Passive/Aggressive

Sudden Death Of Stars – euforiserende ringle-rangle fra fløjlsundergrunden

Blog October 5 2013 suddenband

Af Andreas Melchior

Mange vil sikkert anskue Sudden Death Of Stars fra Rennes i Frankrig som en genoplivning af midt-60ernes psykedeliske rock: Flimrende folk-rock-guitarer, Beatles-bas, blævrende tremolo og et sivende orgel. Man bør imidlertid i mindst lige så høj grad dreje sit øre i retning af de ringlende 80’ertoner fra bands som Go-Betweens, Rain Parade og The Chills.

Man kunne klassificere Sudden Death Of Stars som en slags “neo-paisley underground”, hvor uskyldsrene beatmelodier fusioneres med amerikansk vestkystrock og powerpoppens fjedrende energi. Ovenpå er drysset et tykt lag euforiserende stjernestøv, der rystes løs af Velvet Underground’sk dunder-tam-tam og trommehvirvler, der bringer mindelser om Michael Clarke fra The Byrds’ autodidakte og elskværdigt uortodokse trommespil. Imens spilles der frisbee med klirrende tamburiner, som baldrer, idet de rammer gulvet. Musikken gennemsyres af et diskret støjende drone, som stammer mindre fra brusende fuzzguitarer, end fra de evigt summende forstærkere i baggrunden og fra flerstemmige vokalharmonier, som sukker mod himlen. Den analoge blikdåselyd på Getting up, Going Down har samme effekt, som når man rejser sig for hurtigt og det svimler for øjnene. Læs resten

The Blondi’s Salvation – en middelalderlig frelserkirke

Blog April 2 2013 4149125

Af Andreas Melchior

Alt for mange samtidige bands, der prøver kræfter med psychgenren, kører rundt i en pseudopsykedelisk fuge pløjet af Brian Jonesdown Massacre (BJM). Man kunne endda mistænke visse af disse bands for, at BJM var deres primære inspirationskilde til 60’ernes psykedeliske rock, hvilket dog ikke undskylder denne plagiering. Det er selvfølgelig spekulationer, og i sidste ende er det ikke engang vigtigt. Noget kunne dog tyde på, at der hersker en udbredt opfattelse af, at rumklang = psykedelisk. Det er hermed afkræftet.

Nuvel, en af de bevidsthedsudvidende erkendelser går ud på at bevare et åbent sind, og som udgangspunkt, er der ikke nødvendigvis noget galt i, at lade sig inspirere af Brian Jonestowns riffbaserede slacker-sike. Effekter som ekko, baglæns instrumentering, etnificerede jams og reflekterende tekster af mere eller mindre spirituel karakter, var såmænd allerede solide psych-klichéer i sidste halvdel af 1967. Det beklagelige ligger i den udvanding af den psykedeliske erfaring, som jo gik ud på at sprænge rammer og udfordre hidtidige anskuelser. Hvad der startede som et forsøg på at gengive indblik og oplevelser hinsides sindets afkroge, er således endt i pastichefyldt faksimilering. Læs resten