Passive/Aggressive

Tim Buckley – Melankoli og eufori under den omsvimlende sol

Feature March 25 2016 timbuckley

Ni plader på ni år. Fra 1966 og frem sprudlede Tim Buckley af uhæmmet kreativitet og skabte fabelagtige værker af så særegen karakter, at ingen har været i stand til at gøre dem efter. Sporene efter Buckley er således få blandt vore dages musikere og det gør det desto vigtigere at dykke ned i hans diskografi.

af Jonas Munk

Er man bare moderat musikinteresseret, har man sikkert hørt om Tim Buckley – han er kendt som Jeff Buckleys far, eller som ophavsmanden til “Song to the Siren”. Eller i det mindste vækker hans navn et billede af en melankolsk singer/songwriter, der døde ung – en slags amerikansk, knap så vigtig udgave af Nick Drake. Nogen egentlig renæssance er det dog aldrig blevet til (renæssance er måske endda et forkert ord at bruge, for faktisk opnåede Buckley aldrig et egentligt gennembrud, mens han levede), på trods af der flere gange har været antræk til det i kraft af opsamlinger, et enkelt hyldestalbum og biografen Dream Brother, der dog også omhandler sønnike Jeff.

Tim Buckleys værker har aldrig fået den helt store tur igennem reissue-maskineriet, og to af hans absolut fineste albums (Blue Afternoon og Starsailor) har kun været sporadisk tilgængelige, siden de udkom. Det kan undre meget, for hans katalog er et af de mest spændende, musikalsk vitale og kompromisløse de sidste 50 år. Tim Buckley var bestemt meget mere end Jeff Buckleys far eller en amerikansk Nick Drake. Præcis hvad han var, er op til personlig fortolkning og kræver i al fald mere end en artikel eller et lyt til enkelte af hans albums. Men én ting er sikker: Hans musik var sin egen i en grad, der er overordentligt sjælden.

Der kan være flere årsager til, at Tim Buckley aldrig har fået et stort publikum eller opnået en vigtig plads i musikhistorien, men en af dem er sandsynligvis, at hans musik i kraft af sin særegne natur ikke har haft den store indflydelse på eftertiden. Som Pitchfork skrev i 2004, da de inkluderede Starsailor på deres liste over de 100 bedste plader fra 1970’erne (på plads nr. 50): »Beyond the fact that no other music sounds much like Tim Buckley’s abstract expressionist, jazz-laced folk, I’d be hard-pressed to name many artists before or since that are capable of his conceptual range, much less are in a position to be influenced by him.«

Der skal ikke herske tvivl om, at Tim Buckley har haft en vis indflydelse på især alternativ musik fra de sidste 30 år, og i visse kredse har han ligefrem opnået kultstatus. Men en decideret efterligning af hans stil og ikke mindst hans uforlignelige vokal ville være så godt som umulig. Der kommer sandsynligvis aldrig til at eksistere Tim Buckley-“kloner”. Hans musikalske indflydelse er spredt ud over en bred vifte af genrer – fra guitarbaseret folk til free-jazz og avantgarde til psykedelisk rock – og oven i købet kan hans kendetegn være svære at dechifrere, da det, der er så særligt “Tim Buckleysk”, ofte består i en helt særlig tilgang til musikken frem for i en egentlig lyd. Læs resten

Årets danske og internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 30 2015 Assembler-Presspic

Årets bedste danske udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

1. Assembler: “Quantum Paths of Desire” (Infinite Waves)
Multikunstner Claus Haxholms metier spreder sig over både at være bandmusiker, digter, performer, komponist og soloartist. Det er egentlig denne enorme adspredelse fra håndværket til det outrerede, det skolede til det antiautoritære, der har åbnet en ladeport af et musikalsk frirum for den ekstremt produktive Haxholm, der dimitterede fra Kunstakademiet for godt et år siden. Hans mest aktive alterego er det håndspillede technoprojekt Assembler, der efter en stribe båndudgivelser kulminerede med LP’en “Quantum Paths of Desire”. Et album, der er inspireret af bl.a. koreansk og japansk folklore, synthesizermusik og trommemaskiner fra tidlig techno, som hos Assembler blandes med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske lydunivers og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine. Unanimously årets album hos redaktionen.

