Passive/Aggressive

Organ Tapes – Mumlende autotune i kærlighedens navn

Kritik February 5 2018

organ tapesOrgan Tapes “Into One Name” (Genome 6.66 Mmp, 2017) – anmeldelse af Alexander Julin

London-baserede Tim Zhas sange under navnet Organ Tapes rummer den samme nærmest kitchede sensibilitet som eksempelvis hos Uli K og Palmistry. Hans simplistiske sange simrer af bubblegum-pastiche og en sentimental autotune-vokal, der er så snøvlet, at den er utydelig. På papiret lyder Organ Tapes som et fuldstændig gennemsnitligt sovekammerpop-projekt anno slut-10’erne, men sangenes radikale sårbarhed hæver dem langt derover.

På sit tredje album, “Into One Name”, manifesterer Organ Tapes sig som en musiker, der formår at give lyd og stemme til en sindsstemning uden nødvendigvis af den grund at sætte ord på den. Det er fejlagtigt at påstå, at følelserne kommer klarest til udtryk i vores evne til at ytre/verbalisere/udtrykke dem verbalt, at det er gennem en navngivning af vores indre liv, at de får form. Organ Tapes gør det ofte umuligt at tyde teksterne, men hans stemme fylder stadig meget i hans sange. Med sin autotunede sang formår Zha at sætte følelserne i fokus frem for deres navne eller indhold. Når de får lov til at blive sunget uden nødvendigvis at være for tynget af en lyrisk mening, bliver de også sangenes primære fokus. Det degraderer ikke sangene til nonsens, men påfører dem en åbenhed, hvor man selv kan synge sin egen mening ind i de mange passager, hvor lyrikkens indhold er umuligt at dechifrere.
Læs resten