Passive/Aggressive

Femten nuancer af grå og myrekrig på LAK festival 2013

Feature October 3 2013

Af Frederik Denning. Foto Vlad Kamenskyy.

“Høre en vedvarende tone bliver ret hurtigt så temmelig uudholdeligt. Enten bliver vi desperate, eller vi fortrænger den.” -K. E. Løgstrup (“Skabelse og Tilintetgørelse”, 1979)

Jeg sad tilfældigvis og læste lige præcis den passage i “Skabelse og Tilintetgørelse” lige før Band Ane gik på. Selvom citatet godt nok er en del af et eksempel i en afdækning af Husserls tidsopfattelse, så er det sådan meget rammende for den store myrekrig på LAK. Lad os starte bagfra ved Band Ane, fredag aften, der blev sidste punkt på årets LAK festival for mig.

Band Ane, der plejede at lave sådan noget meget cute indietronica, har åbenbart bevæget sig over i lydkunst nu. Til LAK Festival havde hun en guitarist med, og spillede ellers på sin laptop, et slags bonzaitræ med klokker og en række andre mere eller mindre åndssvage rekvisitter. Og det var så en blanding mellem føromtalte indietronica og, well… gøgl. Som eksempel lad mig citere en dialog mellem Ane Østergaard og hendes guitarist. Et slags lille skuespil de opførte kort inde i koncerten.

Ane Østergaard (holder sig for næsen og taler meget fjollet med børnetv agtig stemme): Ja, hvad skulle det være?
Guitarist (også ekstremt fjollet): Ja, hej hej, jeg vil gerne have et nyt liv.
Ane Østergaard: Ja, så skal du bare køre frem til næste vindue.
Guitarist: Okay, tak tak.
Ane Østergaard: Var det det hele?
Guitarist: Ja, tak, hej hej.
[indsæt selv fnis her og der]

Her sprængtes mit wtf-barometer, og ikke på en god måde. Hvis man får det privilegium at have folks opmærksomhed klokken 22:00 en fredag aften, så skal man godt nok forvalte den bedre. Jeg kan simpelthen ikke regne ud om Ane Østergaard selv synes det er godt nok. Gjorde publikum? Der stod et par fyre foran mig, som nikkede til hinanden på den der: ”Oh yeah” agtige måde flere gange, men måske var de ironiske? Det var simpelthen fuldstændig uacceptabelt nederen, og det hørte mere hjemme i et efterskoleøvelokale efter fem joints end det gør på en scene, der angiveligt skal præsentere den vigtigste lydkunst i landet.

Men ok, Lad os spole tilbage og starte fra begyndelsen: Læs resten

Tomutonttu – Biomimetics and the love for radical high quality social gatherings (Interview)

Blog Feature September 23 2013 jan

Af Simon Christensen. Foto Jukka Salminen / Tiikerikuva.

Sidste efterår gav den finske elektroniske musiker Jan Anderzen én af de bedste koncerter på Festival Of Endless Gratitude 2012 under sit Tomutonttu-alias. Måske fordi han var i gang med at lave en ny og ret udadvendt plade. Derfor sendte vi ham en email-pakke med spørgsmål til baggrunden for hans musik. Intet skete. Og så. På årsdagen for mailen sendte han svarene retur. Konteksten er glemt i mellemtiden, men til gengæld er han nu aktuel i Danmark i denne uge på Lak Festival, der sætter fokus på nordisk lydkunst.

Jan Anderzen er fra Tampere og én del af kernen omkring det toneangivende finske label Fonal Records – og har været det i en årrække. Hans soloprojekt er Tomutonttu (”støvånden”), han dannede Kemialliset Ystävät og er medlem af Avarus, Tuusanuuskat og Islaja. Han har gennem tiden udgivet en lang række plader i forskellige oplag, blandt andet med udgangspunkt i freefolk og realoptagelser med analoge/mikrobiologiske undertoner, og sidste gang han var i Danmark var det nærmest techno. Kendetegnet for Anderzens musik er, at den er humoristisk og overskrider musikkens sprog ved at have en superunderlig og frenetisk måde at bruge samples og sit hoved på. Tomutonttu udgav sidste år ”Hylyt”, der er mastereret af Rashad Becker (Pan Act m.fl.).

Tomutonttu is one of his longest running projects and easily his most adventurous and consummate – combining otherwordly dada electronics, psychedelic ethno collages, animal noises, warped voice samples, synth flutter – all presented with a certain warmth and DIY charm that makes even the most chaotic freeform pieces accessible in an unexpectingly genial way.

Passive/Aggressive: When do you ever feel lost?
Jan Anderzen: – I feel lost with my art all the time. Good thing about getting older is that you learn to cope with those kind of feelings. Also, when you get lost you end up wondering to strange places that are further away from the well known trails. It’s a good thing.

Læs resten