Passive/Aggressive

Insomnia Festival – Northern Exposure (live report)

English November 17 2018 kinoFIN2

barbieriogtromso 2

Insomnia Festival 2018, Tromsø. Reportage by Ivna Franic, 135 mm analogues by Lea Anic.

It’s near impossible to talk about the world’s northernmost festival of electronic music without highlighting its distinct geographical position and landscape, so let’s just get that out of the way. Taking place in Tromsø, Norway, a city located some 350 km north of the Arctic Circle, Insomnia is bound to immediately delight any foreign visitors simply by its backdrop: a small city packed with old wooden houses and surrounded by the sea, the mountains covered in snow, the possibility of Aurora Borealis sighting looming in the air… It’s perfect, it’s beautiful, it looks like Linda Evangelista.

Despite its impressive tourist predisposition, however, Insomnia very much feels like first and foremost a local affair. With most of the program going down at the student-run venue Driv and the audience being largely made up of the city’s booming student population, the festival naturally has a refreshingly lively vibe to it as opposed to many cutting-edge club music gatherings that end up too restrained for their own good. (Even the infamous Norwegian alcohol restrictions don’t seem to tighten up the atmosphere, except for the occasional awkward scene of drunk people being taken away by authorities.) Now in its 17th (!) year, Insomnia really is an integral part of city’s cultural life and the organizers seem to be dedicated to maintaining this two-way relationship by offering many regional acts an opportunity to take the stage and keeping a balanced, international lineup that offers a little bit of something for everyone without ever seeming unfocused or all-over-the-place.

Things were off to a strong start the first evening, and due to a concise but extremely tight lineup some acts that would later turn out to be festival highlights were featured very early in the game. Caterina Barbieri (Important Records, Cassauna) captivated the audience with her hypnotic synth compositions. Altough her records might sound somewhat meditative when listened to at home, the live show slowly developed into a proper albeit beatless party warm-up, showing an often overlooked side to Barbieri’s music. The prospect of things further heating up unfortunately faded by the time Berlin-based Argentinian artist Catnapp took the small bar stage. Her playful blend of r&b, rap, pop and whatnot sounded way less exciting in practice than it perhaps does in theory, making her seem a bit out of place among the evening’s verified heavyweights. That her performance was followed up by the frenetic FAKA show did little to help.

If you didn’t know FAKA (Non Worldwide) had two frontmen, you would be forgiven to think that it usually ran as a one-man show, with support from behind the decks. Fela Gucci being unable to perform that night, Desire Marea sucessfully took on the task of lighting up the Insomnia crowd on his own. With very little clothes on and an inspired display of uninhibited dance moves, he spread the radiant energy of gqom stretching the performance area deep into the audience. To say that everyone completely lost their shit would be an understatement. Læs resten

Ingen grænsebomme – Årets 120 bedste udgivelser ifølge Mikkel A. Kongstad

Feature December 26 2016 Pedro Sorongo Pesquisando sons, Santa Teresa(casa), RJ

Af Mikkel A. Kongstad

Årets bedste genudgivelser:
1) Pedro Santos: “Krishnanda” (Mr. Bongo)
2) Joanna Brouk: “Hearing Music” (Numero Group)
3) Wolfgang Voigt: “Gas Box” (Kompakt)
4) Ahmed Malek: “Musique Originale de Films” (Habibi Funk)
5) Woo: “Awaawaa” (Palto Flats)
6) Emahoy Tsegue-Mariam Guebru: “S/T” (Mississippi Records)
7) Suzanne Ciani: “Buchla Concerts 1975” (Finders Keepers)
8) Various Artists – “Space Echo: The Mystery behind the cosmic sound of Cabo Verde finally revealed!” (Analog Africa)
9) Yasuaki Shimizu: “Kakashi” (Better Days)
10) Anna Homler and Steve Moshier: “Breadwoman & Other Tales” (RVNG Intl.) Læs resten

Årets danske og internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 30 2015 Assembler-Presspic

Årets bedste danske udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

1. Assembler: “Quantum Paths of Desire” (Infinite Waves)
Multikunstner Claus Haxholms metier spreder sig over både at være bandmusiker, digter, performer, komponist og soloartist. Det er egentlig denne enorme adspredelse fra håndværket til det outrerede, det skolede til det antiautoritære, der har åbnet en ladeport af et musikalsk frirum for den ekstremt produktive Haxholm, der dimitterede fra Kunstakademiet for godt et år siden. Hans mest aktive alterego er det håndspillede technoprojekt Assembler, der efter en stribe båndudgivelser kulminerede med LP’en “Quantum Paths of Desire”. Et album, der er inspireret af bl.a. koreansk og japansk folklore, synthesizermusik og trommemaskiner fra tidlig techno, som hos Assembler blandes med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske lydunivers og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine. Unanimously årets album hos redaktionen.

