Passive/Aggressive

Året der gik – De 200 bedste udgivelser og genudgivelser ifølge Det Glemte Guld

Feature December 22 2017 1

Årets bedste plader og genudgivelser ifølge Mikkel A. Kongstad/Det Glemte Guld

Et hurtigt blik ned over mine 150 bedste plader (plus 50 genudgivelser) fra i år afslører, at der næsten er lige så mange forskellige pladeselskaber repræsenteret, som der er kunstnere. Det kan givetvis skyldes en tilfældighed som følge af udvælgelsesprocessen, men ikke desto mindre fortæller det også noget om musikåret 2017: Monopolet på at udgive musik er for længst brudt helt ned, og musikken er sat fri. Selvom fordelingen af midlerne (pengene) og opmærksomheden fra den kommercielle presse endnu halter noget efter, så er det værd at bemærke, i hvor stor grad det globale marked for udveksling af idéer og kulturer er i vækst, imens nyere platforme som Bandcamp efterhånden har etableret sig som central aktør på musikscenen. Nu også med henblik på musikformidlingen som et menneskeligt anliggende, i modsætning til playliste-regimet og de algoritmiske ekkokamre opsat til ære for at booste markedsværdien på egen service, fremhæve det populære og dermed bevise egen magtfulde position og relation i forhold til populærkulturen. Her kæmpes en tiltagende nødvendig kamp om retten og pladsen til fri udfoldelse af musikken, selvejerskab over musikken og til at hylde den eksperimenterende og genre- og grænse-nedbrydende tidsånd, der blomstrer op via friere platforme som Soundcloud, Youtube og Bandcamp. Det er præcis den frie ånd, den lyksalige og uhindrede udveksling af globale som nationale traditioner og troper, der udgør den mest magtfulde opposition til den bekymrende cocktail af en stigende monopolagtig internetkultur, hvor tech-giganter tager magten over den frie fordeling og formidling, imens den politiske verden i øvrigt lukker sig mere og mere om sig selv, og kaster med gnister på det nationalromantiske bål, der vækker ubehagelige spøgelser fra den nære fortid.

150 plader. Det er mange at lytte igennem. Men det er nødvendigt. Alene for at vise og insistere på at omfavne den diversitet og vildt blomstrende verden af lyd, der eksisterer i 2017. På trods af – eller måske i virkeligheden i kraft af – alt hvad der fylder af polariserende tale og politik, bekymrende klimaforandringer og skruppelløse skattebedragere, der malker lande for værdier, for at vi alle kan få en ny iPhone. Verden er nemlig meget, meget mere end det og det er de her 150 plader et lykkeligt, opløftende, tindrende smukt og meditativt billede på. Læs resten

Gunner Møller Pedersen – Mageløs lydarkitektur uden for kategori, tid og sted

September 29 2017

Stoned Perform

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad

Den danske filmkomponist, musiker og elektroniske pioner Gunner Møller Pedersens komposition “Stoned” er netop udkommet via Frederiksberg Records. Det er et mageløst og overvejende elektronisk lydværk i 2 satser, der blev udgivet på hans eget label Octopus i 1974 og desværre aldrig nåede langt nok ud og derfor forsvandt lidt i glemslen, indtil det for få år siden dukkede op på Youtube og begyndte at arbejde sig tilbage i folks bevidsthed. Dér hvor det hører til.

