Passive/Aggressive

Året der gik – De bedste danske udgivelser i 2017

Blog December 27 2017 An Gella Press Pic 1

Årets 10 bedste danske LP’er i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

An Gella “Perma” (Anyines)

Aske Zidore har under sit An Gella-alias bedrevet ét album, der stikker i alle verdens retninger og samtidig formår ramme en helt bestemt og ekstremt veleksekveret æstetik. Man kan vælge at se “Perma” som en slags register over de æstetiske strategier, der bruges i moderne, eksperimenterende elektronisk musik, og af denne grund optrækkes og overskrides genregrænser konstant, men uden at det hverken fremstår fragmenteret og katalogisk. Udgivelsen er et sandt mesterstykke, og “Zen Cell” er stadig det bedste nummer, jeg har hørt i år. (Emil Grarup)

Billow Observatory: “II: Plains/Patterns” (Azure Vista)

“II: Plains/Patterns” er anden udgivelse fra Billow Observatory, der er et samarbejde mellem den garvede odenseanske musiker, producer og label-mand Jonas Munk og den Detroit-baserede musiker Jason Kolb fra Auburn Lull, og med sit bølgende univers markerer “II: Plains/Patterns” i mine ører et klart højdepunkt i Munks ellers imponerende virke. Titlen indfanger meget rammende pladens prioritering af rumlighed og taktilitet over dynamik og temporal udvikling. Den er et sitrende bekendtskab, der kun lader få rytmiske elementer lov at komme til syne – viljeløse drømmesyn i pladens harmonisk opløftende tåge af synths og guitarloops. (Nils Bloch)

Damien Dubrovnik: “Great Many Arrows” (Posh Isolation)

Det har været et særdeles godt år for Loke Rahbek. Han udgav sit soloalbum, “City of Women”, et aldeles glimrende drone-ambient album på Editions Mego, og så udgav han sjette album med Damien Dubrovnik, som han laver sammen med Christian Stadsgaard. Udgivelsen er samtidig Posh Isolations udgivelse nr. 200. Det er en udforskning af musikken som fysisk objekt uden at forhindre enkelte vemodige melodier i at springe ud af den industrielle ødemark som valmuer i en sprukken asfalt. De seks pile på “Great Many Arrows” trænger gennem kroppen, men deres betagende svæv i luften kan nydes i slowmotion. (Kim Elgaard Andersen)

DJ Sports: “Modern Species” (Firecracker Recordings)

The fact that “Modern Species” was not thought of as an album in the process indicates that DJ Sports, despite his rather young age, has a very matured cohesion and balance within his own artistic practice. It feels like the sort of debut from which your future work can move in many directions and still come out as a fully natural part of the artistic profile. Comparing “Modern Species” to other records is difficult, but one of them would be the SW. album from 2016 on SUED. An album that floats effortlessly in and out of genres, and an artist that is growing from the community of a closely knit group of people around him. One thing is for sure, the album-title suits the DJ Sports moniker perfectly. A modern and very refreshing species in dance music. (Morten Løwenstein)

First Flush “FUWA” (Visage)

First Flush er et efterhånden velbeskrevet og samtidig utroligt overraskende moderne rockorkester, der har klemt sig ind i deres eget hjemmebyggede åndehul af en tidslomme. På én gang er de en tydelig del af fluktuerende, progressive musikscene i Danmark og alligevel ganske uden for de gængse stier med en ærlig og samtidig distanceret tilgang til lyrik, virkemidler og produktion i musik anno 2017. Det er ikke den polerede og vellydende iscenesættelse, men snarere et forsøg på en personlig optegnelse af alt det rod og den moral, der udgør et helt menneske, der har fået mulighed for at rejse frit i fortiden og ind i intime følelsesmæssige rum. (Simon Christensen)

Phrenelith: “Desolate Endscape” (Dark Descent)

“Desolate Endscape” er Phreneliths fuldlængde debut og omtrent så klassisk, som klassisk dødsmetal kan blive. Men det er udførelsen, der er så suveræn, at den må nævnes i et ellers stærkt felt af danske metalplader i år. Selv mestrene af dødsmetal, amerikanske Immolation, der også har udgivet en plade i år, må bøje sig i kirkegårdens støv. Det er de små detaljer, der gør forskellen, de suveræne temposkift, riffene og den knusende lyd, som Lasse Ballade har ramt perfekt. Afslutteren “Channeling a Seismic Eruption” lyder som tektoniske plader, der presser klippeformationer op gennem voldsomme skumsprøjt, og dér drukner man gladeligt. (Kim Elgaard Andersen)

Son Ash: “Easy Listening For The Hearing Impaired” (År & Dag)

