Passive/Aggressive

Lakker – En naturkatastrofe udmøntet i støjende techno

Blog May 14 2016

Lakker

Af Alexander Julin

Den irske duo Lakker består af Dara Smith og Ian McDonnell. Duoen udgav sit debutalbum, “Ruido”, tilbage i 2007, men brød for alvor igennem ved udgivelsen af sit andet album, “Tundra”, sidste år. Albummet, der udkom på R & S Records, præsenterede gruppen i en ny kontekst, der både trækker på noise og techno, men uden at passe ind i nogen af disse genrekategorier. “Tundras” vekslen mellem det underspillede og dunkle, den ellers eksplosive sangstruktur og det dissonante kaos gav associationer til noget midt imellem Fuck Buttons og Andy Stott. Mens man kan mene, at både Fuck Buttons og Stott til en vis grad er slået ind på én vej for efterfølgende at udfordre og undersøge den, tager Lakker til gengæld afstand fra den generelle struktur på “Tundra” med sin nye EP, “Struggle & Emerge”.

EP’en, der ligeledes er udgivet på R & S Records, er resultatet af et samarbejde med RE:VIVE, som tilbyder artister at få adgang til arkiver med lydmateriale, som man ellers ikke ville have adgang til, så kunstnerne kan skabe tematiske værker af det givne materiale. Lakker har således brugt hollandske radio- og tv-transmissioner om den voldsomme stormflod fra Nordsøen, der i 1953 resulterede i oversvømmelser og dødsfald i især Holland. Læs resten

Cheval Sombre – “Imagining some sort of graceful, gentle force” (interview)

English Feature May 10 2015 cheval sombre liverpool

Tekst og foto: Andreas Melchior

I efteråret 2012 udgav Cheval Sombre, hvis eneste faste medlem er den New York-baserede sangskriver Christopher Porpora, det formidable album “Mad Love”, som også blev omtalt her på bloggen. Porporas tyste og bevægende sange er bygget op omkring en akustisk grundstamme med spor fra åndrig folk, blues og gospel, som kamufleres af en synæstetisk wall of sound. Til dette års Pop Revo kan man opleve en af de forholdsvis sjældne Cheval Sombre-koncerter, når Christopher Porpora spiller et solo-set på Radar. Dette interview er foretaget, inden Cheval Sombre blev booket til Pop Revo.

P/A: I watched your performance at Liverpool Psych Fest 2014. It seemed to be a very emotional experience for you. What do you experience when you play in front of an audience?

Christopher Porpora: “It was — it always is. I find playing music a highly charged moment, whenever and wherever I play. The trick is always how to hold it together. And the tricky thing is that the trick always changes, as all things must and do. Sometimes it’s focusing on one spot in the room, or closing the eyes, imagining some sort of graceful, gentle force which holds me as I play, which gets me through. Other times it’s other things — unprintable here — other ways of being.

The show in Liverpool was particularly overwhelming as a result of many things. A dear friend of mine had recently passed away — and that was very much with me — it still is. Also, Pete Kember and Alison Cotton were on stage with me, both playing devastatingly gorgeous swells of music, which could have easily swallowed me into some luxurious death. Under such circumstances, I do hang on best I can, trying to play the songs all the while.”

P/A: Pete Kember (Sonic Boom) plays a significant part in Cheval Sombre. He has produced both of your albums and also joined some of your live performances. How did that collaboration come about and what does he bring to Cheval Sombre?

CP: “Indeed, he has. What does he bring? An exquisite beauty — depth of colour, shades. He brings distraction — and he has told me so — but let me explain. I have encountered much generosity in this world I should say, and just recently was asked which musician I would like to see most give a performance. The price of the ticket not a worry, the venue, the country, the time, the place — all mine to decide. I thought about it seriously for a few minutes, considering this rare offer.

I had always wanted to see Leonard Cohen, and I did, luckily, a few years ago. Who else, I wondered. And I said it — it would be Pete. His music struck me when I was very young. And it helped to redeem a life which I suspected might be drab, empty, lifeless. So playing beside him has always been a deliverance. When the beauty of our worlds come together something extraordinary comes forth. If I can’t catch him on his own I suppose I do so when we play together. I must do. The sounds he produces make the moment better for me, as they always have. But he is the one who reminds me not to get distracted when we play. He doesn’t like my songs to suffer while I am getting lost in his parts. Læs resten

Forever Alien – en ode til Peter Kember

Blog March 19 2013

foreveralien

Af Andreas Melchior

“One chord best, two chords cool, three chords OK, four chords average“.

I snart 30 år har Peter Kember, bedre kendt som Sonic Boom, bejaet sin på en gang gennemsigtige og omtågede vision om minimalistisk psykedelia. Først i Spacemen 3 på albums som “Perfect Prescription” og især “Playing With Fire”, sidenhen som Spectrum og det noget mere udfordrende Experimental Audio Research (E.A.R.).

Kember har aldrig lagt skjul på sine indflydelseskilder. Derimod har han på bemærkelsesværdig målrettet, om end nonchalant facon, inkorporeret og gjort sig til eksponent for dem: De elektroniske tranceelementer fra Silver Apples og Suicide, den ophøjede enkelthed fra tidlig blues og gospel, krautens lineære fremdrift, iblandet fuzzudladninger fra 60’ernes psych, garage og acid punk.

