Valby Vokalgruppe – kan en sang, der kan drive dig til vanvid
Valby Vokalgruppe – “Solids for Voices” (Hands in the Dark, 2025) – Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Josefine Seifert.
At lytte til “Solids for Voices” føles lidt som at være sammen med en seksårig, der åndsfraværende udforsker sin stemmes klangspekter, mærker lydene forme sig i munden og resonere i det indre øre, mens man selv støt drives ud over vanviddets rand. Det er som en før-skærmtids-tidsfordriv tilført en målsætning om at blive til musik eller simpelthen bare brainrots ophøjet til en kunstnerisk praksis. Det gør det på den ene side til en enerverende lytteoplevelse, på den anden afføder det en undren hos én: Hvad vil den her musik mig? Hvorfor reagerer jeg sådan på den?
Valby Vokalgruppe blev dannet tilbage i 2008 som en undersøgelse af, hvad de fire medlemmer kunne med deres stemmer hver for sig og i harmoni. Lil Lacy, Sonja LaBianca, Cæcilie Trier og Anja Jacobsen arbejder alle i grupper og som solokunstnere i randområderne af jazz, ny kompositionsmusik og rock, men det her var alligevel en radikal udvidelse af deres virke.
For hvad sker der, når man stort set fjerner instrumenteringen, så kun stemmerne står tilbage? Hvad så, når man også fjerner ordene? Og melodilinjen?
Jeg vil gerne kunne sætte mig ind i, hvordan jeg tænkes at skulle leve med den her musik. Hvordan den skal spille sammen med min måde at være til på – velvidende, at den overhovedet ikke er skabt for min skyld, men for sin egen.
Jeg oplever som lytter at føle mig fremmedgjort over for noget så elementært som den menneskelige stemme. Noget, jeg burde kunne identificere mig direkte med, men som nu står over for mig i en påtrængende nøgenhed og overhovedet ikke synes at henvende sig til mig.
At jeg har den oplevelse skyldes ikke kun, at det også føles lidt som den åndsfraværende seksårige i sin egen verden, men også de elementer på “Solids for Voices,” jeg genkender som nær-sproglige ytringer. De veksler mellem enfoldighed, drilleri og benægtelse: “19-fold axis” bæres af et kollektivt “næ-næ-næ-næ-næ,” der både lyder som drillerens “nah-na-na-nah-nah” og den flabede afvisning, som går igen i “M”, der udgøres af den nægtende, nedadgående ganelyd, man ikke engang gider åbne munden for at sige. I “Point of Depature” hører jeg et “morgenmad” messet, i “Monastère de Ségriès” et tøvende, ubeslutsomt “jamen egentlig.” Eller al hånlatteren: Et “hi-hi-hi” i “Lille Kommune Tribute,” et forskudt “ho-ho-ho” i “O,” et “hi-hi-hu-ha-ha” i “Dodecahedral” som en muntert skadefro Mickey Mouse, der endnu engang har løst mysteriet i Du Gådeste og med nedladende mine venter på, at vi tungnemme også forstår, hvad der er foregået.
Håner musikken mig simpelthen? Hvad bilder den sig ind? Overhovedet at være sådan?
Det er først og fremmest de følelser, der gør “Solids for Voices” interessant for mig at lytte til. Jeg vil gerne kunne sætte mig ind i, hvordan jeg tænkes at skulle leve med den her musik. Hvordan den skal spille sammen med min måde at være til på – velvidende, at den overhovedet ikke er skabt for min skyld, men for sin egen.
Det er kun anden gang, siden de blev dannet, at Valby Vokalgruppe samler deres musik som en albumudgivelse – den første var “Bah New Era” i 2012 – men jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal lytte til “Solids for Voices”.
Den er enerverende som baggrundsmusik, men den er også svær at fordybe sig i, fordi de korte vignetter hele tiden brydes op, før de når at samle sig i en længere fortælling. “Monastère de Ségriès” arbejder f.eks. med nogle forskydninger, der minder om den minimalistiske komponist Steve Reichs rytmiske forskydninger, men inden man som lytter når at synke ind i det og finde sig til rette i lyden, stopper det efter få minutter, og igen sidder man tilbage med lyden af et “ha-ha-ha” og har intet fattet.
Men det er igen nok forkert at gå til “Solids for Voices” med en opfattelse af, at musikken skulle være skabt for én. Det handler for Valby Vokalgruppe tilsyneladende først og fremmest om en fortsat undersøgelse af, hvad medlemmerne, der er vant til at udtrykke sig på instrumenter, kan med deres stemmer. Der er luft på stemmerne, det giver et sart og naivt udtryk. De rammer harmonierne rigtigt, der er ingen decideret falske klange, men der er mislyde, hæshed, det er ikke stærke sangstemmer. Det virker som en pointe, at de lyder sådan, som om den dygtighed, de kommer med, ultimativt er lidt ubrugelig, fordi det er pænt nok uden at være reelt kønt. Det handler mere om, hvad det kan for sangerne at bruge stemmen sådan – hvordan det føles at harmonere, at lave hårde stødlyde mod de lukkede læber, nynne blidt, frasere, skabe friktion og ganestød – end om, hvordan det modtages.
Valby Vokalgruppe bygger et naivt univers op om den kedsomhedspraksis med at lade indtryk og lyde forme sig uden mål og med, som stressforskere og mindfulness-coaches prøver at instrumentalisere som afspænding. Men når de uudgrundelige stemmer underbygges af hektiske trommestikker, dyb synthesizer-brummen, hvirvlende fløjter eller en syngende bedeskål, kommer det lidt til at føles som at se sådan noget børnefjernsyn fra 70’erne, der fremstår grænseoverskridende meningsløst og dybt bizart i dag.
“Solids for Voices” udkommer 7. november Hands in the Dark og fejres samme aften med koncert på ALICE. Laura Marie Madsen indtræder i gruppen som nyt medlem og erstatter ved kommende koncerter Cæcilie Trier, der holder koncertpause.