“Easy Listening for the Hearing Impaired” er Andreas Pallisgaards første soloplade som Son Ash og lyder som en række poetiske fysikforsøg med analoge synthesizere, sequencere og spolebåndoptager. Flere af numrene er korte og afsøger en enkelt idé. De virker nærmest som skitser, men ud af forsøgene kommer der alligevel smukke, fascinerende toner. Albummet synes inspireret af tysk, elektronisk musik fra 1970’erne, det er kosmische og progressiv elektronisk musik i en forførende blanding, samt den lidt ældre, eksperimenterende elektroniske scene. Pladens grundåre er ren, simpel og skævt harmonisk. (Kim Elgaard Andersen)

Sonja LaBianca “About Rooms, Room To Be, Rooms” (Eget Værelse)

Man må formode, at 2017 kommer til at stå som et godt år for saxofonisten Sonja LaBianca, der blandt andet vandt en velfortjent DMA Jazz-pris for sit første soloalbum “About Room, Room To Be, Rooms”. Albummet er optaget on-site i en række forskellige lokaler, der er udvalgt pga. deres særprægede lydlige karakter (bl.a. Forbrændingen i Albertslund og klokketårnet i Simeons Kirke). “About Rooms, Rooms To Be, Rooms” centrerer sig derfor omkring samspillet mellem saxofonens toner og de forskellige lokalers resonans, hvilket skaber en utroligt smuk og dvælende følsom atmosfære hele albummet igennem. Man kan sige, at LaBianca bruger de forskellige rums ambiens til at fratage saxofonimprovisationen den hovedrolle, den er så vant til at spille i traditionel jazzmusik, og overlader den i stedet til de lokaler der omslutter den. Således bliver de musikalske motivers primære rolle at aktivere rummet, ikke omvendt, og der tages tid til blot at lytte til lokalets vibrationer; til at lade rummet svare på de spørgsmål, saxofonen stiller. (Nils Bloch)

Vid Edda: “Bergtal til Vingmal” (Sensorisk Verden)

Det københavnske label Sensorisk Verden har i det seneste år præsenteret fem afsnit af Former Commodity, en serie af kombinerede musikudgivelser og udstillinger med kunstnere som Jonathan Pyon, Tobias Kirstein, Kristoffer Raasted og Ragnhild May. Ud over at være frit tilgængelige er en af seriens store kvaliteter, at den ikke kræver andre forudsætninger på nogen scene end åbne ører og åbent sind. Bag projektet står Alexander Holm, der sammen med amerikanske Chris Shields også udgør Vid Edda, der med udgangspunkt i feltoptagelser af samtaler, baggrundsstøj og andre lydkilder skaber nye abstrakte lydkompositioner, der på én gang er et intuitivt originale og svært detaljerede. Og “Bergtal til Vingmal” er bare én af de fem stærke udgivelser i hver sin ret fra det ihærdige Former Commodity-projekt fra ca. det seneste års tid. (Simon Christensen)

Värmland-forsamlingen: “Festival” (Visage)

Värmland-forsamlingen af 2016 blev dannet på en pilgrimsrejse til Mårbacka, den svenske nyromantiker Selma Lagerlöfs fødegård, og spiller stemningsmættet, filmisk americana. Gruppen, der tæller medlemmerne Asger Hartvig, Jonathan Carstensen, Mads Rubin og Thea Thorborg, lader på deres andet album, “Festival”, guitarmelodierne vandre gennem landskabet, mens fløjte og violin danner et intenst flimrende bagtæppe. Värmland-forsamlingen af 2016 er folk, der efterlader dig både lykkelig og melankolsk. (Emil Grarup)

maskinelterapi_koncert

Indland – Årets bedste danske oddsize-udgivelser i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressiv

Lyra “Synkronudspring I Tomt Bassin” (12”, Petrola 80)

Den københavnske duo Lyra bidrog med deres debut-ep “Synkronudspring I Tomt Bassin” i høj grad med en særtrængt diversitet til det mere technoide spektrum af den elektroniske musik i Danmark i år. Udgivelsens tre numre kan kendetegnes ved en exceptionel energi og dynamik. I modsætning til flere af årets mere “straight-forward” techno udgivelser er “Synkronudspring I Tomt Bassin” i højere grad en atmosfærisk og legende udgivelse, som det bl.a. kommer til udtryk på nummeret “PPP”, hvilket er bygget op om sample-kollager. (Alexander Julin)

Minais B: “Deep Care” (Fugtighedscreme/DL, Anyines) + “As The River At It’s Source” (12″, Petrola 80)

Musiker og producer Villads Klint afrundede et produktivt udgivelsesår med det både formmæssigt og musikalsk eksperimenterende album ”Deep Care”. For nogle vækker navnet Minais B måske mest af alt associationer til den nye gruppe Khalil, men han har tidligere udgivet to bånd som Minais B på Blodrøde Floder samt en 12-tommer EP på Petrola 80. At kalde “Deep Care” et album er imidlertid ikke helt præcist i traditionel forstand. De 12 numre er udkommet som en download-kode indeni en lille beholder af fugtighedscreme, og det er ikke så underligt. Som den første udgivelse på det nye københavnske label Anyines får det næsten karakterer af et manifest: Følelsen af merværdi i produktet, brugsværdien og anvendeligheden i et stykke såkaldt kultur. (Emil Néné Rasmussen)

