Passive/Aggressive

Året der gik – De bedste internationale udgivelser i 2018 (udvalgt af redaktionen)

December 27 2018

Årets 10 mest værdsatte internationale LP’er og to special mentions fra 2018 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Niagara “Apologia” (Principe Discos)
Trioen Niagara vendte i 2018 tilbage med deres fjerde udspil på portugisiske Príncipe i form af debutalbummet “Apologia”. Albummet – og gruppens musikalske udtryk som sådan – fremstår uden tvivl hjemme på det portugisiske pladeselskab, men adskiller sig fra majoriteten af de mere dansable udgivelser ved i højere grad at dyrke en mere sumpet og semi-psykedelisk musik. Det er det ideelle medium til at fortrænge den bidende kulde og nivellerende gråvejr, da “Apologia” snarere lyder som feberdrømme og hallucinationer, der udspiller sig i hjertet af en imaginær urskov. Et både ekstremt fængende og sært forstyrrende værk. (Alexander Julin Mortensen)

Tirzah “Devotion” (Domino)
Hvis man var af den overbevisning, at ‘less is more’ efterhånden var blevet en reduceret til en tom floskel, så blev det om noget modbevist på Tirzahs debutalbum, “Devotion”. Albummet er produceret af Mica Levi og giver et troværdigt portræt af umådelige store følelser gennem minimalistiske produktioner, klaver-loops og ikke mindst Tirzahs stemme. Hvis man skulle sætte projektet på formel, ville det muligvis se røvkedeligt ud på papiret. Men “Devotion” indkapsler et umådeligt skrøbeligt og inderligt udtryk, ofte nærmest så intimt, at det tenderer det indadvendte, men uden på noget tidspunkt at kamme over i hverken det patetiske eller uvedkommende. Tirzah minder mig om, at de stærkeste stemmer ikke nødvendigvis er de største. I stedet besidder hendes stemme en nøgenhed, der netop gør den ideel til at skildre de store følelser, som enkelte kan nå med sang, men aldrig med ord. (Alexander Julin Mortensen)

Maria w Horn “Kontrapoetik” (Portals Editions + Xkathedral)
“Kontrapoetik” is an album of tactile timbre and textures. That might not come as a surprise for anyone familiar with Maria W. Horn’s previously work. She draws on a dramatic palette of sound. A combination of Puce Mary, Pan Daijing, Yves Tumor, and Pharmakon would be suitable musical equivalents in terms of the sonic signature. No matter how dark the sound gets, at no point do you feel disoriented. “Kontrapoetik” shows the growth of Maria w Horn’s sound, work, and expression. It is not only a sonic reflection of her revisiting her home region’s past but also a warning of what might await if we do not succeed in dismantling the patriarchy. (Sandra Borch)

Armand Hammer “Paraffin” (Backwoodz Studioz)
“Paraffin” is Armand Hammer’s third record. The hip-hop duo comprised of Elucid and Billy Woods (who have respectable catalogues of their own) released another triumphant record that grasps the current grimness and unrest. “This is a record that’s uniquely attuned to the political, physical, and ethical realities of 2018 without being weighed down by its pop culture arcana or its attendant industry concerns.” (Javier Orozco)

Lucrecia Dalt “Anticlines” (RVNG)
Den colombianske, Berlin-residerende sangerinde, komponist og multiinstrumentalist, Lucrecia Dalt, præsenterer på sit sjette album en ret så enestående verden af lyd og ord. Det er næsten unødvendigt at understrege det, men vi har at gøre med et album, der nærmest ikke kan findes referencepunkter til. Men hvis du nu forestiller dig Laurie Anderson, Daphne Oram, Visible Cloaks, Annea Lockwood og Carl Gustav Jung, der i fællesskab udforsker underjordiske strukturer og symmetrier i jagten på en større bevidsthed, så er vi tæt på at være i nærheden af lyden af “Anticlines”. (Mikkel A. Kongstad)

Jonny Greenwood “Phantom Thread” (Nonesuch)
With “Phantom Thread”, director Paul Thomas Anderson paints an illuminating portrait both of an artist on a creative journey and the women who keep his world running. The film’s soundtrack includes eighteen compositions by Greenwood. It was recorded in London with a sixty-member string orchestra. “We talked a lot about ’50s music, what was popularly heard then as well as what was being written and recorded. Nelson Riddle and Glenn Gould’s Bach recordings were the main references. I was interested in the kind of jazz records that toyed with incorporating big string sections; Ben Webster made some good ones.” (Boomkat)