2. Why Be: “Snipestreet” (Halcyon Veil)
Selv om Tobias Lee gennem en årrække har skabt et stærkt renommé som dj med forbindelser til kunstnere som Lotic og M.E.S.H., er hans debutudgivelse under navnet Why Be overrumplende god. ”Snipestreet” veksler ubesværet mellem skurrende soundscapes (ledsaget af denne perfekte video) og viltert legesyg klubmusik til dunkle dansegulve. Grænseopløsende techno til de tidspunkter, hvor man ikke ved, om det er verden omkring dig eller din egen virkelighedsopfattelse, der splintres. Og uanset hvad, virker det så fristende eller skræmmende? Du kan helt sikkert ikke holde ”Snipestreet” fast længe nok til at få nogen klare svar. MA

3. Anden Enhed: “Første Halvår” (Oede Oe/Lille Kommune)
Det virker helt naturligt, at Andreas Pallisgaard og Michael Mørkholt i den nye duo Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele instrumentalister og lydproducere. Deres debutudgivelse er baseret på mødet mellem improvisation og systematisk synthesizermusik. I modsætning til Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner. Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som medspiller og aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. SC

4. Sandra Boss: “Perfekt Termisk” (BIN)
De syv numre på den DIEM-uddannede komponist Sandra Boss’ flotte vinyldebutudgivelse er møjsommeligt konstrueret af (nok især mis)lyde fra gamle båndoptagere, tonegeneratorer og andet udslidt udstyr. Hvislende kredsløb, prikkende statisk støj og brummende toner fortættes lige præcis nok til at udgøre korte og alligevel flydende forløb, der lyder som en på én gang forsigtig og nysgerrig afsøgning af maskinernes indre. Hist og her dukker et sporadisk beat eller antydningen af en melodi op, men mest af alt giver ”Perfekt Termisk” et indtryk af mekanik og tekniske anordninger, der lever deres egne liv, som nok kan betragtes, men ikke begribes. Og det kan få én til at tænke sit om, hvor godt forberedte vi egentlig er på at leve i en tid, hvor køleskabe, lamper, termostater og sjippetove (sic!) for enhver pris skal forbindes til internettet. MA

5. First Flush: “Min Erindring” (Visage)
På det andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af. Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen. “Min Erindring” udkom på CD (!) i 200 eksemplarer. SC

6. Slægt: “Ildsvanger (Posh Isolation) + “Beautiful and Damned” (Iron Bonehead Productions)
At dømme efter deres to første udgivelser og antallet af shows har Slægt haft et forrygende år. Den første LP “Ildsvanger” var på dansk og langt mere rå/upoleret i sin produktion. Men i løbet af året er line-uppet blevet udvidet til fire mand (Adam Kjær er desuden også med i Reverie og Værket) og den nylige 12-tommer EP “Beautiful and Damned” udkommer på tysk label og lyder næsten hi-fi i sammenligningen. Jens Franco har fulgt Slægt gennem året og beskriver dem således: “Der er gang i den københavnske black metal-scene. Solbrud, som er baseret i Ungdomshuset, vinder pludselig mainstreampriser. Hvem i helvede skulle dog ha’ troet det? Hvor Solbrud kører den mere episke og atmosfæriske stil, er Slægt mere over i den mere punkede og primitive form for black. Der er skåret direkte ind til benet uden noget teknisk wank. Slægt er ikke noget corpsepaint og hat & briller-band – ikke at der er noget galt med det – men ligesom Solbrud er de en seriøs gruppe med nogle interessante personlige tekster, der ikke bare hylder satan og diverse klichéer inden for genren.” SC/JF

7. Jonas Munk: “Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
Da Jonas Munk debuterede som Manual omkring årtusindskiftet, var minimalisme et nøgleord inden for elektronisk musik. Det gjorde han i de følgende år oprør mod med et stadig mere storladent, højstemt udtryk. På 2015-albummet ”Absorb/Fabric/Cascade” foretog han en tilsvarende bevægelse, men med modsat fortegn. I en tid, hvor EDM-patos kan fylde et stadion, omfavnede Munk minimalismen. De tre langstrakte numre lader synths i lag-på-lag væve sig ind og ud mellem hinanden, og forandringerne sker via små, nærmest umærkelige forskydninger. Lydbilledet er køligere end vanligt og maser sig ikke på hos lytteren. Men retter man først sin opmærksomhed mod pladen, er der rig lejlighed til at dvæle og synke helt ind i en af Munks stærkeste udgivelser. MA