ML Buch: “Fleshy” (12″, Being Music)

Flere gange mens jeg lyttede til ML Buchs debut-EP, fik jeg fornemmelsen af, at Buch var i gang med at bekende sine mest intime tanker til mig, men at disse aldrig blev forståelige for mig, fordi de konstant blev tynget af at blive formidlet i sangform. Som om mediet konstant blev en barriere for samtalen og ikke midlet. Dermed bliver det, der ved første ørekast kan forekomme lidt ‘firkantet’ i udtrykket, til et greb, der faktisk forstærker pladens emotionelle potentiale. Et dybfølt forsøg på at række ud mod et andet menneske spærret inde i en tre minutters popform, et kunstnernavn og en iscenesættelse. Fanget i internetgenerationens korte koncentrationsspænd og forventning om kronisk underholdningsværdi. Ikke grundet manglende musikalsk og lyrisk formåen fra Buchs side. Nej, tværtimod er der tale om en meget elegant artikulering af nutidens mellemmenneskelige præmis. (Nils Bloch)

Rosen og Spyddet “Fantasia” (CS, Janushoved)

Båndselskabet Janushoved fortsætter ufortrødent med at udsende musik for mere eller mindre anonymiserede musikere. Med albummet “Fantasia” følger duoen Rosen og Spyddet op på, hvor de slap med sidste års “Drengen ved Brystet”. Form og udtryk har ikke ændret sig radikalt, men det udgør heller ikke noget problem for projektets berettigelse. Med enormt fængende melodier og en unik evne til at forene en stemning af naivitet og ømhed med en underspillet eufori formår duoen på “Fantasia” fortsat at hæve sig over standarden af alskens generiske lo-fi synth-projekter. (Alexander Julin)

SØS Gunver Ryberg / Aïsha Devi / Rrose / Paula Temple: “Decon/Recon #2″ ‎(12″, Noise Manifesto)

Det er muligvis ikke den mest dansevenlige technoudgivelse, 2017 har haft på hylderne. Men det er uden tvivl en af det mest beundringsværdige tanker, der går forud for udgivelsen, og bestemt en tankegang og et manifest, som kan være et eksempel til efterfølgelse. Paula Temple grundlagde Decon/Recon-serien tilbage i 2015 med henblik på at udgive kollaborativt musik uden egentligt forfatterskab og derved tage afstand til den egoisme, som dette kan medføre. På udgivelsen er hvert nummer således produceret i fællesskab af alle medvirkende artister. Så uafhængigt af hvem der kom med lyden, hvem der formede den og finpudsede den, så krediteres SØS Gunver Ryberg, Rrose, Paula Temple og Aisha Devi ligeligt. (Sandra Borch)

Sandra Boss & Jonas Olesen: “På Sporet af den tabte Teknologi” (Podcast, The Lake Radio) + Hector Rottweiler: Infrastruktur (12”, BIN)

Kunstnerparret Sandra Boss og Jonas Olesen har foruden mange andre interesseområder specialiseret sig i analoge musikapparater, uddateret hardware og lydarkæologi i bred forstand. De har blandt andet undersøgt testplader, orgeler, spolebåndoptager, alskens lydmaskiner og senest også fundet en række telefonsvarere fra genbrugsbutikker, storskrald, loppemarkeder og dødsbo. I værket “På Sporet af den tabte Teknologi” giver Boss & Olesen (her under navnet Maskinel Terapi) et spruttende morsomt og rørende indblik i en privatsfære, som ikke har været tiltænkt at skulle høres af andre end de samtalende. Disse optagelser danner et kor af stemmer, der er musikalsk sammenvævet med materiale fra telefonsvarenes særegne lydverden af klik, brum og biplyde. Er lydværket en slags radiomontage, ny kompositionsmusik eller lydbidder i tilfældig rækkefølge? I øvrigt bør man tilføje, at samme Jonas Olesen på sit eget label BIN også har udsendt en glimrende 12″-tommer EP under navnet Hector Rottweiler, der bedst kan beskrives som aleatorisk ‘elektronisk musik’ lavet i et system af synthesizere og effektmaskiner. (Simon Christensen)

Sortlegeme: “Kolossal” (12″, Self-released)