Hermit and the Recluse “Orpheus vs. the Sirens” (Obol for Charon)
The Brooklyn-based rapper Kaseem Ryan made it to our year end list two years ago with his Samurai-inspired collage “Honor Killed the Samurai”. This year Ka paired with Animoss as Hermit and the Recluse for “Orpheus vs. The Sirens” (Obol for Charon). Animoss’s rich and eerie production offers a soulful and rusty canvas for the veteran rapper to paint his sooty narratives, a blend of equal parts hoodlum tales, greek mythology and street wisdom. (Javier Orozco)

Тпсб “Sekundenschlaf” (Blackest Ever Black)
“Sekundenschlaf” er en umådeligt fængende og stærk udgivelse fra start til slut. Тпсб formår at skabe en stemning, der indbyder til momentan selvforglemmelse og verdensfjernt dagdrømmeri, men paradoksalt nok kræver musikken ofte lytterens tilstedeværelse på grund af de raserende og insisterende rytmefigurer, der pløjer gennem de luftige synthflader på numre som “Matted Feathers” og “Pacifier Habits”. Ambivalensen i den ambiente jungle og breakbeat på “Sekundenschlaf” er som at blive kærtegnet og pryglet på én og samme gang. En følelse, man overraskende nok har lyst til at blive i. (Alexander Julin Mortensen)

Low “Double Negative” (Sub Pop)
Indrømmet, jeg har ikke rigtig lyttet til en Low-udgivelse siden 90’erne, men et eller andet fik mig til at lytte til “Double Negative”, og en tidlig morgen, med solen kæmpende sig gennem disen, brød Parkers og Sparhawks smukke vokaler gennem en mur af digital støj på min bilstereo. Det lyder, som om optagelsen af pladen er sunket ned i et digitalt syrebad. Det er producer BJ Burton, der står for gentænkningen af det mormonske par. På mange måder har deres vokaler aldrig stået smukkere end bag den knitrende mur, han har bygget op. (Kim Elgaard Andersen)

JPEGMAFIA: “Veteran” (Peggy/Deathbomb Arc.)
Den Los Angeles-baserede Baltimore-rapper Barrington Hendricks har udgivet en stribe albums under navnene JPEGMAFIA, JPEG og Peggy. Med det totalt selvproducerede “Veteran” tager han prisen årets mest opfindsomme hiphop-album, som Hendricks selv har beskrevet som “a snapshot of my random thoughts on everyday life in a country ruled by a man that is the same color as Frank Ocean’s first album.” Det støjende og fragmentariske album runger af vrede og apati over landets tilstand. (Kim Elgaard Andersen/Simon Christensen)

Læs resten

Året der gik – En fordomsfri anti-kanon for et markant, musikalsk år: De 200 bedste udgivelser i 2018 ifølge Mikkel Kongstad

December 21 2018

Af Mikkel A. Kongstad

2018 har været et markant år for musikken. Et år med en himmelråbende diskrepans mellem den faktiske virkelighed og det, jeg i den mediebårne, politiske verden efterhånden har lært at forstå som den “virkelige virkelighed”: den virkelighed, som man subjektivt fremkalder gennem sin egen politiske observans for derefter at kunne tilbyde rigtige løsninger på den virkelige virkeligheds problemer. Det går bedre end længe for musikken. Både nationalt, internationalt (og her snakker vi ikke kun i Vesten), hos kvinder, hos mænd og så videre. Især hvis man kigger på den kunstneriske kvalitet af musikken for 2018, også selvom vi er så langt inde i et neo-liberalistisk, kapitalistisk mareridt, at det er et udtryk for noget så farligt som smagsdommeri at forholde sig til kvalitet. Og dét vel at mærke i en tid, hvor der nærmest ikke er et tv-medie i verden, der kan formidle indhold eller et emne uden at gøre det igennem en konkurrence.

Nå, men diskrepansen. Det er den, jeg forholder mig til lige nu. 2018 har været et markant, musikalsk år. Læs resten

Oliver Coates – Letsindigt perfektionistiske og anti-humanistiske kompositioner

Kritik September 4 2018

 

RVNGNL43 - Oliver Coates - Press Photo - Web - 010

Oliver Coates “Shelly’s On Zenn-La” (RVNG, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

Den engelske cellist og komponist Oliver Coates har bl.a. samarbejdet med Jonny Greenwood om musikken til “The Master” og “Phantom Thread” af Paul Thomas Anderson. Flere af hans egne værker placerer sig i et krydsfelt mellem elektronisk og klassisk, hvor hans cellospil ofte væves ind i synth og elektronisk percussion. Man fristes til at drage en klar analogi til Arthur Russell, der også – blandt umådeligt meget andet – formåede at forene det frie cellospil med ambient og house. Men analogien er især rammende, fordi begge formår at skabe noget nyt ud af summen af disse to på flere måder kontrasterende æstetikker og skoler. Noget nyt, der ikke blot er interessant af kunstneriske og akademiske årsager, men fordi musikken åbenlyst skildrer et menneskes indre liv: mangfoldigheden, der viger uden om ordene. Læs resten

