Passive/Aggressive

Acre – Grime til en post-humanistisk fremtid

Blog June 4 2018 ACRE-foto

Af Emil Néné Rasmussen

Den britiske DJ og musiker Acre har med sit nyeste udspil, “Hollow Body”, begået en aldeles anden plade end debuten “Better Strangers” fra 2015. Lyden er nu hårdere, afpillet og udgør et, i for sig, voksent afbræk fra både debutpladen og EP’erne. ”Hollow Body” er ude på (et nu udsolgt) kassettebånd via Opal Tapes, der i de seneste år har udgivet mange personlige favoritter så som E-Saggila, Patricia og D.Å.R.F.D.H.S. I en tid med mange elektroniske DIY-labels er størrelsen og kvaliteten på Opal Tapes’ katalog i en klasse for sig.

Acres nuværende lyd blev indvarslet af sidste års EP, ”City”, der bød på pitchet, indeklemt vokal fra sangerinden Chiba omringet af klikkende trommer. Et sparsomt udtryk til bass-genren. På samme måde holder Acre sig kun til en række grundingredienser på ”Hollow Body”. Noise-forvrængningen er ikke længere skinger, men dyb og fyldig. Hvis man ligesom undertegnede har nydt soundtracket til ”Blade Runner 2049”, ved man, hvad det drejer sig om her. Læs resten

Rabit – Et unikum i musikalsk grænseoverskridelse

Kritik November 28 2017

Rabit

Rabit “Les Fleurs Du Mal” (Halcyon Veil, 2017) – anmeldelse af Alexander Julin

Texanske Eric Burton, bedre kendt under sit alias Rabit, har på mange måder været en hovedaktør inden for det, man med en lidt gennemtærsket term kan kalde kluborienteret eksperimentalmusik. Sammen med adskillige producere, der bl.a. har udgivet på Halcyon Veil, PAN, NON, Janus, Quantum Natives og Tri-Angle, har Burton med sine udgivelser redefineret eller måske snarere dekonstruere, hvad der alment forstås ved klubmusik, og opløse de æstetiske grænser, der traditionelt har omkranset klubmusikken.

Jeg vil ikke plædere for, at vi musikhistorisk nu står over for et kvantespring, hvad angår en ny forståelse af såkaldt “klub-orienteret musik”. Denne undersøgelse og eventuelle ødelæggelse af grænser er sket processuelt takket være adskillige artister gennem musikhistorien. Alligevel er der dog ingen tvivl for mig om, at der i de senere år har været et væld af kunstnere, der har etableret en friere forståelse af, hvad der ofte forbindes med “klubmusik” i en bred forstand. Det skyldes at mange af artisterne – heriblandt Rabit og flere af kunstnerne på hans label, Halcyon Veil – har bidraget med nye perspektiver på og indgangsvinkler til at skabe musik. Deres udgivelser har haft en helt primal nerve, man oftest kun finder i musik, der netop har givet afkald på at være fortænkt. Musik, der har indeholdt en ambivalent energi som sin grundkerne, der simultant har lydt sensuelt og dragende, lige så vel som den har virket voldelig og ødelæggende. Andre eksempler kunne være Elysia Cramptons “Demon City (Break World Records) eller Chino Amobis “Paradisio” (NON); værker, som Rabit selv medvirker på og har foreslået , at nærværende album skal ses i forlængelse af. Det er desuden plader, der også har sat spørgsmålstegn ved seksuel og racemæssig diskrimination. Læs resten

v1984 – Splintrende ømhed

Blog May 24 2017 v1984

Af Alexander Julin

Koreansk-filippinske Christopher Ramos debuterede som v1984 sidste år med EP’en ”Becoming (N)one” på Glacial Industries. Ligesom adskillige andre nyere producere (fx omkring selskaber som Halcyon Veil og PAN) står han i et krydsfelt mellem intuitivt modstridende poler. I dette tilfælde er det mellem klassisk-klingende pianostykker, glitches og klubbede beats. Med EP’en ”Pansori”, der nu er ude på Knives, har Ramos skabt fem nye kompositioner, der ligesom på ”Becoming N(one)” kammer over af følelsesladede melodistrukturer inden for kompositionelt uforudsigelige rammer. Læs resten

Mr. Mitch – Grime uden smuds, følelser uden omsvøb

Kritik May 9 2017 mitch

Mr. Mitch “Devout” (Planet Mu, 2017) – anmeldelse af Mikkel Arre

De seneste par år har grime nået et uvant stort publikum, og med opbakning fra megastjerner som Kanye West og Drake er den hårdtslående genre kommet langt uden for scenens epicentrum, London. Det hårde liv i hovedstaden afspejles dog stadig tydeligt i teksterne – med våben, masser af territorieafpisning og generel macho-brovten – og i musikken, der ofte er kold og brutal som masseproducerede lejekaserner i forstæderne.

På den baggrund er “Devout”, det andet album fra London-produceren Mr. Mitch, en kolossal og egentlig også ret befriende U-vending. Her præsenterer han sig som en slags popproducer med en eksperimental indgangsvinkel til sin musik – og en emotionel tilgang til tekster og temaer. Begge dele har hjulpet albummet til at få en hel del medieopmærksomhed især i England, og det har nok heller ikke skadet, at albummet er udgivet af det prominente label Planet Mu (bl.a. RP Boo, Jlin, Kuedo, Traxman og µ-Ziq). Læs resten