Jeppe Dalsgaard Andersen har efterhånden rumsteret i det danske musikmiljø i nogle år. Tidligere skabte han loop-baseret ambient som Outer Nothingness, men med sidste års ”untitled”, ”daf” og ”the returning” fik han for alvor sparket liv i sit nye projekt, Sortlegeme. Med Sortlegeme befinder Andersen sig i en noget anderledes boldgade: langsomme og udstrakte samples af mellemøstlig folkemusik blandes med industriel techno. ”Kolossal” er ikke et genremæssigt kvantespring i forhold til Sortlegemes tidligere udgivelser, men kvaliteten er hævet betragteligt, og ”Kolossal” sætter der en stor fed streg under Sortlegemes status som et af de absolut mest interessante navne på den danske i forvejen bugnende technoscene. (Mathias Ruthner)

sæNk: [Trailer] seasoNs, [HEXEI] m.fl. (Digi/video, Youtube)

Dansk tværæstetisk impro- og videoband, der udkommer løbende. sæNk er lavet af billedkunstner Sufie Elmgreen og klassisk guitarist Mathias Klarlund, af og til med Mads Egetoft, Jesper Christoffersen og Lasse Buch. Det er et band! I hvert fald også lyd. I noget, der i høj grad minder om tungt støjende fri-rock. Mindre rock og mere fri. Men guitar og distortion får mig til at tænke på rock. Alt dette igennem mine ører, ud igennem mine fingre. Flere forskellige typer støj er der gerne og nogle gange en klar nok rytme, ikke nødvendigvis urytmisk, men opløst og repeterende, som den mest simple form for rytmisk fremdrift eller fravalg af samme. Mange forskellige lyde over en række af Youtube-videoer. Fra helt rene midi-kadence-undersøgelser til rock til abstraktion og betitlede afdelinger til hele klodser af samlet vilje som i form for bandisk udlyd. (Claus Haxholm)

Vanessa Amara “Like All Mornings” (CS, Posh Isolation)

Den danske trios 2017-bånd tegnede videre på udviklingstendensen fra de tidligere Vanessa Amara-udgivelser. Hvor debuten var præget af brusende orgel og skramlede trommer, var sidste års album anderledes elegant og sluttede med to numre, der nærmest gik i opløsning. “Like All Mornings”-båndet fortsætter endnu længere ind i dette tyste territorium, hvor den tydeligste lydkilde er sarte, slørede klavertoner. Loops, feedback, intet andet. Man kan med en vis ret hævde, at de 72 minutters varighed er til den vel rigelige side, i og med at de 15 numre er temmelig ens i deres udflydende udtryk. Men det er svært at få øje på andre danske udgivelser fra i år, der lykkes med at skabe så rørende patos på så underspillet en måde. (Mikkel Arre)

Various Artists: “Underwater Gestures” (3CS, Infinite Waves)

Underwater Gestures er en compilation bestående af tre kassettebånd med musik komponeret specielt til udgivelsen af henholdsvis Zanzi, Simon Littauer, Assembler, Son Ash, Isorinne og Grøn. Det er et prominent udpluk af labelets tråde ud i den nordiske musikscene, der er i spil på “Underwater Gestures”. Blandt andet dækker Zanzi over et samarbejde mellem Aske Zidore (Gooms, Oh No Ono) og Suni, bag Assembler gemmer Claus Haxholm sig, Grøn over Infinite Waves’ selv i skikkelse af Bjarke Rasmussen, mens Son Ash er en forsmag på Andreas Pallisgaards (Pinkunoizu, Anden Enhed etc.) nyeste kreationer. Fra Assembler og Grøns sfæriske kompositioner over Littauers glimtvis storladne og Flying Lotus-agtige beats til Son Ashs retroklingende tyskerdroner. (Nils Bloch)

Mythic Sunship – Eroderende kolosser i horisonten (premiere)

Blog April 28 2017

mythicsunship

Af Mikkel Kongstad

Den københavnske doom-psych kvartet er tilbage med deres andet udslip på odenseanske El Paraiso Records, “Land Between Rivers”. Kvartetten – der med største naturlighed agerer opvarming for de svenske psych-legender, Träd, Gräs Och Stenar, når de nu på lørdag (d. 29. april) besøger København – fortsætter sin rejse ind i den mørke del af kosmos, hvor psych, free-jazz, doom, krautrock a la Amon Düul og stoner-rock smelter sammen i et tonstungt amalgam. Det er næppe for sjov, at man på Youtube finder brugere (musikfans, lad os bare kalde dem, hvad de er), der skaber mash-ups af doom-rockerne i Sunn O))) og John Coltranes spirituelle free-jazz.

Der er ganske enkelt skabt en passage mellem den trance-agtige, mørke doom, den mekaniske krautrock og free-jazzens lovløshed, og det er den, Mythic Sunship kiler sig ind i og udvider med magtfuldt spruttende lyd. Læs resten

Billow Observatory – Brydningsflader og langsomme forskydninger

Kritik April 3 2017 VISTA002-front

Billow Observatory ”II: Plains/Patterns” (Azure Vista, 2017) – Anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen

Den odenseanske musiker/producer/labelmand Jonas Munk er en både velkendt og vigtig figur i det danske musikliv. Han er en af bagmændene bag pladeselskabet El Paraiso Records, der med udgivelser af bl.a. Papir og Munks eget band, Causa Sui, i en årrække har været bannerførere for den danske kraut- og syrerock-scene, og som solist har Munk været aktiv under aliasset Manual (der dog vistnok er stedt til hvile nu).