Årets danske og internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 30 2015

Assembler-Presspic

Årets bedste danske udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

1. Assembler: “Quantum Paths of Desire” (Infinite Waves)
Multikunstner Claus Haxholms metier spreder sig over både at være bandmusiker, digter, performer, komponist og soloartist. Det er egentlig denne enorme adspredelse fra håndværket til det outrerede, det skolede til det antiautoritære, der har åbnet en ladeport af et musikalsk frirum for den ekstremt produktive Haxholm, der dimitterede fra Kunstakademiet for godt et år siden. Hans mest aktive alterego er det håndspillede technoprojekt Assembler, der efter en stribe båndudgivelser kulminerede med LP’en “Quantum Paths of Desire”. Et album, der er inspireret af bl.a. koreansk og japansk folklore, synthesizermusik og trommemaskiner fra tidlig techno, som hos Assembler blandes med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske lydunivers og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine. Unanimously årets album hos redaktionen.

2. Why Be: “Snipestreet” (Halcyon Veil)
Selv om Tobias Lee gennem en årrække har skabt et stærkt renommé som dj med forbindelser til kunstnere som Lotic og M.E.S.H., er hans debutudgivelse under navnet Why Be overrumplende god. ”Snipestreet” veksler ubesværet mellem skurrende soundscapes (ledsaget af denne perfekte video) og viltert legesyg klubmusik til dunkle dansegulve. Grænseopløsende techno til de tidspunkter, hvor man ikke ved, om det er verden omkring dig eller din egen virkelighedsopfattelse, der splintres. Og uanset hvad, virker det så fristende eller skræmmende? Du kan helt sikkert ikke holde ”Snipestreet” fast længe nok til at få nogen klare svar. MA

3. Anden Enhed: “Første Halvår” (Oede Oe/Lille Kommune)
Det virker helt naturligt, at Andreas Pallisgaard og Michael Mørkholt i den nye duo Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele instrumentalister og lydproducere. Deres debutudgivelse er baseret på mødet mellem improvisation og systematisk synthesizermusik. I modsætning til Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner. Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som medspiller og aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. SC

4. Sandra Boss: “Perfekt Termisk” (BIN)
De syv numre på den DIEM-uddannede komponist Sandra Boss’ flotte vinyldebutudgivelse er møjsommeligt konstrueret af (nok især mis)lyde fra gamle båndoptagere, tonegeneratorer og andet udslidt udstyr. Hvislende kredsløb, prikkende statisk støj og brummende toner fortættes lige præcis nok til at udgøre korte og alligevel flydende forløb, der lyder som en på én gang forsigtig og nysgerrig afsøgning af maskinernes indre. Hist og her dukker et sporadisk beat eller antydningen af en melodi op, men mest af alt giver ”Perfekt Termisk” et indtryk af mekanik og tekniske anordninger, der lever deres egne liv, som nok kan betragtes, men ikke begribes. Og det kan få én til at tænke sit om, hvor godt forberedte vi egentlig er på at leve i en tid, hvor køleskabe, lamper, termostater og sjippetove (sic!) for enhver pris skal forbindes til internettet. MA

5. First Flush: “Min Erindring” (Visage)
På det andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af. Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen. “Min Erindring” udkom på CD (!) i 200 eksemplarer. SC

6. Slægt: “Ildsvanger (Posh Isolation) + “Beautiful and Damned” (Iron Bonehead Productions)
At dømme efter deres to første udgivelser og antallet af shows har Slægt haft et forrygende år. Den første LP “Ildsvanger” var på dansk og langt mere rå/upoleret i sin produktion. Men i løbet af året er line-uppet blevet udvidet til fire mand (Adam Kjær er desuden også med i Reverie og Værket) og den nylige 12-tommer EP “Beautiful and Damned” udkommer på tysk label og lyder næsten hi-fi i sammenligningen. Jens Franco har fulgt Slægt gennem året og beskriver dem således: “Der er gang i den københavnske black metal-scene. Solbrud, som er baseret i Ungdomshuset, vinder pludselig mainstreampriser. Hvem i helvede skulle dog ha’ troet det? Hvor Solbrud kører den mere episke og atmosfæriske stil, er Slægt mere over i den mere punkede og primitive form for black. Der er skåret direkte ind til benet uden noget teknisk wank. Slægt er ikke noget corpsepaint og hat & briller-band – ikke at der er noget galt med det – men ligesom Solbrud er de en seriøs gruppe med nogle interessante personlige tekster, der ikke bare hylder satan og diverse klichéer inden for genren.” SC/JF

