Passive/Aggressive

Tim Hecker – Varm ambiens og kontinuitet

Blog April 7 2016 tHecker

Af Alexander Julin

Med ”Love Streams” markerer Tim Hecker overgangen fra sit forrige label, Kranky, til 4AD med et værk, der understreger Heckers særlige kvaliteter: Det er de færreste ambient- og droneprojekter, der bærer så meget præg af personlighed, som tilfældet er hos ham. Uden overhovedet at kunne reduceres til enkelte signaturlyde eller en klar og specifik måde at komponere på lyder værket stadigvæk umiskendeligt som Tim Hecker.

Det er måske også det faktum, at udgivelsen lyder som Tim Hecker og intet andet, der er den største overraskelse ved værket. Ifølge Hecker selv skulle det nemlig være skrevet ud fra refleksioner over “[The] transcendental voice in the age of auto-tune” og “liturgical aesthestics after Yeezus”. Umiddelbart kunne man have forventet et klarere tematisk afsæt i udgivelsens æstetik med et så specifikt inspirationsgrundlag for den. Det er dog nærmere sådan, at dette afsæt bliver gradbøjet og moduleret i en sådan grad, at værket indiskutabelt lyder som Tim Hecker og ikke – som man ellers kunne have forestillet sig – som en hyldest til eller meditation over væsentlige aspekter af de senere års popmusik.

Hvad der til gengæld adskiller værket fra Heckers forrige udgivelse, “Virgins”, er den varme, der strømmer gennem samtlige numre. Den er desto mere bemærkelsesværdig, fordi adskillige af de medvirkende fra “Virgins”-optagelserne går igen på “Love Streams”. Skrøbeligheden fra “Virgins”, hvis numre ofte lød, som kunne de falde fra hinanden gå i sig selv igen til hver en tid, er blevet udskiftet med en mere lun og omfavnende karakter, hvis kontinuitet først stopper, da “Love Streams”’ sidste nummer rinder ud. Men Tim Hecker har også udvidet sit musikalske udtryk ved at inkorporere vokalspor i flere af albummets numre, der vækker associationer til Phillip Glass’ soundtrack til “Koyaanisqatsi” og bidrager med en nærmest ceremoniel stemning til visse af numrene. I nogle tilfælde får vokalen lov til at dominere lydbilledet, men ofte omsluttes og forsvinder den før eller siden i Tim Heckers monumentale ambiens.

I princippet kunne det meget vel have været en anke for mit vedkommende, at det projekt, som Hecker har formuleret, langtfra bliver fulgt til ende eller taget til og ud over kanten. Når det alligevel ikke er tilfældet, skyldes det Heckers førnævnte evne til at fylde et lydbillede med personlighed på trods af dets ordløse og abstrakte form. Det er også det, der gør Tim Hecker værd at følge (og formentlig også årsagen til, at min egen interesse for ambientmusik i så høj grad tog til efter mit første møde med Heckers værker: at man som kunstner kan fremstå så klart i et musikalsk terræn blottet for sprog.

Info: “Love Streams” udkommer på 4AD i morgen.