For relativt nyligt startede Munk derudover pladeselskabet Azure Vista, der er opkaldt efter Manuals udgivelse af samme navn, og som indtil videre har to udgivelser med Munks signatur på samvittigheden: Et samarbejde med Ulrich Schnauss på pladen ”Passage” og i sidste uge ”II: Plains/Patterns”, der er den anden plade fra Billow Observatory, en duo bestående af Munk og den Detroit-baserede musiker Jason Kolb fra Auburn Lull. Albummet består af syv numres forsigtigt svævende ambient: et bølgende univers, hvor kun få rytmiske elementer får lov at komme til syne, som viljeløse drømmesyn i pladens harmonisk opløftende tåge af synths og guitarloops. Læs resten

Busy Doin’ Nothin’ – Beach Boys efter Pet Sounds (mixtape)

Feature July 6 2016 BB_plakat

Tekst og mixtape af Jonas Munk

For et par somre siden satte jeg mig for at lave den ultimative Beach Boys-playliste – en liste, der fokuserede på de kvaliteter, jeg elsker mest ved bandets albums: den afdæmpede kaleidoskopiske art-pop, hvor easy listening møder psykedelia, og hvor gruppens karakteristiske vokalharmonier forenes med synthesizere og alternative produktionsteknikker. Med andre ord ville jeg i det store hele forbigå det Beach Boys, de fleste kender: de klassiske hits fra perioden 1961-1965 – naive popnumre, der handler om piger, strande og biler.
Men interessant nok tog jeg også mig selv i at udfase ”Pet Sounds”-numrene, efterhånden som playlisten gradvist blev forfinet. Jeg havde simpelthen hørt den plade til døde – hvorimod store dele af deres katalog fra perioden 1966-1976 stadig besad en friskhed i kraft af sin relative obskuritet.

Og det er i den forbindelse, at det mixtape, du kan høre i bunden af dette indlæg, også kan være relevant for andre: Det er begrænset, hvor spændende de tidlige sol-og-strand-hits er for andre end vores forældres generation, og vi har alle fået blæst ørene fulde med, hvor stort et værk ”Pet Sounds” er – især nu, hvor pladen netop er fyldt 50, og en lettere ødelagt Brian Wilson endnu engang er på tour med albummet. Og det er jo fint nok, men der er sjældent nogen, der fortæller noget om hvor awesome Beach Boys var efter ”Pet Sounds”, ud over når kool dudes som Julian Cope eller Thurston Moore i ny og næ namedropper ”Love You” eller ”Sunflower”.
Dette mix er tænkt som en introduktion til nogle af de mest undervurderede Beach Boys-plader – nogle plader, der aldrig rigtig er kommet ud af den obskuritet, de havnede i, da de i sin tid udkom. Læs resten

Tim Buckley – Melankoli og eufori under den omsvimlende sol

Feature March 25 2016 timbuckley

Ni plader på ni år. Fra 1966 og frem sprudlede Tim Buckley af uhæmmet kreativitet og skabte fabelagtige værker af så særegen karakter, at ingen har været i stand til at gøre dem efter. Sporene efter Buckley er således få blandt vore dages musikere og det gør det desto vigtigere at dykke ned i hans diskografi.

af Jonas Munk

Er man bare moderat musikinteresseret, har man sikkert hørt om Tim Buckley – han er kendt som Jeff Buckleys far, eller som ophavsmanden til “Song to the Siren”. Eller i det mindste vækker hans navn et billede af en melankolsk singer/songwriter, der døde ung – en slags amerikansk, knap så vigtig udgave af Nick Drake. Nogen egentlig renæssance er det dog aldrig blevet til (renæssance er måske endda et forkert ord at bruge, for faktisk opnåede Buckley aldrig et egentligt gennembrud, mens han levede), på trods af der flere gange har været antræk til det i kraft af opsamlinger, et enkelt hyldestalbum og biografen Dream Brother, der dog også omhandler sønnike Jeff.

Tim Buckleys værker har aldrig fået den helt store tur igennem reissue-maskineriet, og to af hans absolut fineste albums (Blue Afternoon og Starsailor) har kun været sporadisk tilgængelige, siden de udkom. Det kan undre meget, for hans katalog er et af de mest spændende, musikalsk vitale og kompromisløse de sidste 50 år. Tim Buckley var bestemt meget mere end Jeff Buckleys far eller en amerikansk Nick Drake. Præcis hvad han var, er op til personlig fortolkning og kræver i al fald mere end en artikel eller et lyt til enkelte af hans albums. Men én ting er sikker: Hans musik var sin egen i en grad, der er overordentligt sjælden.

