Passive/Aggressive

Ark Tarp – Et dokument over en tid

Blog September 11 2019

Af Simon Christensen

Ark Tarp var et non-profit DIY-label, der eksisterede fra 2009 til 2011 og fokuserede på drone, noise, free folk og impro. I løbet af sin kortlivede eksistens og 3 batches af udgivelser på cd-r og kassettebånd tegnede selskabet et billede af den ikke-institutionaliserede musik, som var og skulle følge. I dag har Passive/Aggressive føjet alle udgivelserne til musikarkivet Sounds, hvor de kan høres i fuld længde.

Folkene bag er Mikkel Elzer og Mikkel Dunkerley, som begge er aktive i dag. Dunkerley har spillet i Mouths of the Irrawaddy, Shiggajon og Pummeler og siden udgivet adskillige ting under forskellige navne på egne labels D’Artagnan og Janushoved, samt på posh isolation. Elzer er bl.a. kendt fra bands som Blood on a Feather, Kloster, Shiggajon, studiearbejde for Of The Wand & The Moon og har i mange år været engageret i Festival of Endless Gratitude, og profilen på Ark Tarp kunne siges at ligge i direkte forlængelse af deres musikalske virke.

Med håndlavede covers, udvalgte distributionspunkter i ind- og udland og ikke mindst en åben genreforståelse præsenterer Ark Tarp (nogle af de bedste) udgivelser fra støjgrupperne Mette Mareridt og Jørgen Teller & The Empty Stairs w. Ron Schneiderman, enere som Bjørn Puggaard, Christian Kann, Mikkel Dunkerley (senere Janushoved), Claus Haxholm (under navnet Dead Black Arms) og Julie Bo, hvis eneste udgivelse “Collected Songs 2007-2009” netop er blevet genudgivet på bånd af det nye Forlaget Kornmod.

Læs resten

Soft Items – Et oprør mod det afgrænsede lydbillede

Kritik February 14 2019

Soft Items “Structure of” (Sensorisk Verden, 2019) – anmeldelse af Astrid Hald

Soft Items’ “Structure of” er ved første gennemlytning som at sidde med ørene ved et digitalt arkæologisk fund. Over 11 varierende numre føres man gennem lydcollager bestående af nedbarberede field recordings, synthflader, der usentimentalt akkompagneres af kraftigt manipulerede vokaler, og elektroniske komponenter, der i øjeblikke henfører én til maskinrummets indre.

Værket, der udkom på pladeselskabet Sensorisk Verden i begyndelsen af januar, præsenteres som “digital collages exploring how and where the body and architecture potentially meet and fuse”. Og som man bevæger sig ned mellem lagene, forstår man, at den udforskning frigør flere spørgsmål, end den giver svar.

Læs resten

Graham Lambkin, Vilde Tuv & Paisajes – En virkelig god aften i sin sammensathed

December 17 2018

An evening w Graham Lambkin, Vilde Tuv & Paisajes at Mayhem. 29. november 2018 – Reportage af Claus Haxholm, foto af Yuko Zama www.erstwhilerecords.com

Aftenen startede med Paisajes, der betyder landskaber – og navnet både som klang og betydning passer ganske godt til en ret retrospektiv form for ambient musik – akustiske pianoer, der bliver afspillet over skyer og tåger af støj og mere harmoniske flader. Fladerne bestod dog vist mere af rumklang end synths, der var iblandet lave field recordings, eller måske var det støj fra båndmaskinen. Det var svært at regne forholdet mellem computeren og båndmaskinen ud. Et relativt minimalt set-up med en bærbar og en båndmaskine, begge af flot design. Jeg troede først, der var en skarp konceptuel tilgang til deres forhold, men ret hurtigt viste det sig at være mere poetisk baseret. Det, jeg havde sværest ved i den første koncert, var Paisajes’, i mangel på bedre ord, “underdanighed” i forhold til ambientmusikkens arv.

Jeg havde desværre meget, meget svært ved ikke at tænke på en vis brite, som havde en anden form for narrativ/samfundsrelateret struktur at lægge det hele på. Det manglede lidt, og jeg havde håbet, at der så ville være et tankespil mellem de to teknologiers møde, og det skete også til sidst, da båndmaskinen – utilsigtet, går jeg ud fra – begyndte at brumme, samt at computerens lyd begyndte at fade ud. Læs resten

Spost – Et abeansigt i konstant mutation

Kritik March 20 2018

Spost_Innersleeve_2

Spost “Monkey Face” (selvudgivet, 2018) – anmeldelse af Morten Hviid Melsen

I slutningen af februar udkom den anden 12″-vinyludgivelse fra det københavnske band Spost. “Monkey Face”, som den hedder, ankom fem år efter vinyldebuten “Manio Døs”. I mellemtiden har bandet også udsendt kassettebåndet med den lettere mystificerende titel “Pussycatificering” via det gode båndlabel Infinite Waves (hvordan ser det ud, når noget pussycatificeres?).

Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. Musikvideoen (!) til nummeret “Ild i brombær”, der er fulgt i kølvandet på udgivelsen af “Monkey Face”, kunne tyde på, at Spost også tænker på sig selv som et slags band. Her krydsklippes der (efter et kort klip med en affyring af en festlig konfettikanon ved åbningen af en Circle K-tankstation) mellem liveoptagelser med bl.a. Talking Heads, Ramones, T-Rex og så Spost selv. Spost stiller sig på denne måde op i rækken af store bands fra det 20. århundrede, om end et skælmsk smil kan anes mellem klippene. Læs resten