Passive/Aggressive

Houndstooth – Mørk musik til mørke tider (interview)

February 27 2018

IDDK

Af Alexander Julin

Det kan være svært for alvor at engagere sig i nye, lange opsamlingsudgivelser. Summen af de mange medvirkendes særegne udtryk kan meget let munde ud i, at man ikke tager notits af de enkelte kunstneres særegne lyd. Overfloden af forskellige udtryk kommer ikke altid de enkelte kompositioner til gode og kan let efterlade én med en følelse af simpelthen ikke at kunne orientere sig i mylderet af udtryk.

På samme vis kan opsamlinger, hvor de medvirkendes udtryk ligger tæt på hinanden æstetisk og stilistisk, resultere i, at de enkelte bidrag blot fremstår som minutiøse variationer af den samme tendentielle lyd.

Mindeværdige opsamlinger må i det mindste have en form for enten eksplicit eller implicit tematisk eller stilistisk fællesnævner for numrene, der samtidig giver plads til en grad af diversitet. Det er en balancegang, der ikke eksisterer nogen formel for. Alligevel er jeg ikke i tvivl, når det lykkes. Og det gør det på den nylige, 25 numre lange “In Death’s Dream Kingdom” fra det britiske selskab Houndstooth, der bl.a. har stået bag flere af Call Supers og Aïsha Devis udgivelser. Læs resten

Lanark Artefax – Flakkende vokaler og elastiske beats

Blog July 4 2017

 

Lanark-Artefax-02

Af Alexander Julin

Selvom han udsendte sin første udgivelse som Lanark Artefax i 2015, har den nu 23-årige Calum MacRae produceret musik i sit soveværelse siden 2009. Sidste år udgav han EP’en ”Glasz” på Lee Gambles label UIQ, hvorefter der fulgte en (meget) limiteret 12’er på det londonbaserede label Whities, et sublabel til Young Turks. Nu er MacRae vendt tilbage til Whities med en reel EP, ”Whities 011”. Som ”Glasz” er den legesyg og eksperimenterende i sine rytmiske og kompositoriske valg, uden at det dog bliver formen frem for indholdet eller den følelse, som musikken afføder, der er det primære. Læs resten

UIQ – En platform for progressiv leg

Blog November 9 2016 0008057580_10

Af Alexander Julin

Lee Gamble var et af de første navne, jeg stiftede bekendtskab med fra Bill Kouligas’ label, PAN. Derfor er Lee Gamble nok den kunstner, jeg i allerhøjest grad associerer med selskabet og dets vanvittigt høje kvalitetsniveau – og Gamble har udgivet hele fem udgivelser hos PAN siden 2012. Det virkede derfor også som et decideret befriende initiativ, da Lee Gamble sidste år lancerede sit eget label, UIQ. Læs resten