Passive/Aggressive

Ingen grænsebomme – Årets 120 bedste udgivelser ifølge Mikkel A. Kongstad

Feature December 26 2016 Pedro Sorongo Pesquisando sons, Santa Teresa(casa), RJ

Af Mikkel A. Kongstad

Årets bedste genudgivelser:
1) Pedro Santos: “Krishnanda” (Mr. Bongo)
2) Joanna Brouk: “Hearing Music” (Numero Group)
3) Wolfgang Voigt: “Gas Box” (Kompakt)
4) Ahmed Malek: “Musique Originale de Films” (Habibi Funk)
5) Woo: “Awaawaa” (Palto Flats)
6) Emahoy Tsegue-Mariam Guebru: “S/T” (Mississippi Records)
7) Suzanne Ciani: “Buchla Concerts 1975” (Finders Keepers)
8) Various Artists – “Space Echo: The Mystery behind the cosmic sound of Cabo Verde finally revealed!” (Analog Africa)
9) Yasuaki Shimizu: “Kakashi” (Better Days)
10) Anna Homler and Steve Moshier: “Breadwoman & Other Tales” (RVNG Intl.) Læs resten

Årets bedste album 2013 (udvalgt af redaktionen)

Feature January 2 2014 airplane

Danske album

Iceage – ”You’re Nothing” (Escho/Matador)
Med deres suveræne toer beviste Københavner-slænget, at deres første plade ikke bare var et lucky punch. Bandet flashede flere facetter af deres hårdtspillede rock, og sårbarhed og aggression (ekstra tydeligt i Elias’ vokal) har måske aldrig nogensinde gået så godt i spænd, som de gør på ”You’re Nothing”. Genialt. Læs resten

Fire! Orchestra – Den sidste nye jazz-monolits magnum opus

Feature September 1 2013 fireexit

Af Frederik Denning. Foto Micke Keysendal.

Fire! udgøres normalvis af Mats Gustafsson, Johan Berthling (Tape) og Andreas Werliin (Wildbirds & Peacedrums), men er i denne ombæring udvidet til et 28 mand stort orkester.

Et 28 mand stort orkester! Noget der indenfor den eksperimenterende del af jazzen er, om ikke uhørt stort, så overordentligt sjældent, og de mest nærliggende sammenligner skal man også tilbage til 70’erne for at finde. Monomentale mesterværker som Carla Bleys Escalator over the hill eller Globe Unity Orchestras Live ’67 & ’70 er nogle af de første tanken falder på.

Mats Gustafsson har længe været klassens frække dreng i jazzverdenen. Når Peter Brötzmanns tentet var ude og spille, var det altid Mats Gustafsson, der lige spillede lidt for længe soloer, så mesteren måtte træde et ekstra skridt frem for at stoppe baryton-dampbarnet i Borbetomagustrøje. For Gustafsson ser man altid i en bandshirt af en eller anden art, og det er vel og mærke aldrig bare jazz, men altid noget der åbenlyst signalerer et tilhørsforhold til andre genrer. Læs resten