Passive/Aggressive

Chris Corsano & Bill Orcutt – en power-dissonantisk dinosaur

Blog Feature September 20 2013 Bill_Orcutt_Chris_Corsano_by_Peter_Gannushkin

Af Frederik Denning. Foto Peter Gannushkin.

Albummet “The Raw And The Cooked” præsenterer en række liveoptagelser fra Chris Corsano og Bill Orcutts turnésamarbejde i 2012. Bill Orcutt er bedst kendt som guitarist i Miami noise-rock bandet Harry Pussy, og er efterhånden en grand old man i amerikansk eksperimentalmusik, mens Chris Corsano er en relativt ung, men meget prominent jazztrommeslager med et absurd bagkatalog, der har rummer samarbejder med alt fra Björk over Thurston Moore til undergrundsjazznavne som Virginia Genta og Paul Flaherty. Bill Orcutt har en rimelig distinkt stil, mens Corsanos output ekstremt varieret; han kan det ene øjeblik lave forfærdeligt gøgler-avantgardisme (inklusive on-stage tøjdyrs-jonglering) og det næste fuldstændig hjernenedsmeltende noise.

Heldigvis er vi tættest på sidste kategori på “The Raw And The Cooked”, der udkom på Orcutts label Palilalia i foråret. Orcutt, der er vendt tilbage til den elektriske guitar på denne plade, spiller fuldstændig frenetisk, spastisk eksplosionsguitar, mens Corsano ubesværet veksler mellem punk, jazz og alt imellem. Orcutts guitarspil på pladen kan vel bedst beskrives som en slags Derek Bailey på speed, og mens den ikke nødvendigvis er synderligt unik er den rimeligt fucking real og spot on. Jeg ved ikke, hvem der er den rå, men de er begge to kogte og fra første sekund eksploderer pladen i et lightning bolt lignende inferno, hvorfra den sjældent bevæger sig ned i lavere gear. Når det hænder bevarer duoen dog intensiteten og kraften, og man keder sig ikke når der blot gnides lidt på strenge og bækkener.

Der er udkommet en lang række stærke duoudgivelser de seneste år, herunder flere med Corsano, men kun få med guitar. Og derfor er det befriende at “The Raw And The Cooked” så ubesværet viser at guitaren stadig har masser at byde på som leadinstrument i free-jazz/power-dissonans. Læs resten

“You’re Living All Over Me” – en desperat forelskelse og fuldkommen hengivenhed

February 6 2013 dinosaurjr

Af Buster Ask

I en tid hvor tempoet var højt og kodeordene var Dischord og SST, efterlyste to unge fyre på en high scool i Massachusets en trommeslager, der havde lyst til at spille virkelig hurtigt. Efterlysningen blev besvaret, og bandet Deep Wound oprettet. Her mødtes to af indierockens vigtigste og mest indflydelsesrige personer hinanden for første gang: Lou Barlow og Joseph Mascis.

Et år senere, i 1984, slog de sig sammen med vennen Murph og dannede bandet Dinosaur. I modsætning til scenens musikalske tendenser erkendte Barlow, at musik sagtens kunne være langsomt og tiltalende på samme tid, hvilket, han efter sigende selv mente, var et resultat af pot-rygning og at høre Replacements. Den reserverede Barlow blev ved med at få udfordret sin musikalske horisont i form af Mascis’ melodiske guitarfigurer indsmurt i potente mængder distortion og reverb.

I 1985 udgav de det selvbetitlede debutalbum, som modtog en rimelig portion roser, men der skulle dog gå to år endnu, før verden skulle stifte bekendtskab med det, der i dag bliver anset, som en af de mest skelsættende og elskede indierock-plader nogensinde.

“You’re Living All Over Me” (1987) er en selvmedlidende og ynkelig plade, der oser af desperat forelskelse og fuldkommen hengivenhed. Selvom pladens tekstside er et resultat af Mascis’ isolation fra både bandet, såvel som andre mennesker generelt, og de utallige interne stridigheder i bandet, er det nogle helt andre ting, der kommer til udtryk, når man som lytter lægger ører og hjerte til denne plade. Læs resten