Netop dét med at høre til er nøglen her. Gunnar Møllers pioner-arbejde udgør en del af den danske elektroniske avantgarde i 60’erne og 70’erne, de akademiske kompositionsnørder, hvis lydundersøgelser var så tilpas ved siden af og forud for sin tid, at den måske i virkeligheden hører mere til i en tid, hvor vi er blevet lidt mere familiære med digitale abstraktioner og computere i det hele taget. Når pladen lyder lige så relevant og inspirerende i dag, så skyldes det i høj grad også Møllers evne til at skabe en så visuel og særegen lydarkitektur, som stadig her 40 år senere imponerer og overvælder på samme måde som eksempelvis arkitektoniske og nærmest overnaturlige konstruktioner som Gaudis La Sagrada Familia i Barcelona eller Påskeøernes overmenneskelige Maoi-statuetter som “Stoned” agerer lydside til. . Læs resten

P/A x The Lake Radio – Det Glemte Guld overtager sendefladen

April 7 2017 entertainment-2011-04-what-to-watch-herzog-herzog01_628(1)

Det Glemte Guld er en artikelserie skrevet af Mikkel Kongstad, der foruden at være multiinstrumentalist, vinylsamler og familiefar også er skribent på Passive/Aggressive – formentligt den mest specialiserede, ihærdige og systematiske musiklytter på redaktionen, der dagligt lægger en gennemargumenteret pladeanbefaling online. Ofte så tidligt om morgenen, at resten af Passive/Aggressive stadig ikke har fået øjne og ører.

Hvert år i december stiller han op med en liste over de mest vellydende og relativt obskure reissues med verdensmusik, krautrock, minimalisme, spirituel jazz, dronemusik, instrumentalfusion osv. Foruden et fuldstændig vanvittig måde at lytte til på musik, er han ekstrem i sin indeksering af listerne og også i formidlingen af dem afhængig af en overdreven brug af adjektiver. Det medfører, at Det Glemte Guld kommer grundigt rundt i alle musikalske verdenshjørner i en tid, hvor de store musikmedier dækker meget færre kulturer – hvor de egentligt burde dække flere! Læs resten

Futuro Antico – Globale tankestrømme bygget på musikalske oldtidsstudier

March 31 2017 futretro

Det Glemte Guld – En serie af Mikkel Kongstad.

I sidste uge var denne signatur på kosmologisk rejse i planteriget med Mort Garson. I denne uge skal vi også på en rejse. En rejse ud i hele verden (faktisk videre end det) og så lige et smut forbi en term, der egentlig burde være lagt i graven før den overhovedet dukkede op. You guessed it, vi snakker ‘world music’. Det – i bedste fald – nonsensiske prædikat, der vist nok bruges til at dække over ‘fremmed musik’. Hvad end det så betyder og er fremmed i forhold til?

Denne uges indlæg er dedikeret til den italienske world music-gruppe, Futuro Antico, der i 1980 udsendte to udgivelser, der på mange måder kan høres som en ikke-nonsensisk realisering af termen world music. Den tager vi lige senere. På allerfineste og mest ironisk vis kan man tale om italienske Futuro Anticos eksistens på to planer; der var den kortlivede optagekarriere i slut-70’erne og frem til de to udgivelser i 1980. Dengang Futuro Antico var en fysisk manifestation af idéer; et band. Og så er der, hvad gruppens medlemmer har gjort med navnet, og de idéer som de tre herrer bag Futuro Antico siden har skabt musikalsk og levet efter ud fra samme ideologi. Futuro Antico er således en idé, et håb om en sameksistens på tværs af kulturelle skel med alt hvad det indebærer af afkodning og håndtering af forskellige koder. Og man kan næsten ikke tale om den fysiske eksistens af idéerne (bandet), uden at forholde sig til musikkens immaterielle karakter. Læs resten

Randomize – Industriel-tropisk parring af musique concrete og new jack swing

February 24 2017 gJlGAcb

Det Glemte Guld – af Mikkel Kongstad.