8. Andreas Høegh: “Between Every Day” (Blodrøde Floder)
På sin debutudgivelse, “Between Every Day”, kombinerer Andreas Høegh en særdeles musikalsk ambiens med rå lyd. Uanset om melodierne hurtigt passerer forbi i enkelte strøg, eller de følger lytteren til ende i stykket, indebærer en klar genkendelighed. Jeg vil med andre ord påstå, at alle vil føle sig hjemme i Høeghs musik, såfremt de har den mindste kendskab til ambient eller, om ikke andet, kompositioner uden en traditionel start, midte og slutning – måske som resultat af Daniel Lopatins senere værker, der i høj grad har vendt en specifik (men nærmest unævnelig) fremmedgørende lyd til at være et tydeligt billede af en menneskelig verden. Denne musikalske ambiens smelter sammen med noget, der må være feltoptagelser. Disse kommer til udtryk gennem gøen og menneskelige opråb (… eller er det sang?), fodtrin i sandet, og vigtigst af alt får den rå lyd lov til at bryde frem og spille en afgørende rolle. Således opstår der en sammensmeltning mellem musik og lyd, og rummet herimellem udviskes. I adskillige tilfælde er det faktisk svært at skelne, hvorvidt der bliver gjort brug af percussion eller lyse, modulerede vokalsamples. Der er med andre ord tale om et værk, der bidrager til en fastholdelse af musik som noget grænseløst. AJ Læs resten

Året der gik – Soundtracks og musik som 360 graders sansetrip

Feature December 25 2015 bjørgstonemilker

Af Peter Albrechtsen (lyddesigner, kulturskribent og radiovært på P2 Soundtrack)

I 2015 har jeg elsket at været omgivet af musik. Altså helt bogstaveligt talt, for mine musikalske højdepunkter har været øjeblikke, hvor jeg har følt mig indsvøbt i lyd, toner, klange, støj, teksturer og atmosfære. Hvor musikken har formet en hel verden omkring mig.

Det gælder ikke mindst i biografen, hvor jeg i kraft af mit arbejde som tonemester på film har fået lov at arbejde i det nye supersoniske surroundformat Dolby Atmos, hvor lyden rammer publikum fra alle vinkler – sågar fra højttalere i loftet. Men lige så sublimt var det at være vidne til Efterklang og Karsten Fundals moderne opera, ”Leaves” – stemmer, instrumenter og digitale lydmanipulationer gav genklang i korridorerne i bunkersystemet under Københavns Kommunehospital og skabte én stor multimusikalsk og multiakustisk eventyrrejse. At opleve Björks radikale video til ”Stonemilker” iført virtual reality-briller og tætsiddende hovedtelefoner indfangede samme magi: musik som 360 graders sansetrip.

Den slags totaloplevelser er vanskelige at genskabe i almindelig stereo, men nedenstående plader var tæt på. Det var musik, der skabte et særligt rum omkring mig. Uanset om det så er med sart skønhed eller rabiat vanvidsenergi. Med strygere, samplere eller spadefræs. Hvad enten det er underlægning til levende billeder eller lydsporet til den indre billedgenerator.

Jeg har også i år inkluderet mine filmmusik-favoritter blandt nedenstående lister, fordi der i disse år sker utroligt meget spændende i soundtrack-verdenen. Nick Cave, Warren Ellis, Nils Frahm og Portisheads Geoff Barrow er blot nogle af de markante musikere, der tydeligvis lægger lige så meget tid og flid i filmmusik som i deres almindelige udgivelser. Og i øvrigt: Nej, Dr. Dres ellers eminente ”Compton” tæller altså ikke som soundtrack i mit regnskab – det er et album inspireret af en film. Og fred være med det.

De to øverste yndlinge på min internationale albumliste kan nærmest kaldes intime tilståelsesplader, men i år har jeg ellers virkelig nydt, hvordan der gakkes ud inden for den eksperimenterende elektroniske musik, og ikke mindst Oneohtrix Point Never, M.E.S.H., Jlin og Arca skabte sære, utilregnelige lydbilleder, der vendte op og ned og vrangen ud på sig selv. Deres skiver er måske ikke sublime, helstøbte værker i den klassiske forstand, men det er musik, der rusker i reglerne og sender noget ind i øregangene, man aldrig helt har hørt magen til før. For en lyddesigner som mig er det en enorm inspiration. Endnu mere af det i 2016, tak.

