This is what it sounds like when I think – En teknologisk tilgængelighed
Jeppe Forchhammer, Frederik la Cour og Thomas Seidelin – ”This is what it sounds like when I think”, live på Xenon d. 25/5 – Anmeldelse af Martin Funder. Foto: Thomas Andreasen.
Ethvert musikinstrument er indhyllet i idealet om det uforstyrrede, kunstneriske blik. Et ideal om at vejen fra tanke til lyd bør ske på særlige måder – og hvordan disse måder kan forpurres eller forfines, alt efter hvilket instrument tanken udtrykkes med. Musik lavet med kunstig intelligens er et glødende eksempel på idealets problematik, men teknologiens mangeartede måder at lave musik på skaber samtidig et mere tilgængeligt kunstnerisk rum – bl.a. for personer med funktionsnedsættelse.
Det sætter multikunstneren Jeppe Forchhammer, lydkunstner Frederik la Cour og visuel kunstner Thomas Seidelin fokus på i deres instrument Tankelyd. Jeppe Forchhammer, der også er kendt fra DR-dokumentaren Wingman, er født med cerebral parese – en hjerneskade, der gør, at han ikke kan tale eller bevæge sig normalt. Instrumentet Tankelyd tillader Forchhammer at spille musik ved hjælp af hjerneimpulser og på den måde udtrykke sig musikalsk.
Hjerneimpulserne er udgjort af fem frekvensområder og fungerer som “tangenter”, der kan kontrollere Frederik la Cours opsætning i Max/MSP – et visuelt programmeringssprog, hvor man kan designe nyskabende musikinstrumenter. Tankelyd kan altså sammenlignes med en synthesizer, hvor Forchhammers hjerneimpulser styrer forløb, tonale progressioner, dynamik osv. Instrumentet har også en fysisk kontrolflade i form af en ansigtsgenkendende computer-vision-del, hvor Forchhammer via et webcam yderligere kan forme lydene.
De flimrende webcam-billeder og computerens mange vektorpunkter blev projekteret op på scenetæppet, da Forchhammer sammen med Jakob Ivarsson optrådte med instrumentet på Xenon scenen i Huset i Magstræde under titlen This is what it sounds like when I think. Koncerten var både frembrusende og kaotisk og bevægede sig frem med sporadiske akkord-flader, der flød ind og ud af hinanden. Et filmisk og ambient udtryk, der blev akkompagneret af Ivarssons knitrende samples – små stumper af fragmenterede dialoger, der gav koncerten et drømmende skær.
Den sprudlende begejstring i Forchhammers ekspressive ansigtsudtryk vidnede om den simple glæde ved musikalsk sammenspil. Takket være Tankelyds ansigtsgenkendelsesteknologi tillader instrumentet, at Forchhammer – på trods af sin begrænsede fysik – kan mere end “bare” trykke på en tangent med hjerneimpulser. Dét, at Forchhammer kan bevæge sig med instrumentet og på den måde forme lyden, tilsætter en performativ dimension, der gør, at instrumentet fremstår som en levende og fysisk forlængelse af Forchhammers musikalitet.
Den lidt pompøse titel This is what it sounds like when I think udelader desværre den unikke egenskab, som projektet har. En egenskab, hvis kerne ikke befinder sig i dét at kunne sætte lyd på en tanke, men i den evne, projektet giver Forchhammer til at kunne tænke med instrumentet – sammen med andre.
Koncerten retter et tiltrængt fokus mod udfordringerne ved tilgængelighed i musikbranchen for mennesker med et fysisk handicap. Adgangen til kreative fællesskaber er vigtig – ikke mindst, når man ikke kan gribe om et instrument i traditionel forstand. Men præmissen – This is what it sounds like when I think, en beskrivelse af instrumentet som en direkte måde at udtrykke en kunstnerisk tanke på – er desværre en del af et problematiske ideal om, at nogle musikalske udtryk er mere autentiske end andre. Et ideal, der omtåger de muligheder, som teknologiske innovationer skaber, fordi det rummer en forældet antagelse om, at kunstnerisk autenticitet kan måles ud fra den direkte sammenhæng, den har med en bagvedliggende kunstnerisk tanke.
Den lidt pompøse titel This is what it sounds like when I think udelader desværre den unikke egenskab, som projektet har. En egenskab, hvis kerne ikke befinder sig i dét at kunne sætte lyd på en tanke, men i den evne, projektet giver Forchhammer til at kunne tænke med instrumentet – sammen med andre. En forskel, som blev tydelig for mig, da jeg så de mange mennesker, der assisterede Forchhammer og det avancerede instrument på Xenon-scenen. For det indtryk, koncerten efterlod hos mig, var ikke en unik adgang til Forchhammers tanker, men et unikt indblik i et fællesskab omkring nye måder at kunne spille musik sammen på.
Info: “This is what it sounds like when I think” fandt sted på Xenon i Huset d. 24/5/25