Passive/Aggressive

Året der gik – De bedste internationale udgivelser i 2018 (udvalgt af redaktionen)

December 27 2018

Årets 10 mest værdsatte internationale LP’er og to special mentions fra 2018 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Niagara “Apologia” (Principe Discos)
Trioen Niagara vendte i 2018 tilbage med deres fjerde udspil på portugisiske Príncipe i form af debutalbummet “Apologia”. Albummet – og gruppens musikalske udtryk som sådan – fremstår uden tvivl hjemme på det portugisiske pladeselskab, men adskiller sig fra majoriteten af de mere dansable udgivelser ved i højere grad at dyrke en mere sumpet og semi-psykedelisk musik. Det er det ideelle medium til at fortrænge den bidende kulde og nivellerende gråvejr, da “Apologia” snarere lyder som feberdrømme og hallucinationer, der udspiller sig i hjertet af en imaginær urskov. Et både ekstremt fængende og sært forstyrrende værk. (Alexander Julin Mortensen)

Tirzah “Devotion” (Domino)
Hvis man var af den overbevisning, at ‘less is more’ efterhånden var blevet en reduceret til en tom floskel, så blev det om noget modbevist på Tirzahs debutalbum, “Devotion”. Albummet er produceret af Mica Levi og giver et troværdigt portræt af umådelige store følelser gennem minimalistiske produktioner, klaver-loops og ikke mindst Tirzahs stemme. Hvis man skulle sætte projektet på formel, ville det muligvis se røvkedeligt ud på papiret. Men “Devotion” indkapsler et umådeligt skrøbeligt og inderligt udtryk, ofte nærmest så intimt, at det tenderer det indadvendte, men uden på noget tidspunkt at kamme over i hverken det patetiske eller uvedkommende. Tirzah minder mig om, at de stærkeste stemmer ikke nødvendigvis er de største. I stedet besidder hendes stemme en nøgenhed, der netop gør den ideel til at skildre de store følelser, som enkelte kan nå med sang, men aldrig med ord. (Alexander Julin Mortensen)

Maria w Horn “Kontrapoetik” (Portals Editions + Xkathedral)
“Kontrapoetik” is an album of tactile timbre and textures. That might not come as a surprise for anyone familiar with Maria W. Horn’s previously work. She draws on a dramatic palette of sound. A combination of Puce Mary, Pan Daijing, Yves Tumor, and Pharmakon would be suitable musical equivalents in terms of the sonic signature. No matter how dark the sound gets, at no point do you feel disoriented. “Kontrapoetik” shows the growth of Maria w Horn’s sound, work, and expression. It is not only a sonic reflection of her revisiting her home region’s past but also a warning of what might await if we do not succeed in dismantling the patriarchy. (Sandra Borch)

Armand Hammer “Paraffin” (Backwoodz Studioz)
“Paraffin” is Armand Hammer’s third record. The hip-hop duo comprised of Elucid and Billy Woods (who have respectable catalogues of their own) released another triumphant record that grasps the current grimness and unrest. “This is a record that’s uniquely attuned to the political, physical, and ethical realities of 2018 without being weighed down by its pop culture arcana or its attendant industry concerns.” (Javier Orozco)

Lucrecia Dalt “Anticlines” (RVNG)
Den colombianske, Berlin-residerende sangerinde, komponist og multiinstrumentalist, Lucrecia Dalt, præsenterer på sit sjette album en ret så enestående verden af lyd og ord. Det er næsten unødvendigt at understrege det, men vi har at gøre med et album, der nærmest ikke kan findes referencepunkter til. Men hvis du nu forestiller dig Laurie Anderson, Daphne Oram, Visible Cloaks, Annea Lockwood og Carl Gustav Jung, der i fællesskab udforsker underjordiske strukturer og symmetrier i jagten på en større bevidsthed, så er vi tæt på at være i nærheden af lyden af “Anticlines”. (Mikkel A. Kongstad)

Jonny Greenwood “Phantom Thread” (Nonesuch)
With “Phantom Thread”, director Paul Thomas Anderson paints an illuminating portrait both of an artist on a creative journey and the women who keep his world running. The film’s soundtrack includes eighteen compositions by Greenwood. It was recorded in London with a sixty-member string orchestra. “We talked a lot about ’50s music, what was popularly heard then as well as what was being written and recorded. Nelson Riddle and Glenn Gould’s Bach recordings were the main references. I was interested in the kind of jazz records that toyed with incorporating big string sections; Ben Webster made some good ones.” (Boomkat)