2. Why Be: “Snipestreet” (Halcyon Veil)
Selv om Tobias Lee gennem en årrække har skabt et stærkt renommé som dj med forbindelser til kunstnere som Lotic og M.E.S.H., er hans debutudgivelse under navnet Why Be overrumplende god. ”Snipestreet” veksler ubesværet mellem skurrende soundscapes (ledsaget af denne perfekte video) og viltert legesyg klubmusik til dunkle dansegulve. Grænseopløsende techno til de tidspunkter, hvor man ikke ved, om det er verden omkring dig eller din egen virkelighedsopfattelse, der splintres. Og uanset hvad, virker det så fristende eller skræmmende? Du kan helt sikkert ikke holde ”Snipestreet” fast længe nok til at få nogen klare svar. MA

3. Anden Enhed: “Første Halvår” (Oede Oe/Lille Kommune)
Det virker helt naturligt, at Andreas Pallisgaard og Michael Mørkholt i den nye duo Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele instrumentalister og lydproducere. Deres debutudgivelse er baseret på mødet mellem improvisation og systematisk synthesizermusik. I modsætning til Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner. Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som medspiller og aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. SC

4. Sandra Boss: “Perfekt Termisk” (BIN)
De syv numre på den DIEM-uddannede komponist Sandra Boss’ flotte vinyldebutudgivelse er møjsommeligt konstrueret af (nok især mis)lyde fra gamle båndoptagere, tonegeneratorer og andet udslidt udstyr. Hvislende kredsløb, prikkende statisk støj og brummende toner fortættes lige præcis nok til at udgøre korte og alligevel flydende forløb, der lyder som en på én gang forsigtig og nysgerrig afsøgning af maskinernes indre. Hist og her dukker et sporadisk beat eller antydningen af en melodi op, men mest af alt giver ”Perfekt Termisk” et indtryk af mekanik og tekniske anordninger, der lever deres egne liv, som nok kan betragtes, men ikke begribes. Og det kan få én til at tænke sit om, hvor godt forberedte vi egentlig er på at leve i en tid, hvor køleskabe, lamper, termostater og sjippetove (sic!) for enhver pris skal forbindes til internettet. MA

5. First Flush: “Min Erindring” (Visage)
På det andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af. Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen. “Min Erindring” udkom på CD (!) i 200 eksemplarer. SC

6. Slægt: “Ildsvanger (Posh Isolation) + “Beautiful and Damned” (Iron Bonehead Productions)
At dømme efter deres to første udgivelser og antallet af shows har Slægt haft et forrygende år. Den første LP “Ildsvanger” var på dansk og langt mere rå/upoleret i sin produktion. Men i løbet af året er line-uppet blevet udvidet til fire mand (Adam Kjær er desuden også med i Reverie og Værket) og den nylige 12-tommer EP “Beautiful and Damned” udkommer på tysk label og lyder næsten hi-fi i sammenligningen. Jens Franco har fulgt Slægt gennem året og beskriver dem således: “Der er gang i den københavnske black metal-scene. Solbrud, som er baseret i Ungdomshuset, vinder pludselig mainstreampriser. Hvem i helvede skulle dog ha’ troet det? Hvor Solbrud kører den mere episke og atmosfæriske stil, er Slægt mere over i den mere punkede og primitive form for black. Der er skåret direkte ind til benet uden noget teknisk wank. Slægt er ikke noget corpsepaint og hat & briller-band – ikke at der er noget galt med det – men ligesom Solbrud er de en seriøs gruppe med nogle interessante personlige tekster, der ikke bare hylder satan og diverse klichéer inden for genren.” SC/JF

7. Jonas Munk: “Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
Da Jonas Munk debuterede som Manual omkring årtusindskiftet, var minimalisme et nøgleord inden for elektronisk musik. Det gjorde han i de følgende år oprør mod med et stadig mere storladent, højstemt udtryk. På 2015-albummet ”Absorb/Fabric/Cascade” foretog han en tilsvarende bevægelse, men med modsat fortegn. I en tid, hvor EDM-patos kan fylde et stadion, omfavnede Munk minimalismen. De tre langstrakte numre lader synths i lag-på-lag væve sig ind og ud mellem hinanden, og forandringerne sker via små, nærmest umærkelige forskydninger. Lydbilledet er køligere end vanligt og maser sig ikke på hos lytteren. Men retter man først sin opmærksomhed mod pladen, er der rig lejlighed til at dvæle og synke helt ind i en af Munks stærkeste udgivelser. MA

