The Lost Voice Plot – Cyborgens genfærd
Kirstine Lindemann & Ly Tran – “Ritual – The Lost Voice Plot”, live på Klang Festival d. 9/6 – Koncertanmeldelse af Martin Funder.
Det er ikke første gang, at komponisten Kirstine Lindemann benytter teknologien som en anledning til at kaste et blik på det, der danner os og vores forhold til hinanden. Lindemann har for eksempel udforsket maskinens muligheder i værket Cyborg Songs – I’m a Scoglio, et værk, der udfordrer grænserne for den menneskelige og den maskinelle stemme. Med værket Ritual – The Lost Voice Plot fortsætter Lindemann sit arbejde, og sammen med sangeren Ly Tran har hun skabt en ritualistisk performance, stærkt inspireret af den amerikanske filosof Donna Haraways A Cyborg Manifesto – en tekst der efter 40 år stadig kan udfordre og inspirere.
Da makkerparret Tran og Lindemann for første gang opførte værket til årets Klang Festival på Folketeatret, var gulvet i det lyse rum fyldt med sirligt arrangerede og sammenrullede kabler. De mange kabler endte ud i hver sin lille “station” med forskellige remedier – en vandkande, en snurrende blæser, et midikeyboard og en overheadprojektor, der lyste sporadiske vanddråber op på scenens endevæg.
Tran koblede omhyggeligt forskellige maskiner til de mange kabler og bevægede sig skiftevis fra station til station. Med mikrofoner spændt om halsen som halsbånd begav hun sig ud i repeterende danse og knurrende vokaliseringer, og de transformerede vokaler lød som en maskine, der bevægede sig med et menneskes gestik – som en udtværing af grænsen mellem menneske og maskine – som en cyborg.
“De mange skiftende positioner, som Ly Tran indtog på scenen, da hun gik fra station til station, var som et transformerende fokusskift: fra én lyd til en anden, fra ét perspektiv til det næste.”
Grænsen mellem menneske og maskine danner ligeledes udgangspunktet for Donna Haraways gennembrudsessay A Cyborg Manifesto fra 1985. I manifestet introducerer Haraway sin idé om cyborgen som en frigørelsesfigur, der kan gøre op med de faste kategorier og absolutte værdier, som vi bygger vores verden på. Haraways kongstanke udspringer af iagttagelsen af den stadig tyndere grænse mellem menneske og maskine – for hvis grænsen mellem menneske og teknologi er nærmest utydelig, kan andre fastlåste grænser vel også nedbrydes?
De mange skiftende positioner, som Ly Tran indtog på scenen, da hun gik fra station til station, var som transformerende fokusskift: fra én lyd til en anden, fra ét perspektiv til det næste. På samme måde var de repeterende danse og lyde hver gang det samme, og hver gang alligevel lidt anderledes. I den forstand er det åbenlyst, hvordan cyborgen – en skikkelse, der ikke skelner mellem menneske og maskine – kan fungere som en klar inspiration for musikeren; en skikkelse, der ligeledes lader sit arbejde forlænge og påvirke af teknologi.
Teknologiens rituelle rødder
Jeg kunne ikke undgå at hæfte mig ved den ritualistiske nøjsomhed, som Ly Tran optrådte med. Den måde, hun forbandt de små maskiner på, den måde, hun sirligt arrangerede blæseren og overheadprojektoren på – en nøjsomhed, der var både indstuderet og respektfuld, som tændte hun for kaffemaskinen en hvilken som helst hverdagsmorgen.
“Et simpelt sammenrod af ledninger er nok til at fortælle en historie, der aldrig bliver gammel.”
Hos Tran og Lindemann er teknologien simpel og klodset, helt uden computerens stringente digitale logik. Det kan måske virke forældet, at en kunstnerisk repræsentation af maskinen er repetitiv og gentagende, som var det et damptog, der kører ud af perronen. Men det var som om Trans nøjsomhed og de mange ledninger nærmest forsøgte at modsætte sig den moderne forventning om, at teknologi skal være strømlinet og usynlig. Som en slags ældgammelt hverdagsritual var koncertens ufortyndede udtryk en påmindelse om, at teknologi ikke nødvendigvis er hverken hurtig eller spritny, men har dybe, rituelle rødder.
Donna Haraway er et navn, der jævnligt dukker op, når eksperimenterende musikeres inspirationer kommer på bordet. Og selvom hendes banebrydende manifest er 40 år gammelt, er hendes cyborg stadig et af de stærkeste eksempler på teknologiens forandringspotentiale. Selve rammesætningen for Ritual – The Lost Voice Plot er derfor ikke udpræget overraskende, men det var skønt at se, hvordan en kunstnerisk bearbejdelse af vores forhold til teknologi ikke behøver at være betinget af MacBooks og laserlys. Et simpelt sammenrod af ledninger er nok til at fortælle en historie, der aldrig bliver gammel. En historie om en verden, der ikke kan indfanges og fastlåses i absolutte værdier – som en cyborg, der udvikler sig i en eksplosion af foranderlige retninger.