Hermit and the Recluse “Orpheus vs. the Sirens” (Obol for Charon)
The Brooklyn-based rapper Kaseem Ryan made it to our year end list two years ago with his Samurai-inspired collage “Honor Killed the Samurai”. This year Ka paired with Animoss as Hermit and the Recluse for “Orpheus vs. The Sirens” (Obol for Charon). Animoss’s rich and eerie production offers a soulful and rusty canvas for the veteran rapper to paint his sooty narratives, a blend of equal parts hoodlum tales, greek mythology and street wisdom. (Javier Orozco)

Тпсб “Sekundenschlaf” (Blackest Ever Black)
“Sekundenschlaf” er en umådeligt fængende og stærk udgivelse fra start til slut. Тпсб formår at skabe en stemning, der indbyder til momentan selvforglemmelse og verdensfjernt dagdrømmeri, men paradoksalt nok kræver musikken ofte lytterens tilstedeværelse på grund af de raserende og insisterende rytmefigurer, der pløjer gennem de luftige synthflader på numre som “Matted Feathers” og “Pacifier Habits”. Ambivalensen i den ambiente jungle og breakbeat på “Sekundenschlaf” er som at blive kærtegnet og pryglet på én og samme gang. En følelse, man overraskende nok har lyst til at blive i. (Alexander Julin Mortensen)

Low “Double Negative” (Sub Pop)
Indrømmet, jeg har ikke rigtig lyttet til en Low-udgivelse siden 90’erne, men et eller andet fik mig til at lytte til “Double Negative”, og en tidlig morgen, med solen kæmpende sig gennem disen, brød Parkers og Sparhawks smukke vokaler gennem en mur af digital støj på min bilstereo. Det lyder, som om optagelsen af pladen er sunket ned i et digitalt syrebad. Det er producer BJ Burton, der står for gentænkningen af det mormonske par. På mange måder har deres vokaler aldrig stået smukkere end bag den knitrende mur, han har bygget op. (Kim Elgaard Andersen)

JPEGMAFIA: “Veteran” (Peggy/Deathbomb Arc.)
Den Los Angeles-baserede Baltimore-rapper Barrington Hendricks har udgivet en stribe albums under navnene JPEGMAFIA, JPEG og Peggy. Med det totalt selvproducerede “Veteran” tager han prisen årets mest opfindsomme hiphop-album, som Hendricks selv har beskrevet som “a snapshot of my random thoughts on everyday life in a country ruled by a man that is the same color as Frank Ocean’s first album.” Det støjende og fragmentariske album runger af vrede og apati over landets tilstand. (Kim Elgaard Andersen/Simon Christensen)

Læs resten

Mica Levi & Eliza McCarthy – Viljen til at finde ro

Kritik December 6 2018

pianomusicbymicalevielizamccarthy

Af Morten Østergaard Rasmussen

Klaveret er et privilegeret soloinstrument. I sig selv rummer det så mange klangfarver, der strækker sig over så tilpas mange registre, at den mest oplagte måde at forsøge at vække alle disse muligheder til live på, er uden nogen form for akkompagnement. Alligevel er det ikke helt så nemt at komponere stykker til soloklaver, som det måske lyder. Det kræver nærmest en form for personlighedsspaltning, hvis man virkelig vil have alle de forskellige registres muligheder til at passe sammen. Derfor skal man både som komponist og pianist virkelig gøre sig umage, hvis man gerne vil undgå at klaverets mange klange falder helt fra hinanden.

Frygten for et sådant resultat har dog ikke afholdt den efterhånden meget anerkendte engelske musiker, producer og komponist Mica Levi (alias Micachu, producer for Tirzah m.m.) fra at give klaveret en chance. Sammen med pianisten Eliza McCarthy har hun taget den opgave og det ansvar på sig, der hører med, når man forsøger at udfri soloklaverets potentiale. Dette samarbejde har resulteret i udgivelsen “Slow Dark Green Murky Waterfall”, der består af seks korte værker. Læs resten

Lytning som en politisk handling – Årets danske og internationale udgivelser 2016 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 28 2016

fly

Indledning

Årslister er noget af det mest forvirrende. De kan laves efter alle mulige kriterier, men det bliver sjældent udtalt, når listen endelig kommer ud. Er en årsliste over albums valgt ud fra de objektivt bedste albums det år? Er det et demokratisk udvalg af, hvad flest mulige har elsket? Er det en øvelse i det obskure, hvor kvaliteten handler mere om at bringe de glemte udgivelser frem i lyset? Eller er det en politisk handling, der sørger for at repræsentere de kunstnere, som ellers bliver udelukket af musikbranchen? Læs resten