Af William Zeuthen, DJ Brevet

Her indleder vi så med en pointe om, at nogle musikanmeldelser består i at køre musikken igennem en analytisk persillehakker og konsultere teori for at fastsætte, om James Brown egentlig er “funky”, men at der også er en anden type musikanmeldelser, hvor anmelderen bare prøver at være en sej makker i samme korkbælte af livserfaringer og associationer som dig, så du kan lytte til musikken filtreret igennem anmelderens ord.¹

Fælles for begge sindelag er hensigten om at hjælpe lytterne med at udvide deres smag eller bringe dem i forbindelse med yderligere længder af bekvem metervare (en ny æske cornflakes). Begge fremgangsmåder virker mere og mere som et levn fra den størstedel af musikhistorien, hvor man har skulle betale mange penge, typisk lommepenge (i Fredgaard, i Guf, i Merlin, i Axel Musik eller i Top 20 i Lyngby Storcenter), for at komme i nærkontakt med materialet. I dag er det gratis, hurtigere og oftest langt mere interessant at lytte til det selv, end det er at læse en anmeldelse af det. Hvis man selv investerer lidt kræfter i at indrette sit psykologiske og musikalske rum, så virker anmeldelser af originalmateriale stort set overflødige. Så mit bidrag til dette skrift bliver et forsøg på at rette det musikkritiske alpehorn væk fra den evindelige knever om originalmateriale og hen til en situation, der har formet mig som lytter. Læs resten