Ugens album kommer fra spanske Eugenio Muñoz aka. Randomize, hvis solo-album, “¿Como Se Divertirán Los Insectos?” fra 1986 blev genudgivet sidste måned via Equilibrio. Equilibrio er et datterselskab til Damián Schwartz and José Cabreras pladeselskab A Harmless Deed, der er dedikeret til udgivelser i feltet mellem house-musik og elektronisk avantgarde. Denne forbindelse er næppe tilfældig, og selvom der ikke er meget Chicago-house eller IDM over Randomize, så tilbyder “¿Como Se Divertirán Los Insectos?” nye muligheder for at forstå hele landskabet mellem avantgarde, musique concrete og house. Læs resten

Piero Umiliani – Rendyrket kvalitets-synth-tid

Blog April 9 2016 piero

Det Glemte Guld – af Mikkel A. Kongstad

Den italienske filmkomponist Piero Umiliani (1926-2001) er nok allermest kendt for skæringen “Mah Na Mah Na”, der oprindeligt er fra den italienske mondo-film “Svezia, inferno e paradiso” fra 1968, men som for alvor brød igennem til masserne efterfølgende, da den blev taget op af såvel Sesamstraße som Muppet Show. Derudover er der hans imponerende bagkatalog af soundtracks til italienske film (fra exploitation og spaghetti westerns til en række erotiske film, samt bidrag til bl.a. “Kill Bill” og “Ocean’s 12″). Derudover nåede han også at arrangere en række odiøse disco-funk-sessions til dansegulvet.

Umiliani arbejdede i det hele taget i et umådeligt bredt musikalsk felt, hvor library music, jazz, psykedelisk rock og jazz, pop, klassisk, folklore, funk og easy listening ofte eksisterer som selvfølgeligheder i ét og samme soniske udtryk. Eller i al fald florerer side om side på en trackliste. Især når det kommer til hans soundtrack-arbejde.

Umilianis signatur – og hvad der i virkeligheden må siges at være den røde tråd – er en konstant dynamisk vekslen mellem det eksotiske og det pastorale. En slags uskyldig flirten med det hinsides eller måske ligefrem en flabet og legesyg interaktion med det guddommelige. Den melodiske og kompositoriske sammenblanding af det pastorale og det eksotiske tempererer musikken, således at den aldrig brænder sig på solen i sin himmelsøgen. Eller bliver kold og endimensionel i sin tristesse og søgen mod afgrunden. Kynikere ville kalde det tongue-in-cheek, men så har de slet ikke forstået den alvor, der faktisk ligger bag Umilianis musik (og humor). Læs resten

Chris Marker – Soundtrack til ét af filmhistoriens smukkest fortalte mareridt

Blog March 16 2016 La-Jetee-Chris-Marker

Af Simon Christensen

I 1962 udkom forfatteren, fotografen og filminstruktøren Chris Markers lille mesterværk af en ‘kort’ film, som i første omgang blev husket for sin på dette tidspunkt revolutionerende fortælleform. Den franske film “La Jetée” er 28 minutter lang og består primært af stillbilleder (den blev ved udgivelsen kaldt en fotoroman), hvorfor lydsiden på værket naturligvis har været et bærende element for historien. Og netop fordi “La Jetée” ikke er en konventionel filmfortælling, bliver soundtracket så meget desto mere tydeligt. Hvordan laver man et score til en science-fiction-film, som ikke engang har levende billeder?

I begyndelsen af 2016 blev soundtracket udgivet for første gang af San Francisco-pladeselskabet Superior Viaduct, som i øvrigt har udgivet en masse spændende soundtracks, experimental- og punk-reissues løbet af de sidste par år. Jeg gad godt skrive en længere ting om, hvordan vinylmarkedets boom (og heraf kommercielle muligheder) er med til at genopdage ukendte og vigtigere klassikere, men hvor bagsiden af medaljen er, at reissues dels gør det på bekostning af dårligere tilgængelighed og leveringstid for nye (ofte små) labels, dels gør det med opkøb af rettigheder med økonomisk gevinst for øje. Men det bliver en anden gang, hvor der er plads til at nuancere diskussionen. Tak til Superior Viaduct for at finde “La Jetée” frem fra gemmerne.

Både soundtracket og min tekst herunder indeholder af åbenlyse grunde spoilere for filmen. Læs resten