Det finder form i en særegen sammensmeltning af det organiske og det overjordiske, hvor de musikalske opløsningsmidler bl.a. er overstyrede analoge synths, let forskudte guitarfyldninger og figurative lydkollager, der gør udtrykket stofligt og åndbart. Alt sammen gennemsitret af surrende oscillationer, skiftende hastighedsfrekvenser og stereoeffekter, hvilket leder til en hypnotisk dopplereffekt. Egentlig er tale om en musikalisering af pseudonymet Sonic Boom, der betyder det overlydsbrag, som opstår i det øjeblik lydmuren sprænges, med chokbølger til følge.

Ligegyldig hvilken musikalsk afskygning, Pete Kember har bevæget sig rundt i, fra synæstetisk syrepop til ekstraterrestriale støjudflugter, har hans lyd altid været indhyllet i en æterisk resonans. Mere præcist er der tale om en forfinelse af et udtryk, en kredsen om gentagelsen i genkendelige temaer og tilbagevendende melodifigurer, der dukker op i forskellige kontekster, som et flashback. Det gentagende komplementeres imidlertid af en oprigtig eksplorativ tilgang til virkemidler og materiale, ligesom når legende børn tildeler fundne objekter ny betydning og river dem bort fra deres oprindelige funktion, hvorpå den tiltænkte anvendelse ikke længere giver mening.

Et sådan eksempel på barnlig udforskningslyst kan man finde i brugen af Kembers Vox Starstream, som først blev benyttet på “Playing With Fire”. Den tåreformede guitars indbyggede effekter, såsom repeater, fuzz og håndfladebetjent wah-wah – ved første indtryk næsten arkeeksemplet på tidstypisk sen-60er psychploitation-kitsch – bliver i hans hænder indgangsport til et musikalsk ormehul, en endeløs tunnelrejse i tid og rum, med en notorisk dyrkelse af det enkle ud fra devisen: ”en akkord er nok”.

Denne simplicitet afspejler sig også i den ofte vemodige lyrik, altid artikuleret med en dreven Rugby-accent, i døsig recitation, om ikke ligefrem proklamation:

”Let me down gently, honey/Ever so gently/And maybe, just maybe, and it’s only a maybe/Well, maybe I won’t feel a thing” (“Let Me Down Gently” fra “Playing With Fire”).

Den distancerede appel om følelsesløshed, fysisk såvel som mentalt, illustrerer den analgetiske kvalitet, som kendetegner Kembers produktion. Selvom instrumenteringen ofte er sparsom og kompositionerne ligefremme, flyder lydskabet over af frodige elementer, der næsten associerer til exotica. Effekterne bruges imidlertid ikke som dekoration, men fungerer nærmest diegetisk, som noget altid omkringliggende, et genkald af virkeligheden, i form af forbipasserende biler eller maskinsummen, der normalt overhøres, men, i en anden bevidsthed, virker forunderlige.

Af den grund bliver der aldrig tale om et musikalsk baggrundstapet, snarere en form for ledsagemusik eller et lydspor, der nænsomt og gnidningsfrit bugter sig mellem forskellige niveauer. Her er intet forsøg på at tvinge lytteren ind i en forudbestemt stemning ved hjælp af svulstig patos eller harske beats. Tværtimod udfolder der sig et vidtstrakt rum til lade sig gennemstrømme af en skvulpende ambiens, næsten som at være tilbage i livmoderen, hvor man lulles i søvn til en bedøvende vuggevise og skylles bort i optokinetiske drømmesyn;“… and then I just drifted away”. Læs resten

Cheval Sombre – Bag mørklægningsgardinet

November 28 2012

af Andreas Melchior

“I wasn’t made for this world, no”. Allerede i første linje på Cheval Sombres andet album, “Mad Love”, artikuleres den tilbagevendende følelse af fremmedgjorthed, som er et gennemgående tema, ikke bare på pladen, men i vores tid. En abstrakt længsel efter det udefinerbare, et andet sted, der knap tør tænkes af frygt for, hvor man ender. Cheval Sombre tænker tanken til ende.

Cheval Sombre er et alias for amerikanske Christopher Porpora. Meget passende er det en ligesindet alien i form af Pete Kember (også kendt som Sonic Boom) fra Spacemen 3 og Spectrum, der har sat sig tilrette i den fløjlsbetrukne producerstol og drejet mixerpultens knapper mere og mere på. Foruden diverse beroligende medikamenter, har han medbragt sit sædvanlige arsenal af ekkobelæsset drone, orgeloscillationer og knitrende Sonic Boom-effekter, som kribler og krabler overalt på de verdensfjerne enspænderhymner. Gæstelisten tæller foruden Pete Kember også Galaxie 500-guitarist Dean Wareham og Warehams kone Britta Phillips, der har medvirket på begge Cheval Sombre albums. Albummet af optaget i studiet hos Andrew VanWyngarden og Ben Goldwasser fra MGMT af Pete Kember (han producerede også duoens 2010-album “Congratulations”), og MGMT er desuden også gæstemusikere på “Mad Love”. Læs resten