 

Årets bedste udgivelser ifølge Peter Albrechtsen

DK
1. Jonas Munk: ”Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
2. Den Sorte Skole: ”Indians & Cowboys” (DSS)
3. Rangleklods: ”Straitjacket” (Tambourhinoceros)
4. The Minds of 99: ”Liber” (No3)
5. Jakob Bro: ”Gefion” (ECM)
6. Sphaeren: ”Indviet” (Idiotsikker)
7. Halshug: ”Blodets bånd” (Southern Lord)
8. Bremer/McCoy: ”Ordet” (Raske plader)
9. Asger Baden: ”Zarniqa” (Target)
10. Myrkur: ”M” (Relapse)

UDLAND
1. Sufjan Stevens: ”Carrie & Lowell” (Asthmatic Kitty)
2. Björk: ”Vulnicura” (One Little Indian)
3. Shye Ben Tzur, Jonny Greenwood & The Rajasthan Express: ”Junun” (Nonesuch)
4. Joshua Abrams: ”Magnetoception” (Eremite)
5. Thåström: ”Den Morronen” (Razzia)
6. Pole: ”Wald” (Pole)
7. Faith No More: ”Sol Invictus” (Ipecac)
8. Mbongwana Star: ”From Kinshasa” (World Circuit)
9. Igor Levit: ”Bach/Beethoven/Rzewski” (Sony)
10. Dr. Dre: ”Compton” (Aftermath)
11. Low: ”Ones and Sixes” (Sub Pop)
12. Colin Stetson and Sarah Neufeld: ”Never Were the Way She Was” (Constellation)
13. Oneohtrix Point Never: ”Garden of Delete” (Warp)
14. M.E.S.H.: ”Piteous Gate” (Pan)
15. EEK: ”Kahraba” (Nashazphone)
16. Baroness: ”Purple” (Abraxan Hymns)
17. Jlin: ”Dark Energy” (Planet Mu)
18. Napalm Death: ”Apex Predator – Easy Meat” (Century Media)
19. Arca: ”Mutant” (Mute)
20. John Carpenter: ”Lost Themes” (Sacred Bones)

SOUNDTRACKS
1. Jóhann Jóhannsson: ”Sicario” (Varese Sarabande)
2. Tom Holkenborg: ”Mad Max: Fury Road” (WaterTower)
3. Atticus Ross: ”Music from Love & Mercy” (Capitol)
4. Disasterpiece: ”It Follows” (Milan)
5. Ben Salisbury & Geoff Barrow: ”Ex Machina” (Invada)
6. Carter Burwell: ”Carol” (Varese Sarabande)
7. Tom Holkenborg: ”Black Mass” (WaterTower)
8. Nick Cave & Warren Ellis: ”Loin des Hommes” (Goliath)
9. Daniel Pemberton: ”Steve Jobs” (Backlot)
10. Nils Frahm: ”Victoria” (Erased Tapes)
11. Cat’s Eyes: ”The Duke of Burgundy” (RAF)
12. Jed Kurzel: ”Macbeth” (Decca)
13. Ennio Morricone: ”The Hateful Eight” (Decca)
14. Warren Ellis: ”Mustang” (Milan)
15. Michael Giacchino: ”Inside Out” (Walt Disney)

Vi er omgivet af fantastisk musik. Det varmer i en kold tid.

Jonas Munk – Elektronikken vævet ind i naturen (interview)

Feature February 24 2015 JonasM

Af Mikkel Arre

I næste uge udsender Jonas Munk sit andet album under eget navn. ”Absorb/Fabric/Cascade” byder på tre langstrakte kompositioner, der trækker tråde til synth-kraut og livlig minimalisme a la Terry Riley. Trods adskillige lag og masser af detaljer at synke ned i fremstår musikken mere kølig og afmålt end vanligt hos Munk.

Længere nede i dette indlæg kan du streame hele albummet. Men først fortæller Jonas Munk i et interview om tankerne bag pladen og om den udvikling, han har gennemgået som musiker i løbet af de næsten 15 år, der er gået siden hans første soloudgivelse.


Når musikken er skabt lag på lag af en enkelt person i studiet, er det vel lidt begrænset, hvor meget man kan snakke om improvisation, men de her tre numre er helt klart karakteriseret ved at være mere retningsløse, end mine kompositioner vanligvis har været. Selvom der endte med at være en del edits, og der foregik en masse arbejde med at sætte lydmønstre sammen på kryds og tværs i computeren efterfølgende, var udgangspunktet for alle tre numre selve arbejdet med tekstur og lyd.

I første omgang handlede det meget om at sætte gang i nogle maskiner og så patche synthesizere og diverse effektbokse sammen på forskellige måder, indtil noget interessant dukkede op. Det kan være befriende og inspirerende at tænde for en sequencer og nogle filtermoduler og lade nogle ting generere sig selv for så kun at lave minimale justeringer undervejs. Læs resten