8. Andreas Høegh: “Between Every Day” (Blodrøde Floder)
På sin debutudgivelse, “Between Every Day”, kombinerer Andreas Høegh en særdeles musikalsk ambiens med rå lyd. Uanset om melodierne hurtigt passerer forbi i enkelte strøg, eller de følger lytteren til ende i stykket, indebærer en klar genkendelighed. Jeg vil med andre ord påstå, at alle vil føle sig hjemme i Høeghs musik, såfremt de har den mindste kendskab til ambient eller, om ikke andet, kompositioner uden en traditionel start, midte og slutning – måske som resultat af Daniel Lopatins senere værker, der i høj grad har vendt en specifik (men nærmest unævnelig) fremmedgørende lyd til at være et tydeligt billede af en menneskelig verden. Denne musikalske ambiens smelter sammen med noget, der må være feltoptagelser. Disse kommer til udtryk gennem gøen og menneskelige opråb (… eller er det sang?), fodtrin i sandet, og vigtigst af alt får den rå lyd lov til at bryde frem og spille en afgørende rolle. Således opstår der en sammensmeltning mellem musik og lyd, og rummet herimellem udviskes. I adskillige tilfælde er det faktisk svært at skelne, hvorvidt der bliver gjort brug af percussion eller lyse, modulerede vokalsamples. Der er med andre ord tale om et værk, der bidrager til en fastholdelse af musik som noget grænseløst. AJ Læs resten

Året der gik – En million bedste plader ifølge Mikkel Kongstad

Feature December 24 2015 duvapcd7oci4cptlsuoh

Af Mikkel A. Kongstad

Årets bedste reissues

1. Carsten Meinert Kvartet: “To You” (Frederiksberg Records)
2. Aksak Mabul/Marc Hollander: “Onze dances pour combattre la migraine” (Crammed Discs)
3. Mariah: “Utakata No Hibi” (Palto Flats)
4. Savant: “Artificial Dance” (RVNG Intl.)
5. Lloyd Mcneill & Marshall Hawkins: “Tanner Suite” (Universal Sound)
6. Wilburn Burchette: “Opens the Seven Gates of Transcendental Consciousness” (Fifth Dimension)
7. David Borden: “Music for Amplified Keyboard Instruments” (Spectrum Spools)
8. Joe Harriot & Amancio D’Silva: “Hum Dono” (Vocalion)
9. Rim Kwaku Obeng: “Rim Arrives/International Funk” (BBE)
10. Ndikoh Xaba and the Natives: “Ndikoh Xaba and the Natives” (Matsuli Music)

Årets en million bedste plader fra hele verden … og Danmark

1. Jaga Jazzist: “Starfire” (Ninja Tune)
2. Jonny Greenwood, Shye Ben Tzur & The Rajasthan Express: “Junun” (Nonesuch)
3. Joshua Abrams: “Magnetoception” (Eremite Records)
4. Hieroglyphic Being & J.I.T.U. Ahn-Sahm-Buhl: “We Are Not the First” (RVNG Intl.)
5. Battles: “La Di Da Di” (Warp)
6. Anouar Brahem: “Souvenance” (ECM)
7. EEK ft. Islam Chipsy: “Kahrabas” (Nashazphone)
8. Robert Aiki Aubrey Lowe & Ariel Kalma: “We Know Each Other Somehow” (RVNG Intl.)
9. Kamasi Washington: “The Epic” (Brainfeeder)
10. Kendrick Lamar: “To Pimp A Butterfly” (Top Dawg/Aftermath/Interscope) Læs resten

Hieroglyphic Being – Nysamlet stjernehold flyder på adskillige astrale planer ad gangen

Blog October 2 2015 RVNGNL33_PRESS_PHOTO_CREDIT_CELESETE_SLOMAN_001

Af Simon Christensen – foto: Celesete Sloman

Jamal Moss er på sin nye udgivelse, “We Are Not the First”, under navnet Hieroglyphic Being and the J.I.T.U. Ahn-Sahm-Bul på en decideret stjernefart ud i totalt åben musik, der bevæger sig mellem cabaret/spoken word, freejazz og elektronisk musik. Under sit alias Hieroglyphic Being har Chicago-produceren allerede bekendt sig offentligt til den kosmiske musik og i særdeleshed Sun Ra med værktøjerne fra især Chicagos techno-scene. Men på dette nye, monumentale album har han samlet et vildt hold med bl.a. Marshall Allen, den nu 91-årige saxofonist/bandleder fra Sun Ra’s Arkestra, trommeslager Greg Fox fra Liturgy og Zs, saxofonisten og New York-ikonet Daniel Carter, den usædvanlige impro-vokalist Shelley Hirsch, guitaristen og fritænkeren Shahzad Ismaily samt Elliott Levin, Rafael Sanchez og Ben Vida. Læs resten