Der kan være flere årsager til, at Tim Buckley aldrig har fået et stort publikum eller opnået en vigtig plads i musikhistorien, men en af dem er sandsynligvis, at hans musik i kraft af sin særegne natur ikke har haft den store indflydelse på eftertiden. Som Pitchfork skrev i 2004, da de inkluderede Starsailor på deres liste over de 100 bedste plader fra 1970’erne (på plads nr. 50): »Beyond the fact that no other music sounds much like Tim Buckley’s abstract expressionist, jazz-laced folk, I’d be hard-pressed to name many artists before or since that are capable of his conceptual range, much less are in a position to be influenced by him.«

Der skal ikke herske tvivl om, at Tim Buckley har haft en vis indflydelse på især alternativ musik fra de sidste 30 år, og i visse kredse har han ligefrem opnået kultstatus. Men en decideret efterligning af hans stil og ikke mindst hans uforlignelige vokal ville være så godt som umulig. Der kommer sandsynligvis aldrig til at eksistere Tim Buckley-“kloner”. Hans musikalske indflydelse er spredt ud over en bred vifte af genrer – fra guitarbaseret folk til free-jazz og avantgarde til psykedelisk rock – og oven i købet kan hans kendetegn være svære at dechifrere, da det, der er så særligt “Tim Buckleysk”, ofte består i en helt særlig tilgang til musikken frem for i en egentlig lyd. Læs resten

Årets danske og internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 30 2015 Assembler-Presspic

Årets bedste danske udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

1. Assembler: “Quantum Paths of Desire” (Infinite Waves)
Multikunstner Claus Haxholms metier spreder sig over både at være bandmusiker, digter, performer, komponist og soloartist. Det er egentlig denne enorme adspredelse fra håndværket til det outrerede, det skolede til det antiautoritære, der har åbnet en ladeport af et musikalsk frirum for den ekstremt produktive Haxholm, der dimitterede fra Kunstakademiet for godt et år siden. Hans mest aktive alterego er det håndspillede technoprojekt Assembler, der efter en stribe båndudgivelser kulminerede med LP’en “Quantum Paths of Desire”. Et album, der er inspireret af bl.a. koreansk og japansk folklore, synthesizermusik og trommemaskiner fra tidlig techno, som hos Assembler blandes med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske lydunivers og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine. Unanimously årets album hos redaktionen.

2. Why Be: “Snipestreet” (Halcyon Veil)
Selv om Tobias Lee gennem en årrække har skabt et stærkt renommé som dj med forbindelser til kunstnere som Lotic og M.E.S.H., er hans debutudgivelse under navnet Why Be overrumplende god. ”Snipestreet” veksler ubesværet mellem skurrende soundscapes (ledsaget af denne perfekte video) og viltert legesyg klubmusik til dunkle dansegulve. Grænseopløsende techno til de tidspunkter, hvor man ikke ved, om det er verden omkring dig eller din egen virkelighedsopfattelse, der splintres. Og uanset hvad, virker det så fristende eller skræmmende? Du kan helt sikkert ikke holde ”Snipestreet” fast længe nok til at få nogen klare svar. MA

3. Anden Enhed: “Første Halvår” (Oede Oe/Lille Kommune)
Det virker helt naturligt, at Andreas Pallisgaard og Michael Mørkholt i den nye duo Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele instrumentalister og lydproducere. Deres debutudgivelse er baseret på mødet mellem improvisation og systematisk synthesizermusik. I modsætning til Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner. Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som medspiller og aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. SC

4. Sandra Boss: “Perfekt Termisk” (BIN)
De syv numre på den DIEM-uddannede komponist Sandra Boss’ flotte vinyldebutudgivelse er møjsommeligt konstrueret af (nok især mis)lyde fra gamle båndoptagere, tonegeneratorer og andet udslidt udstyr. Hvislende kredsløb, prikkende statisk støj og brummende toner fortættes lige præcis nok til at udgøre korte og alligevel flydende forløb, der lyder som en på én gang forsigtig og nysgerrig afsøgning af maskinernes indre. Hist og her dukker et sporadisk beat eller antydningen af en melodi op, men mest af alt giver ”Perfekt Termisk” et indtryk af mekanik og tekniske anordninger, der lever deres egne liv, som nok kan betragtes, men ikke begribes. Og det kan få én til at tænke sit om, hvor godt forberedte vi egentlig er på at leve i en tid, hvor køleskabe, lamper, termostater og sjippetove (sic!) for enhver pris skal forbindes til internettet. MA

5. First Flush: “Min Erindring” (Visage)
På det andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af. Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen. “Min Erindring” udkom på CD (!) i 200 eksemplarer. SC

