Passive/Aggressive

Festival of Endless Gratitude – Internationale outsidere, familiære åndsfæller og fuldt program til FOEG 10

Blog September 11 2018 Festival of endless Gratitude

Af Simon Christensen

Den 10. udgave af kunst- og musikfestivalen Festival of Endless Gratitude flytter tilbage til Remisen på Enghavevej med et velkurateret program af relativt sjældne danske og internationale optrædende. Med ni dage til festivalstart er arrangørerne klar med fuldt program, hvilket nærmer sig en ny rekord. Det betyder også, at den frivillige arrangørgruppe (Hovedstolen) i ti år har beriget den københavnske scene med New England-freefolk, kontinental krautrock, støjende singulariteter, techno, jazz og alskens forgreninger af eksperimenterende kunstmusik. Undervejs har det også medført venskaber med ligesindede, musikalske outsidere (såsom Ron Schneiderman, Cameron Stallone, Lorenzo Senni m.fl.).

I kategorien internationale ikoner finder man i år den 77-årige tyske instrumentbygger, improvisator og krautrock-inspirator Limpe Fuchs (udgav i mange år musik under navnet Anima Musica med Paul Fuchs), der tidligere på året gav en efter sigende fortryllende koncert på Fanø Free Folk Festival. Den amerikanske komponist og guitarist David Grubbs, som man vil kende fra avantrock-trioen Gastr Del Sol med bl.a. Jim O’Rourke i 1991-1998, har optrådt med Will Oldham, Pauline Oliveros og Tony Conrad. Han underviser i kompositionsteknikker på Brooklyn College og er et eksempel på, hvordan teori og energi kan mødes i virtuos freeform og ‘minimalistic guitar’ – og David Grubbs er sideløbende fortsat med at udgive en strøm af solo- og duoplader frem til i dag. Læs resten

Jim O’Rourke – Et soloalbum i optimus modus operandi

Feature May 28 2015 dc362ph01

Af Jakob Skøtt, El Paraiso Records – Photo by Kahimi Karie.

Medmindre du har boet under en sten de sidste 20 år, har du nok hørt navnet Jim O’Rourke. Manden, der gav postrocken sin akustiske klang, gav Sonic Youth sin anden ungdom og satte ild i Fire!, er tilbage under eget navn med albummet “Simple Songs”. Hans musikalske CV er åndssvagt konsistent; selv afstikkeren som rock-coach for børneskuespillerne i Jack Black-komedien “School of Rock” virkede solid, om end ufatteligt corny!

Evnen til at frembringe en lyd, der virker enormt let og åbenlys, men vævet ind i usynlig kompleksitet, er netop dét, O’Rourke kan. Samarbejdet med Richard Thompson om soundtracket til Werner Herzogs “Grizzly Man” er vel det nærmeste, vi kommer en pendant i kataloget til “Simple Songs”, der er hans første soloalbum i seks år. Her er cheesy prog-unison helteguitar, synkoperede tromme-fills, fuldfed symfonisk strygersektion sammenvævet omkring O’Rourkes altid hysterisk perfekte fingerspil. Det kunne være en plade samlet af 4-dimensionelle rumvæsener ud fra en række tilsyneladende tilfældige fragmenter af rockens historie – ikke ulig David Bowies eller Brian Wilsons bedste øjeblikke. En plade, hvor hvert nummer indeholder bizarre plot-twists, samtidig med at de virker naturlige og tilbagelænede.

Det er ikke bare O’Rourkes CV, der er uomgængeligt – det er selve hans vision, der er bærende. Han er den sjældne type musiker, som har transcenderet kun at definere sig selv via lyd: O’Rourke er nærmere en slags universel formel, der virker som usynlige hænder på tværs af genregreb. Og selvom projektet “Simple Songs” ikke er lige så åndenødsfremkaldende som f.eks. hans forrige solo-plade, “The Visitor” – som vitterligt er en folk-rock-plade, hvor hver takt aldrig blev gentaget mere end et par gange – så er dette nye album et monstrøst værk. Ikke mindst, fordi det samler op på O’Rourkes unikke modus operandi og bygger videre på hans tydelige vision.

Info: Jim O’Rourkes “Simple Songs” er netop udkommet på Drag City.

Pinkunoizu Mixtape 2012

December 3 2012

Den danske gruppe Pinkunoizu, som består af Jacob Falgren, Jeppe Brix, Andreas Pallisgaard og Jaleh Negari (bla. Selvhenter), har lavet et mixtape med forskellige anbefalinger for 2012. Pinkunoizu bliver udgivet på Full Time Hobby og er på vej på (endnu en) europæisk turné her i december, som bliver kickstartet i København i denne uge. Bandet har været baseret i Berlin i et par år, men er nu på vej til at flytte til København, og måske derfor er de blevet et relativt etableret navn ude i Europa, uden at få et egentligt gennembrud herhjemme. De fire har været involveret i en række forskellige projekter og i Pinkunoizu bliver der stadig eksperimenteret med formen men alligevel har bandet med forsanger Andreas Pallisgaard bevæget sig tættere et renere og personligt udtryk – med varme verdensmusikalske strøg, en ubesværet catchy tone og farverige billedsider. Læs resten