Passive/Aggressive

3 Avantis – Danmarks ældste avantgarde-gruppe udgiver den yderste plade

Blog September 18 2016 avantis-template-cover

3 Avantis “3 Avantis + 1” (Escho, 2016) – anmeldelse af Simon Christensen

Jeg blev meget lykkelig, da “3 Avantis + 1” landede på min pladespiller af den grund, at det nu reelt var sidste chance. Jeg har nu over længere tid lært at holde af den gruppe af outsidere og distinkte stemmer, der formede den eksperimenterende jazz i 60’erne og 70’erne – og som stadig er musikalsk aktive i relativ hemmelighed i København. Som for eksempel Peter Friis Nielsen, Jesper Zeuthen, Claus Bøje, nyligt afdøde John Tchicai (1936-2012) og desværre ligeledes altsaxofonist Christian Kyhl (1943-2016). De tre sidstnævnte huskede jeg fra Cadentia Nova Danica, der udsendte freejazz-opuserne “Afrodisiaca” og “Cadentia Nova Danica” i 1969 og 1970.

Avantis udsprang af John Tchicais stororkester som hhv. 3 Avantis, 4 eller 5 Avantis osv. og blev i den grad beriget med den improviserende el-bassist Peter Friis Nielsen, der i samme periode florerede i beatgruppen Day of Phoenix og Coronarias Dans. Jeg nåede også lige at opleve Avantis live et par gange på Mayhem, og det er bl.a. disse optagelser fra 2013, der udgør hovedbestanddelen af den nye LP, “3 Avantis + 1”. +1 på albummets gæsteliste er Vagn E. Olsson, én af Eschos digtere og voksne punkere fra No Knox, Tapehead, Electrolux etc., der nok snarere er værten og også må være initiativtager til denne udgivelse.

“Mit alkoholproblem løser ikke sig selv. Lad os tømme dine flasker, før vi går i seng,” messer Olsson, der bidrager med synthesizere, piano og oplæsning på udgivelsen. Hans opgave er først og fremmest at binde 3 Avantis sammen – også i det ideologiske grundarbejde, der trækker frit på avantgarde, punk, beatmusik og freejazzen anno 1969, og som rettelig kan siges at være et free-form-orkester uden at hælde til den ene eller anden genre. Resultatet var aldrig ment at skulle være rent og ordnet, men opererer i en skyggeside af improvisationsmiljøet både i lydlig og menneskelig forstand.

“3 Avantis + 1” er kun gruppens anden LP i dens 45-årige levetid (on and off), men den opleves som en afsindig fri og levende plade med helt, helt vilde forløb takket være Peter Friis Nielsen med foden vippende på speederen. Christian Kyhl og Vagn Olsson supplerer hinanden med melodiske idéer, men hele pladen lever af det mangeårige sammenspil og et klangligt univers, der skærer ind og ud af det elektrisk støjende og en akustisk lyrik.

Det er et must-have – selvom LP’en også har et dokumentarisk formål ved at sætte fokus på undergrundens ældste free-form-orkester på den yderste dag.

Info: Avantis er Christian Kyhl på sax, Peter Friis-Nielsen på bas, Claus Bøje på trommer, Vagn E. Olsson på tangenter og ord. “3 Avantis + 1” er ude nu på LP hos Escho. Seks numre er optaget live på Mayhem, to andre er fra Kulturværftet Helsingør og studiet. Optaget og mastereret af Per Buhl Acs. Der er Mindekoncert for Christian Kyhl den 28. september (RSVP).