7. Jonas Munk: “Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
Da Jonas Munk debuterede som Manual omkring årtusindskiftet, var minimalisme et nøgleord inden for elektronisk musik. Det gjorde han i de følgende år oprør mod med et stadig mere storladent, højstemt udtryk. På 2015-albummet ”Absorb/Fabric/Cascade” foretog han en tilsvarende bevægelse, men med modsat fortegn. I en tid, hvor EDM-patos kan fylde et stadion, omfavnede Munk minimalismen. De tre langstrakte numre lader synths i lag-på-lag væve sig ind og ud mellem hinanden, og forandringerne sker via små, nærmest umærkelige forskydninger. Lydbilledet er køligere end vanligt og maser sig ikke på hos lytteren. Men retter man først sin opmærksomhed mod pladen, er der rig lejlighed til at dvæle og synke helt ind i en af Munks stærkeste udgivelser. MA

8. Andreas Høegh: “Between Every Day” (Blodrøde Floder)
På sin debutudgivelse, “Between Every Day”, kombinerer Andreas Høegh en særdeles musikalsk ambiens med rå lyd. Uanset om melodierne hurtigt passerer forbi i enkelte strøg, eller de følger lytteren til ende i stykket, indebærer en klar genkendelighed. Jeg vil med andre ord påstå, at alle vil føle sig hjemme i Høeghs musik, såfremt de har den mindste kendskab til ambient eller, om ikke andet, kompositioner uden en traditionel start, midte og slutning – måske som resultat af Daniel Lopatins senere værker, der i høj grad har vendt en specifik (men nærmest unævnelig) fremmedgørende lyd til at være et tydeligt billede af en menneskelig verden. Denne musikalske ambiens smelter sammen med noget, der må være feltoptagelser. Disse kommer til udtryk gennem gøen og menneskelige opråb (… eller er det sang?), fodtrin i sandet, og vigtigst af alt får den rå lyd lov til at bryde frem og spille en afgørende rolle. Således opstår der en sammensmeltning mellem musik og lyd, og rummet herimellem udviskes. I adskillige tilfælde er det faktisk svært at skelne, hvorvidt der bliver gjort brug af percussion eller lyse, modulerede vokalsamples. Der er med andre ord tale om et værk, der bidrager til en fastholdelse af musik som noget grænseløst. AJ Læs resten

Året der gik – En million bedste plader ifølge Mikkel Kongstad

Feature December 24 2015

duvapcd7oci4cptlsuoh

Af Mikkel A. Kongstad

Årets bedste reissues

1. Carsten Meinert Kvartet: “To You” (Frederiksberg Records)
2. Aksak Mabul/Marc Hollander: “Onze dances pour combattre la migraine” (Crammed Discs)
3. Mariah: “Utakata No Hibi” (Palto Flats)
4. Savant: “Artificial Dance” (RVNG Intl.)
5. Lloyd Mcneill & Marshall Hawkins: “Tanner Suite” (Universal Sound)
6. Wilburn Burchette: “Opens the Seven Gates of Transcendental Consciousness” (Fifth Dimension)
7. David Borden: “Music for Amplified Keyboard Instruments” (Spectrum Spools)
8. Joe Harriot & Amancio D’Silva: “Hum Dono” (Vocalion)
9. Rim Kwaku Obeng: “Rim Arrives/International Funk” (BBE)
10. Ndikoh Xaba and the Natives: “Ndikoh Xaba and the Natives” (Matsuli Music)

Årets en million bedste plader fra hele verden … og Danmark

1. Jaga Jazzist: “Starfire” (Ninja Tune)
2. Jonny Greenwood, Shye Ben Tzur & The Rajasthan Express: “Junun” (Nonesuch)
3. Joshua Abrams: “Magnetoception” (Eremite Records)
4. Hieroglyphic Being & J.I.T.U. Ahn-Sahm-Buhl: “We Are Not the First” (RVNG Intl.)
5. Battles: “La Di Da Di” (Warp)
6. Anouar Brahem: “Souvenance” (ECM)
7. EEK ft. Islam Chipsy: “Kahrabas” (Nashazphone)
8. Robert Aiki Aubrey Lowe & Ariel Kalma: “We Know Each Other Somehow” (RVNG Intl.)
9. Kamasi Washington: “The Epic” (Brainfeeder)
10. Kendrick Lamar: “To Pimp A Butterfly” (Top Dawg/Aftermath/Interscope) Læs resten