6. Slægt: “Ildsvanger (Posh Isolation) + “Beautiful and Damned” (Iron Bonehead Productions)
At dømme efter deres to første udgivelser og antallet af shows har Slægt haft et forrygende år. Den første LP “Ildsvanger” var på dansk og langt mere rå/upoleret i sin produktion. Men i løbet af året er line-uppet blevet udvidet til fire mand (Adam Kjær er desuden også med i Reverie og Værket) og den nylige 12-tommer EP “Beautiful and Damned” udkommer på tysk label og lyder næsten hi-fi i sammenligningen. Jens Franco har fulgt Slægt gennem året og beskriver dem således: “Der er gang i den københavnske black metal-scene. Solbrud, som er baseret i Ungdomshuset, vinder pludselig mainstreampriser. Hvem i helvede skulle dog ha’ troet det? Hvor Solbrud kører den mere episke og atmosfæriske stil, er Slægt mere over i den mere punkede og primitive form for black. Der er skåret direkte ind til benet uden noget teknisk wank. Slægt er ikke noget corpsepaint og hat & briller-band – ikke at der er noget galt med det – men ligesom Solbrud er de en seriøs gruppe med nogle interessante personlige tekster, der ikke bare hylder satan og diverse klichéer inden for genren.” SC/JF

7. Jonas Munk: “Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
Da Jonas Munk debuterede som Manual omkring årtusindskiftet, var minimalisme et nøgleord inden for elektronisk musik. Det gjorde han i de følgende år oprør mod med et stadig mere storladent, højstemt udtryk. På 2015-albummet ”Absorb/Fabric/Cascade” foretog han en tilsvarende bevægelse, men med modsat fortegn. I en tid, hvor EDM-patos kan fylde et stadion, omfavnede Munk minimalismen. De tre langstrakte numre lader synths i lag-på-lag væve sig ind og ud mellem hinanden, og forandringerne sker via små, nærmest umærkelige forskydninger. Lydbilledet er køligere end vanligt og maser sig ikke på hos lytteren. Men retter man først sin opmærksomhed mod pladen, er der rig lejlighed til at dvæle og synke helt ind i en af Munks stærkeste udgivelser. MA

8. Andreas Høegh: “Between Every Day” (Blodrøde Floder)
På sin debutudgivelse, “Between Every Day”, kombinerer Andreas Høegh en særdeles musikalsk ambiens med rå lyd. Uanset om melodierne hurtigt passerer forbi i enkelte strøg, eller de følger lytteren til ende i stykket, indebærer en klar genkendelighed. Jeg vil med andre ord påstå, at alle vil føle sig hjemme i Høeghs musik, såfremt de har den mindste kendskab til ambient eller, om ikke andet, kompositioner uden en traditionel start, midte og slutning – måske som resultat af Daniel Lopatins senere værker, der i høj grad har vendt en specifik (men nærmest unævnelig) fremmedgørende lyd til at være et tydeligt billede af en menneskelig verden. Denne musikalske ambiens smelter sammen med noget, der må være feltoptagelser. Disse kommer til udtryk gennem gøen og menneskelige opråb (… eller er det sang?), fodtrin i sandet, og vigtigst af alt får den rå lyd lov til at bryde frem og spille en afgørende rolle. Således opstår der en sammensmeltning mellem musik og lyd, og rummet herimellem udviskes. I adskillige tilfælde er det faktisk svært at skelne, hvorvidt der bliver gjort brug af percussion eller lyse, modulerede vokalsamples. Der er med andre ord tale om et værk, der bidrager til en fastholdelse af musik som noget grænseløst. AJ Læs resten

Året der gik – Soundtracks og musik som 360 graders sansetrip

Feature December 25 2015 bjørgstonemilker

Af Peter Albrechtsen (lyddesigner, kulturskribent og radiovært på P2 Soundtrack)

I 2015 har jeg elsket at været omgivet af musik. Altså helt bogstaveligt talt, for mine musikalske højdepunkter har været øjeblikke, hvor jeg har følt mig indsvøbt i lyd, toner, klange, støj, teksturer og atmosfære. Hvor musikken har formet en hel verden omkring mig.

Det gælder ikke mindst i biografen, hvor jeg i kraft af mit arbejde som tonemester på film har fået lov at arbejde i det nye supersoniske surroundformat Dolby Atmos, hvor lyden rammer publikum fra alle vinkler – sågar fra højttalere i loftet. Men lige så sublimt var det at være vidne til Efterklang og Karsten Fundals moderne opera, ”Leaves” – stemmer, instrumenter og digitale lydmanipulationer gav genklang i korridorerne i bunkersystemet under Københavns Kommunehospital og skabte én stor multimusikalsk og multiakustisk eventyrrejse. At opleve Björks radikale video til ”Stonemilker” iført virtual reality-briller og tætsiddende hovedtelefoner indfangede samme magi: musik som 360 graders sansetrip.

