Passive/Aggressive

Interzone Tapes – Industrielle technoeskapader fra den midtfynske muld

Feature October 17 2013 Selvmordsskolen_Den Lille Død

Af Andreas Syr

Interzone Tapes er et nystartet selskab, der specialiserer sig i kassetteudgivelser med techno i den larmende ende af spektret. Et selskab hvis intention muligvis ikke ligger så langt fra den, man finder hos Downwards, Hospital Productions, Posh Isolation eller andre dyrkere af primært dystre blandinger af noise og techno i forskellige forhold. I skrivende stund er Metis: Dislocation og Selvmordsskolen: Den Lille Død de eneste to officielle udgivelser fra selskabet, men ifølge Kristoffer Ovesen, selskabets stifter og manden bag Metis, er der tre nye udgivelser i støbeskeen med blandt andre Commodore Combat Unit (der er et velkendt navn, forudsat at man er nogenlunde bekendt med de sidste 10 års odenseanske techno-undergrund). Læs resten

Cut Hands – rundt om de musikalske idiomer med djævleuddrivende afronoise (interview)

Feature September 11 2013 cut_hands_01

Af Alexander Hecklen

Den britiske musiker, William Bennett, har i de sidste 30 år afsøgt grænser og defineret genrer med et øresønderrivende katalog af provokerende sange sammen med bandet Whitehouse. Men for få år siden påbegyndte den erfarne noise-kunstner en modig enmandsekspedition op af Congoflodens kringlede kroge og mudderplumrede vand. Det syn, som den afrobesatte tropejæger i vilde feberdrømme kunne skimte ved flodens udspring, var intet mindre end en sand guldåre af kulturelle aflejringer fra det glemte kontinent.

– Det har været en lang opdagelsesrejse, som begyndte for mange år siden, hvor jeg blev interesseret i, hvordan method acting og teater kunne anvendes i koncertsammenhænge og på indspilninger. Jeg blev især fascineret af Maya Derens film og tekster om Haiti. Derfra bragte min odyssé mig ganske logisk videre til Congo-regionens kunst, musik og sprog.

I hjertet af Afrika fandt William Bennett et uudtømmeligt reservoir af mørke, bevidsthedsudvidende rytmer, som han siden 2007 rundhåndet har delt ud af under navnet Cut Hands.

– Selve instrumenteringen er fascinerende på grund af den kraftfulde kinæstetiske gennemslagskraft, der kan være i at slå et instrument an – og de ufattelige følelsesmæssige reaktioner, det kan give. Jeg har ingen interesse i at dekonstruere musikalske udtryk – selv hvis det var muligt, hvilket det næsten med sikkerhed ikke er. Mange musikologer har prøvet og fejlet. Under alle omstændigheder ville det være et meningsløst projekt, for de musikalske idiomer, vi er mere vant til, kan ganske enkelt ikke anvendes på afrikansk musik. Læs resten

Pharmakon – noia noise-dronning fra New Yorks undergrund

Blog May 16 2013 pharmakon

I København har Posh Isolation manifesteret sig som pladeselskabscentral for noise og andre ekstreme lydeksperimenter. I New York-forstaden Far Rockaway har 22-årige Margaret Chardiet spillet en lignende rolle som en af grundlæggerne af undergrundsspillestedet Red Light District, der har fungeret som samlingssted for en spirende undergrund af amerikanske lydterrorister, og hvor hun selv under aliasset Pharmakon har flænset trommehinder. Efter orkanen Sandys sidste efterår omrokerede dele af New Yorks transportnet, går der ikke længere tog til Far Rockaway, hvorfor transporttiden er blevet for lang for publikum og musikere (i forvejen tog det omkring halvanden time fra Downtown New York) og Red Light District lukket. Chardiet er dog fortsat aktiv og i mandags udsendte hun sit første regulære album, ’Abandon’, der ikke tager nogen fanger. Læs resten

Mette Mareridt – …mens vi venter på apokalypsen

Blog December 20 2012

Det nye album fra Mette Mareridt er trods alt en af de smallere udgivelser her på P/A. Improkvartetten er nemlig aktuel med albummet “2012”, som udkommer på 1,44 mb floppy diskette i meget få eksemplarer. Udgivelsen har været 1 år undervejs, omhandler dommedag og udkommer fredag den 21. december, årets korteste dag.

Stilistisk lægger vi os op af elektroakustikken, en industriel rumlighed, mellemtone noise og det, der lyder som en masse lag af guitar og percussion, som først og fremmest er en menneskelig støj (improvisation). Hvor Mette Mareridt tidligere har bevæget sig i et legesygt univers med en klar struktur nummer for nummer, så er “2012” mere formfuldendt og lydfokuseret. Læs resten

Spost – vanviddets blobberi

Blog June 5 2012

“Ok, OK! Var det rigtigt? Men der var det der dyr, men der var det der dyr, der var det der dyr!” Mød den etno-københavnske tale-guitar-demagogiske musikgruppe Spost, der nyder tilværelse som et frit, vanvittigt og dansksproget orkester med både fragmenterede, multimelodiske, dorske, slaviske, monotone, østjydske, atonale og andre uventede elementer. Bandet tæller medlemmer fra andre noise, art og improorkestre, uden at skulle gå i detaljer her.

lidt info om spost: jonas okholm er sang. claus haxholm er bas og guitar. jan s. hansen er guitar. mathias sæderup er guitar. kristian poulsen er guitar. toke flyvholm er trommer. toke tietze mortensen er af og til trommer og slagtøj. musikmæssigt ligger spost og blobber rundt imellem improvisation og numre, der mere har struktur som rockmusik. referencerne kan derfor godt være lidt forskelligartede. de kunne være no wave som f.eks. dna, mere free jazz/impro-agtige sager som derek bailey, eller mere midt imellem det hele: henry flynt, eller lidt etno a la sublime frequencies, eller mere tranceinducerende: minimalmusik eller glenn branca, eller the fall-rock. for mig (jeg ved ikke helt, hvordan de andre tænker det, kristian red.) er det ret vigtigt, at musikken lægger sig imellem forskellige udtryk og genererer noget tredje og derigennem fremprovokerer en eller anden form for overraskelse – både for os selv og andre.

Spost transmitterer to numre til Passive/Aggressive, begge optaget live, hhv. et ældre nummer med fantastisk rablen “Sikke Et Udtryk” og et behageligt forårsnummer “Fisker”. Spost arbejder med nyt materiale, som for størstedelen er optaget i efteråret 2011, og som udmønter sig i en fuldlængde debut. Gruppen spillede blandt andet på Festival Of Endless Gratitude i 2011. Læs resten