Passive/Aggressive

Goodiepal & Pals – “Hver gang jeg prøver at definere vores kunst, er jeg uenig” (interview)

July 3 2018 370377

Af Nils Bloch-Sørensen

Da jeg i midten af maj var i Beograd, benyttede jeg chancen til at interviewe Goodiepal and Pals. Gruppens projekt havde forvirret og fascineret mig, siden jeg første gang hørte om det, og jeg følte, at det rejste nogle centrale spørgsmål om forholdet mellem kunst og politik. For er det uproblematisk at bruge flygtningekrisen som del af et kunstnerisk projekt? Må man bruge kunst som led i sin aktivisme? Og kan man overhovedet kalde aktivisme kunst?

Med den eksplosion i antallet af politiske kunstværker, vi har set de seneste år, er dette vigtige spørgsmål. For risikerer vi at forfladige det politiske, hvis det er noget, man ligesåvel kan gøre til en fernisering som til en demonstration? Og risikerer den politiske kunst nogle gange til at udbytte de minoriteter den portrætter? Når eksempelvis en stor kunstbegivenhed som Documenta afholdes i Athen med “flygtningekrisen” som erklæret tema, er det nærliggende at tænke, at man tager flygtningene som gidsler i kunstverdenens higen efter chokeffekter.

Ført an af den danske techno-kriger Parl Kristian Vester og teaterinstruktør Nynne Roberta Pedersen bliver Goodiepal and Pals præsenteret som et rockband, men de har i mine øjne mere karakter af et performanceværk. Og så er de en selvproklameret, aktivistisk menneskesmuglerorganisation. I 2017 udgav gruppen pladen ”Pro Monarkistisk Extratone”, hvor omsætningen gik til flygtninge ved EU’s ydre grænser, og løbende har de lavet forskellige tiltag for at rejse penge.

Nynne Roberta Pedersens essay i det seneste Passive/Aggressive-zine havde uden tvivl klargjort deres intentioner og praksis for mig. Gruppen indgår rent faktisk indgår i relationer til og støtter flygtninge. Så betyder de ovennævnte spørgsmål så overhovedet noget?

Særligt en del projektet vedblev at være problematisk for mig. Jeg havde svært ved at forene Goodiepals prankster-of-all-pranksters-image og deres spraglede æstetik med alvorligheden i flygtningekrisen. Særligt deres tilstedeværelse på de sociale medier havde fået mig til at gruble. Højenergiske video-annonceringer, forelæsninger eller andre aktiviteter og opdateringer som: “– Kom til Koncert med DK’s bedste Rage Against The Machine-coverband I aften..” eller “Aarhus her kommer vi, men kun en gang i aar, saa vaer der’ – eller vaer Ingerst0jberg…” De var sjove! De viklede humor ind i det politiske. Men hvor meget var mediestunt, hvor meget var kunstprojekt, og hvor meget var reelt aktivistisk arbejde?

Da de fleste af de danske medlemmer af bandet efterhånden var rejst hjem fra Serbien, var det kun Goodiepal og Nynne, jeg kunne mødes med. Hvad der følger her, er ikke så meget et interview, som det er fragmenter af en samtale. Det blev et radikalt andet møde, end jeg havde regnet med, og handlede vel i virkeligheden mere om flygtningesituationen i Beograd end om musik. Læs resten