads Egetoft, Jesper Christoffersen og Lasse Buch. Det er et band! Ihvertfald også lyd. I et noget der i høj grad minder om tungt støjende fri-rock. Mindre rock og mere fri. Men guitar og distortion får mig til at tænke på rock. Det må jo jeg indrømme.
Alt dette igennem mine øre, udi gennem mine fingre. Flere forskellige typer støj er der gerne, og nogle gange en klar nok rytme, ikke nødvendigvis urytmisk, men opløst og repeterende, som den mest simple form for rytmisk fremdrift eller fravalg af samme. Mange forskellige lyde over en række af Youtube-videoer. Fra helt ren midi-kadence undersøgelser til rock til abstraktion og betitlede afdelinger til hele klodser af samlet vilje som i form for bandisk udlyd.
Flere mennesker, men forskellige tanker, der udsiger sig på ét styks medie. WRESTL. Der er også tit, eller nogle gange sang. Utydelig og effektueret sang. Rumklang. Tremolo. Distortion og sikkert effekter, jeg ikke kender ord til. Men det fungerer. Forskellige grafikker og skrifttyper, men vi bevæger os primært i noget mørkt, koldt og hårdt. Måske ikke helt hårdt, måske slet ikke hårdt. Det skifter nok. Det samme med temperaturen, og det er måske noget af det, der er forvirrende og giver næring i disse klange. Voldsomt, men også blandet. Mixed emotions. Ikke et klart svar. Måske bare ikke klart. Jeg ved ikke med svaret. PITCHBLCK. VIVI6 jammin’ og gemmensigtig skrift.
Man kan også improvisere med at lytte på forskellige videoer frem og tilbage og gå videre. Keyboard med meget ekko og guitar i rifflås! Klare glasanslag. Duo? Er de en duo mest? Eller bare flere? Blanding? Men aldrig/sjældent flere end en 3-4 stykker? Er det rigtig forstået? Lydene giver ikke i sig selv et svar.
Men det rocker og er besværligt. Betonsurfer og containerpuder. Jam/Improv? Middelalderkor-øvelser.. .. .. Maver. To og to. 2×2. Tucker maver med V. Er det VIVI? Aaaaah. Så en mave med V og én med I og så kopiere det ud. Hvor kommer 6-tallet fra så? Stærk rød farve? Tiden er 6.45, så måske dér. Hornet er med. Hornet er med. Som folk ikke er flest. Riffet bliver holdt så godt og ind med det hele. Mest af alt vedholdenheden.
Som en optakt til at snakke med Sufie Elmgreen og Mathias Klarlund fra bandet sæNk lavede jeg en simpel oplevelsestranskription af to numre. De kan læses her: Læs resten
Jeg har længe haft stor glæde af Albert Oehlens malerier. Måske ikke bare glæde, men nok mere frustration, forundring og krummede tæer. Billeder, der benytter sig af enhver chance for at fucke op, falde over sig selv, gøre det der ikke må gøres, stålsat på ikke at ende i en flot komposition. Som en slags eksorcisme eller ved at sætte et materiale under voldsomt pres og dermed få et andet resultat end ved at følge sin kunstneriske intuition.
Omkring 00’erne lånte jeg ad mærkelige omveje, måske fra biblioteket, “We Are Eggsperienced” af Oehlen-brødrene, som ramte mig dybt: Jeg lyttede hele pladen igennem cirka én gang, og så måtte jeg give op. Jeg kiggede flere gange på den, men magtede ikke, hvad den bød mig – men dens materiale havde sået frø eller vira, som siden er vokset. Læs resten
