Passive/Aggressive

Heather Leigh – Unsettling intimacy

English Kritik December 8 2018 heatherleigh

Heather Leigh: Throne (Editions Mego, 2018) – review by Ivna Franic.

If you’re at least somewhat familiar with Heather Leigh’s music − be it by way of the stunning 2015 album “I Abused Animal”, her recent duo with Peter Brötzmann or especially her earlier, live-recorded material − you would be forgiven to be slightly taken by surprise by “Throne”’s opening lines. “You’re so interesting”, enchants Leigh on “Prelude to Goddess” in an almost possessed manner, following with similarly mundane lines such as “there’s something special about you, the way you flip your hair”. The lyrics and their vocal interpretation become increasingly ambiguous and eerie soon enough though, naturally putting any causes of possible confusion into a rather different perspective.

“Lena” picks up and expands on any uncanny signals from the opening track unveiling the epic scope of tracks to come as well as the full range of Leigh’s powerful vocals, its chorus ominously swaying over the rest of the song. “Scorpio and Androzani” conjures a heavy nocturnal atmosphere to be taken even further by the stunning “Soft Seasons”: this one-part drum-machine beat and guitar-led track, and one-part airy acoustic song makes for a peculiar combo of hazy stoner trip-hop and blissful, almost pastoral folk. The 16-minute epic “Gold Teeth” eventually gets washed up in distortion, while the closer “Days Without You” is the closest Leigh gets to a conventional chorus of a true pop gem.

The press release describes Throne as Heather Leigh’s “first best pop record”, which is of course to be taken with a grain of salt: although there are definitely more melodies and hooks here than on any of her previous releases, the songs barely ever follow the common pop structure. This results in a unique fever-dream mood permeating the record, creating a highly vivid feel that is at the same time both surreal and disturbingly realistic. There is a narrative quality and cinematic aura to most of these songs that makes them easy to imagine as a series of movies, with the dominant feel being that of drifting through nocturnal landscapes of small towns, picking up on different stories, characters and settings along the way. Where “I Abused Animal” seemed profoundly confessional at times, “Throne” feels more like a collection of vignettes on fictional figures and episodes from their lives.

The occasionally unsettling lyrics are coated in a somewhat more approachable sonic landscape than before, with the vocals + pedal steel skeleton of Leigh’s stark previous album now expanded to include a synthesizer and a drum machine. As always, there is something carnal about Leigh’s music and lyrics, certain uneasiness to reflections on intimacy and lust, a slightly creepy eroticism (if you will) which she makes alluring. And the pop inclinations of “Throne” don’t take away any of its bleak charm − in fact they even seem to enhance the goth feel of Leigh’s loose but intense noir americana ballads, making for a distinct, bold record that sounds unlike anything else you’ve heard this year.
Læs resten

Francois Bayle og Christian Zanési – Bølgende variationer og tusind små detaljer

Kritik April 25 2018

maxresdefault

François Bayle “Tremblents…” (Editions Mego, 2018) / Christian Zanési “Grand Bruit/Stop! L’horizon” (Editions Mego, 2018) – Anmeldelse af Morten Østergaard Rasmussen

Nu, hvor Editions Mego har udsendt deres 19. og 20. udgivelse i genudgivelsesserien Recollection GRM, står det efterhånden klart, at Groupe de Recherche Musicales (GRM), det franske kollektiv for elektroniske musikere, der blev stiftet af Pierre Schaeffer i 1958, har et tilsyneladende uudtømmeligt arkiv. Denne gang er det “Tremblents…” af François Bayle og “Grand Bruit/Stop! L’horizon” af Christian Zanési, der er blevet hevet frem fra gemmerne, og de to plader følger op på den meget overraskende samling af Jaap Vinks værker fra 2017, der syvdoblede mængden af tilgængelige stykker fra den hollandske komponists hånd.
Læs resten

BJNilsen – En rejse gennem den vandrendes bevidsthed

Kritik September 28 2017 800px-B._J._Nilsen_(1775694242)

BJNilsen: “Massif Trophies” (Editions Mego, 2017) – anmeldelse af Morten Østergaard Rasmussen

Den 4. september 1860 besteg J.J. Cowell, W. Dundas, J. Payout og J. Tairraz som de første det 4.061 m høje bjerg Gran Paradiso i den italienske del af Alperne. I 2015, 155 år efter deres oprindelige ekspedition, påbegyndte Benny Jonas Nilsen, bedre kendt som BJNilsen, en månedlang vandretur i Gran Paradiso Nationalpark. Denne tur om det massive Gran Paradiso-bjerg blev begyndelsen på det, som nu er blevet til hans seneste album, “Massif Trophies”, en 43 minutter lang rundtur i fem dele. Læs resten

Jaap Vink – Netværksklange i forbindelse med alt

Feature August 27 2017 j_vink

Af Mads Kjeldgaard – foto: Editions Mego

For at være helt ærlig havde jeg aldrig hørt om den hollandske komponist Jaap Vink før. Jeg faldt kun over ham, fordi han pludselig indgik i østrigske Editions Megos ambitiøse og helt igennem fænomenale genudgivelsesserie REGRM. Serien har indtil nu haft til formål at genudgive og formidle den franske institution Groupe de Recherches Musicales’ arbejde gennem de seneste cirka 70 år.
Men da jeg efterfølgende slog Vinks navn op i den forhåndenværende litteratur om GRM, dukkede hans navn ikke op én eneste gang, og Mego siger da også selv i forbindelse med udgivelsen, at han ikke rigtig har noget med den franske institution at gøre. Læs resten

Goodiepal – Kontrolleret kontroltab

Blog Kritik May 20 2016 goodiepal organ

Goodiepal “EMEGO211” (14LP, Editions Mego) – Anmeldelse af Nils Bloch

Søren Kierkegaard beskriver i sin afhandling ”Om Begrebet Ironi” (1841) Sokrates som den ultimative ironiker – en helt igennem negativ karakter. Det vil sige, at Sokrates så at sige aldrig kan forstås som en tænker med et budskab, men snarere som én, der ved sit totale fravær af indhold gennem sin negerende funktion kunne udstille hykleri og indbildskhed i de mennesker og institutioner, han omgikkes.

Sådan kunne man også betragte Goodiepal. Som en sokratisk figur i dansk kulturliv. Om end han bestemt virker til at have et budskab, synes jeg, at han oftest fremstår stærkest som en slags afvisning, en negering, af det musik- og kunstmiljø, han indgår i. Mere om denne flyvske sammenligning længere nede.

Vi ved om Kristian Bjørn Vester, at han er computermusiker, producer, foredragsholder, kunstner, cykelentusiast og multiinstrumentalist, og at han har turneret og udgivet album på pladeselskaber fra hele verden. Han er/har været en del af Syg Nok og V/Vm, skrevet på Den Fri, lavet selvudgivne Demon Bags, skabt bogen “El Camino Del Hardcore”, udstillet på Statens Museum for Kunst og optrådt under en række forskellige variationer over navnet Goodiepal. Men store dele af hans kunstneriske praksis er omgærdet af historier om hans person, hans musik og dens oprindelse. Læs resten