Passive/Aggressive

The Caretaker – Fortabt i Erindringernes Rige

Feature December 8 2016 caretaker-600-5

Af Nils Bloch

Det første, der slår en, når man kigger på billeder af Leyland Kirby, manden bag The Caretaker, er, at han mest af alt ligner (en usexet) Robert Plant. Det kan måske fremstå som en noget overfladisk betragtning, men den er faktisk ganske instruktiv, hvis man vil forsøge at nærme sig The Caretakers værker. Kirbys fremtoning spejler nemlig en rockverden (med alt, hvad den indeholder af forgudelse og intuitiv kropslighed) på en måde, der fratager den sine heltefortællinger og sin sex appeal. Han er nemlig alt andet end Robert Plant. Han negerer den klassiske rockhelt med sine dvælende ambientværker og komplekse appropriationskunst.

Hvad enten det er som The Caretaker, V/Vm eller The Stranger, skaber han objekter for refleksion, der holder kridtet så langt fra danseskoene som muligt. Han har bosat sig i Kraków, i Vestens periferi. Krøllerne bades kun sjældent i rampelys, da han næsten aldrig spiller koncerter. Så når Kirby gennemsøger lydsporet til mellemkrigstidens eskapistiske balsale for at finde grundmateriale til sine The Caretaker-plader, er det på mange måder det samme, der er på spil. Han fratager musikken dens intenderede funktion som lydspor til festligheder og gør den til objekt for erindringen. Således fungerer erindringen jo: Man frembringer et minde, der er blottet for sin materialitet, men som svæver som en ustabil mental konstruktion, der kun semantisk kan referere til en kontekst og en deri bunden kropslighed.

At erindringen altid har stået som det centrale element i The Caretaker-projektet, fremgår tydeligt af udgivelsernes titler, fra debuten ”Selected Memories From the Haunted Ballroom” over ”Theoretically Pure Anterograde Amnesia” og ”An Empty Bliss Beyond This World” til nu ”Everywhere at the End of Time”. Derfor synes det kun rigtigt, at Kirby på sidstnævnte har valgt at aflive projektet med erindringens anatomi som konceptuel ramme. Det vil nærmere bestemt sige, at han lader projektet gå langsomt i opløsning med demensens sygdomsforløb som forlæg.
Dette kommer til at ske over seks plader, der med en halvårlig udgivelsesfrekvens forsøger at emulere demensens mentale disintegration i realtid. Hver plade vil således spejle et sygdomsstadie, fra diagnosticering og tidlige tegn til en total opløsning af hukommelsesevnen i kaos, intethed og slutteligt døden. Pladerne forsøger altså kunstnerisk at nærme sig en tilstand ved hjælp af et naturvidenskabeligt begrebsapparat og går dermed ind i lægevidenskabens stringente repræsentation af virkeligheden og parrer den med kunstens repræsentationelle smidighed.

Indtil videre er kun første kapitel – “Everywhere at the End of Time – Stage 1″ – af dette ambitiøse projekt udkommet, der altså skal give lytteren oplevelsen af at se en bekendt person forsvinde i bevidsthedens afgrund. Det lyder ganske som tidligere The Caretaker-albums, og det er netop det, der gør, at man som lytter oplever at stå over for et menneske, man kender. Alligevel er der momenter, hvor en akavet klipning eller en voldsommere forvrængning giver indtryk af, at noget mangler, som om ganske korte passager er forsvundet, dog uden at man som lytter kan være helt sikker på, at det er tilfældet. Og det er netop denne unheimliche følelse, der giver fornemmelsen af, at den bevidsthedsramme, værket udgør, langsomt begynder at glide én af hænde.

Måske er det begyndelsen på bevidsthedens død, der repræsenteres. For når man som dement mister grebet om sin historie, dør man på sin vis fra sig selv, og man dør endog fra sig selv, før man dør fra verden omkring sig. Jeg ved ikke, om dette er en rimelig betragtning, men det kunne forekomme således, at når man mister sin evne til sammenhængende at kunne begribe sin egen virkelighed, så mister man samtidig noget af det mest menneskelige: evnen til at reflektere over sin egen eksistens.
Derfor synes ”Everywhere at the End of Time” at være en ubehageligt koncis titel, for mister man virkelig evnen til at forstå sig selv i tid og rum i demensen? Disse grundlæggende kategorier, der binder bevidstheden til en sammenhængende subjektivitet. Tiden ophører med at være lineær, men opstår i små glimt. Steder, der har været velkendte, fremstår pludselig fremmede og utrygge. Kan erindringsevnen således opfattes som en slags subjektivitetens lim, hvis primære funktion er at opretholde en vis stabilitet i vores selvbillede? Hvis denne kapacitet fragmenteres og ophører med at operere kontinuerligt, er man så vitterligt fortabt i erindringens rige? Det er denne rejse, Leyland Kirby har sendt The Caretaker ud på; snarere en fængsling i glemslen end en reel aflivning af projektets narrativ.

Når jeg lytter til ”Everywhere at the End of Time”, giver de auditive forvrængninger mig en følelse af at stå i vandkanten og se på et objekt, der skjuler sig under overfladen. De samplede musikstykker sløres af vandspejlets krusninger og refleksioner, de omsluttes af væsken, der suger alt klargørende lys til sig, og de mister alle de karakteristika, der gør det muligt at placere musikken i en specifik kontekst. Musikken tilhører ikke nogen.

Det er ikke nogen tids, ikke noget steds. Det vage omrids er blot ”gammel musik”. Det tilhører en forestillet fortid, en simulakral fortid, der kun eksisterer i lytterens fantasi. Kirby kunne have benyttet sig af en langt mere arkæologisk tilgang og forsøgt at uddrage noget fra musikkens kontekst, men vælger i stedet at smadre denne faktuelle ramme og frigøre de musikalske brudstykker, og det er netop denne frisættelse, der giver ”Everywhere at the End of Time” smidigheden til at operere i hukommelsesstrukturens sprækker. Det er på denne måde, at tyngdepunktet flyttes fra musikken til lytteren, at de på alle måder svævende toner bliver virkemidler til at udstille en erindringsmodus hos lytteren, hvilket netop er derfor, The Caretakers musik altid har handlet mere om at erindre end om noget som helst andet. Det handler ikke om musikken, dens kontekst og de diskursive konsekvenser af en sådan, men om lytterens erindringsevne.

På den ene side kan man sige, at Kirby benytter sig af det faktum, at musikken er gammel og ret intuitivt fremmaner forestillingen om en fortid, de færreste levende har været i direkte berøring med, men samtidig gør den auditive forvrængning lytteoplevelsen til en slags erindring uden objekt. At der således er en slags lyttercentrering på spil, er også præmissen for, at Kirbys let overgjorte konceptuelle greb overhovedet er kunstnerisk forsvarligt. For det er den, der gør, at vi som lyttere ikke blot sidder tilbage med en konkret opløsning (der i så fald allerede er mere interessant udført på William Basinskis ”Disintegration Loops”), men med oplevelsen af at mærke sin erindringsevne sive ud i sandet, mod mørket, mod stilheden.