Den slags totaloplevelser er vanskelige at genskabe i almindelig stereo, men nedenstående plader var tæt på. Det var musik, der skabte et særligt rum omkring mig. Uanset om det så er med sart skønhed eller rabiat vanvidsenergi. Med strygere, samplere eller spadefræs. Hvad enten det er underlægning til levende billeder eller lydsporet til den indre billedgenerator.

Jeg har også i år inkluderet mine filmmusik-favoritter blandt nedenstående lister, fordi der i disse år sker utroligt meget spændende i soundtrack-verdenen. Nick Cave, Warren Ellis, Nils Frahm og Portisheads Geoff Barrow er blot nogle af de markante musikere, der tydeligvis lægger lige så meget tid og flid i filmmusik som i deres almindelige udgivelser. Og i øvrigt: Nej, Dr. Dres ellers eminente ”Compton” tæller altså ikke som soundtrack i mit regnskab – det er et album inspireret af en film. Og fred være med det.

De to øverste yndlinge på min internationale albumliste kan nærmest kaldes intime tilståelsesplader, men i år har jeg ellers virkelig nydt, hvordan der gakkes ud inden for den eksperimenterende elektroniske musik, og ikke mindst Oneohtrix Point Never, M.E.S.H., Jlin og Arca skabte sære, utilregnelige lydbilleder, der vendte op og ned og vrangen ud på sig selv. Deres skiver er måske ikke sublime, helstøbte værker i den klassiske forstand, men det er musik, der rusker i reglerne og sender noget ind i øregangene, man aldrig helt har hørt magen til før. For en lyddesigner som mig er det en enorm inspiration. Endnu mere af det i 2016, tak.

 

Årets bedste udgivelser ifølge Peter Albrechtsen

DK
1. Jonas Munk: ”Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
2. Den Sorte Skole: ”Indians & Cowboys” (DSS)
3. Rangleklods: ”Straitjacket” (Tambourhinoceros)
4. The Minds of 99: ”Liber” (No3)
5. Jakob Bro: ”Gefion” (ECM)
6. Sphaeren: ”Indviet” (Idiotsikker)
7. Halshug: ”Blodets bånd” (Southern Lord)
8. Bremer/McCoy: ”Ordet” (Raske plader)
9. Asger Baden: ”Zarniqa” (Target)
10. Myrkur: ”M” (Relapse)

UDLAND
1. Sufjan Stevens: ”Carrie & Lowell” (Asthmatic Kitty)
2. Björk: ”Vulnicura” (One Little Indian)
3. Shye Ben Tzur, Jonny Greenwood & The Rajasthan Express: ”Junun” (Nonesuch)
4. Joshua Abrams: ”Magnetoception” (Eremite)
5. Thåström: ”Den Morronen” (Razzia)
6. Pole: ”Wald” (Pole)
7. Faith No More: ”Sol Invictus” (Ipecac)
8. Mbongwana Star: ”From Kinshasa” (World Circuit)
9. Igor Levit: ”Bach/Beethoven/Rzewski” (Sony)
10. Dr. Dre: ”Compton” (Aftermath)
11. Low: ”Ones and Sixes” (Sub Pop)
12. Colin Stetson and Sarah Neufeld: ”Never Were the Way She Was” (Constellation)
13. Oneohtrix Point Never: ”Garden of Delete” (Warp)
14. M.E.S.H.: ”Piteous Gate” (Pan)
15. EEK: ”Kahraba” (Nashazphone)
16. Baroness: ”Purple” (Abraxan Hymns)
17. Jlin: ”Dark Energy” (Planet Mu)
18. Napalm Death: ”Apex Predator – Easy Meat” (Century Media)
19. Arca: ”Mutant” (Mute)
20. John Carpenter: ”Lost Themes” (Sacred Bones)

SOUNDTRACKS
1. Jóhann Jóhannsson: ”Sicario” (Varese Sarabande)
2. Tom Holkenborg: ”Mad Max: Fury Road” (WaterTower)
3. Atticus Ross: ”Music from Love & Mercy” (Capitol)
4. Disasterpiece: ”It Follows” (Milan)
5. Ben Salisbury & Geoff Barrow: ”Ex Machina” (Invada)
6. Carter Burwell: ”Carol” (Varese Sarabande)
7. Tom Holkenborg: ”Black Mass” (WaterTower)
8. Nick Cave & Warren Ellis: ”Loin des Hommes” (Goliath)
9. Daniel Pemberton: ”Steve Jobs” (Backlot)
10. Nils Frahm: ”Victoria” (Erased Tapes)
11. Cat’s Eyes: ”The Duke of Burgundy” (RAF)
12. Jed Kurzel: ”Macbeth” (Decca)
13. Ennio Morricone: ”The Hateful Eight” (Decca)
14. Warren Ellis: ”Mustang” (Milan)
15. Michael Giacchino: ”Inside Out” (Walt Disney)

Vi er omgivet af fantastisk musik. Det varmer i en kold tid.