Passive/Aggressive

Årets bedste album 2013 (udvalgt af redaktionen)

Feature January 2 2014 airplane

Danske album

Iceage – ”You’re Nothing” (Escho/Matador)
Med deres suveræne toer beviste Københavner-slænget, at deres første plade ikke bare var et lucky punch. Bandet flashede flere facetter af deres hårdtspillede rock, og sårbarhed og aggression (ekstra tydeligt i Elias’ vokal) har måske aldrig nogensinde gået så godt i spænd, som de gør på ”You’re Nothing”. Genialt. Læs resten

Pop Revo 2013 – en musikalsk kærlighedserklæring fylder rundt

Feature May 5 2013

5552016673_724ff063d2_o

Af Rasmus Junge

Så er det igen den tid på året, hvor folk med alternative lyttevaner kan få deres årlige live-kicks i Aarhus, når festivalen Pop Revo den kommende weekend fejrer ti års jubilæum. Det fejres blandt andet med to væsensforskellige DIY-musikere: en gammel favorit her på bloggen, den evigt uforudsigelige og ikke sjældent geniale lo-fi-weirdo R. Stevie Moore, og japanske Shugo Tokumaru (billedet), der selv både skriver, fremfører og producerer sine naivistiske og legesyge, japansksprogede vuggeviser. Værd at bemærke er det også, at garagerockeren Mikal Cronin ankommer til Aarhus med hans muligvis bedste album i bagagen, det spritnye ‘MCII’ der er dømt til at akkompagnere sommerens strandture med dåseøl og ghettoblaster. For ikke at tale om danske darlings som Synd Og Skam, Lower, Happy Hookers For Jesus, Lower og Causa Sui.

Som optakt har vi bedt Björn Lydén, der har været en del af arrangørgruppen gennem alle årene, om at præsentere årets festival.

“Med festivalen i år er det tiende gang Pop Revo finder sted. Det er et jubilæum, der skal fejres! For det første er festivalen udviddet til tre dage, ligesom den var i 2004, og det foregår igen i år på Voxhall og Atlas. Hertil er der booket en rækker kunstnere, som betydet noget særligt i Pop Revos historie. Festivalen blev dannet omkring at få The Clientele til landet, til vores store glæde da de uhyre sjældent spiller live. Paddington DC gæstede også det første år og er den kunstner, der har spillet flest gange på festivalen, da han også har spillet med The Bear Quartet og Paper. The Rumour Said Fire fik mange nye hjerter til at holde af festivalen i 2010 og var med til at give nyt liv, ovenpå et tungt underskud fra året før. Læs resten

Cola Freaks’ svanesang – et farvel til det største danske punkband i sydstaterne

Blog February 10 2013 secretprostitutescola

Jens Franco fra Tumor Warlord skriver om Cola Freaks og deres svanesang, et split album med Texas punkbandet Secret Prostitutes – netop udsendt på Houston-selskabet Bad Hair Records.

Det er ca. et år siden, at Aarhus-drengene fra Cola Freaks kastede håndklædet i ringen, men heldigvis er deres svanesang på vinyl en fremragende sag af høj kvalitet ligesom resten af deres katalog. Jeg stiftede første gang bekendtskab med flere af medlemmerne i bandet Tæve, der satte hæderkronede bands som Poison Idea og Murder Junkies gevaldigt på plads med deres næsvise scumpunk. I 2006 så Cola Freaks – opkaldt efter en gammel Lost Kids sang – dagens lys samt deres debut 7” single, en herlig Killed By Death-ish punkrock udgivelse pakket med energi og catchy melodier. ”Jeg Gider Ikke Arbejd” blev hurtigt en personlig favorit og et ønske hit blandt publikum, når de spillede live.

Det, som virkeligt imponerede folk fra den danske punkscene, var at Cola Freaks turnede 40 stater i USA på baggrund af en enkelt single! Dette var aldrig set før eller siden i Danmark, og illustrerer perfekt, at her var et band med et uhørt dedikeret drive på disse breddegrader. De efterfølgende singler – på div. amerikanske pladeselskaber – tog bandet musikalsk i en lidt ny retning. Cola Freaks udvidede besætningen med synth og spillede en mere postpunk’et stil, der blandede Wipers’ baslinier med Devo’s skæve new wave popudtryk. Deres debut LP på danske Hjernespind og Atlanta-selskabet Douchemaster Records perfektionerede Cola Freaks’ unikke form for iørefaldende amfetaminpunk.

Aarhus røddernes store styrke var deres hæsblæsende koncerter, der næsten altid fik de stakkels bands som fulgte efter dem til at ligne gigtsvage ringvrag. Jeg har været med på tre tours med Cola Freaks i USA og Skandinavien, og har været vidne til en masse all-killer-no-filler shows med de herlige gutter. De praktiserede flere gange, at spille hele deres sæt uden pauser mellem numrene! Desværre fik gruppen aldrig rigtigt nogen særlig opmærksomhed fra danske mainstream-medier, som de fortjente – bortset fra da deres gode ven Jay Reatard hyrede Anders (bas) og Jacob (trommer) som backingband på hans sidste europatour. Læs resten

Glow Kit – om man skal danse eller knibe en tåre

June 25 2012

Af Alexander Julin (link)

Jeg har ingen idé om, hvorfor at jeg ikke havde hørt yderligere om Glow Kit, før at jeg så dem live for knap et halvt år siden. Som første band på programmet (og eneste med en decideret plade) til et legendarisk show i Rozenkrantskollegiet, Aarhus, tændte bandet op for det tætpakkede publikums fødder og ører og startede det, der senere hen skulle vise sig at være en ren hedebølge, i og med at der ikke kunne åbnes for nogen vinduer grundet naboklager.

Som odd man out i et lineup, der ellers bestod af Tumor Warlord, Emenkaya og Urban Achievers, var det måske ikke alle dengang, der var klar på tøset garagepunk, og der skulle også gå en måneds tid for mit vedkommende, før at jeg satte mig for at give Glow Kit en velfortjent chance.

Ikke desto mindre stod det hurtigt klart for mig, at Glow Kit med deres selvbetitlede debut, havde skabt et værk, der var en klar kandidat til en af årets bedste udgivelser indlands.

Formlen er i bund og grund ganske velkendt, men ændrer ikke desto mindre på det faktum, at bandets uimodståelige sange, der varer et sted mellem 1–3 minutter, både indeholder en hvis ømhed, der på et split sekund bringer en tilbage til de tidlige teenageår og opgøret med den uskyldige verden, og samtidig en eksplosivitet i kraft af det høje tempo, hvor man som lytter hurtigt bliver velvidende om, at nummeret kan være færdigt ligeså hurtigt, som man bliver grebet. Når Glow Kit er bedst, kan man ikke gøre op med sig selv hvorvidt om man skal danse eller knibe en tåre, for bandet formår på uforklarlig vis, at kreere et sentimentalt, lyrisk univers om aftenens kærlighed og alt det der, man nok kunne have gjort anderledes, uden at der går tuderock i den på noget tidspunkt.

Det er aldrig til at sige, hvad der helt præcist gør udfaldet for, hvorvidt at sådanne bands er knald eller fald, men der kan ikke herske så meget tvivl om, at Glow Kit står på den sikre side af den udefinerbare skillelinje mellem guld og lort. Tjek f.eks. “Invisible Ink”, “Shallow”, “Television Too” (samt resten af pladen), tør øjnene og kridt aftenens sæt sko.

Glow Kit – s/t ude nu på P. Trash/FDH/Kanel Records.