Passive/Aggressive

Cut Hands – rundt om de musikalske idiomer med djævleuddrivende afronoise (interview)

Feature September 11 2013 cut_hands_01

Af Alexander Hecklen

Den britiske musiker, William Bennett, har i de sidste 30 år afsøgt grænser og defineret genrer med et øresønderrivende katalog af provokerende sange sammen med bandet Whitehouse. Men for få år siden påbegyndte den erfarne noise-kunstner en modig enmandsekspedition op af Congoflodens kringlede kroge og mudderplumrede vand. Det syn, som den afrobesatte tropejæger i vilde feberdrømme kunne skimte ved flodens udspring, var intet mindre end en sand guldåre af kulturelle aflejringer fra det glemte kontinent.

– Det har været en lang opdagelsesrejse, som begyndte for mange år siden, hvor jeg blev interesseret i, hvordan method acting og teater kunne anvendes i koncertsammenhænge og på indspilninger. Jeg blev især fascineret af Maya Derens film og tekster om Haiti. Derfra bragte min odyssé mig ganske logisk videre til Congo-regionens kunst, musik og sprog.

I hjertet af Afrika fandt William Bennett et uudtømmeligt reservoir af mørke, bevidsthedsudvidende rytmer, som han siden 2007 rundhåndet har delt ud af under navnet Cut Hands.

– Selve instrumenteringen er fascinerende på grund af den kraftfulde kinæstetiske gennemslagskraft, der kan være i at slå et instrument an – og de ufattelige følelsesmæssige reaktioner, det kan give. Jeg har ingen interesse i at dekonstruere musikalske udtryk – selv hvis det var muligt, hvilket det næsten med sikkerhed ikke er. Mange musikologer har prøvet og fejlet. Under alle omstændigheder ville det være et meningsløst projekt, for de musikalske idiomer, vi er mere vant til, kan ganske enkelt ikke anvendes på afrikansk musik. Læs resten