A night with THE GOSPEL ACCORDING TO JESUS QUEEN OF HEAVEN – Evangeliet i opløsning
KLUB KREATUR: A night with THE GOSPEL ACCORDING TO JESUS QUEEN OF HEAVEN, 21. august 2025 på Sort/Hvid – Reportage af Nikola Nedeljkovic Gøttsche. Foto: Rumle Skafte.
Jesus vender tilbage som transkvinde. Det er afsættet for den britiske dramatiker og performer Jo Cliffords teatermonolog The Gospel According to Jesus, Queen of Heaven, der siden sin præmiere i 2009 er blevet fremført verden over, fra Skotland til Brasilien, og som under Copenhagen Opera Festival blev nyfortolket i regi af KLUB KREATUR på Sort/Hvid. Her er præmissen, at ”kunstnere åbner deres laboratorium og viser den rå, sprøde kunst, mens den er ved at blive skabt.” Én aften, én chance. Ikke perfekt indøvet eller afrundet. Men elektrisk.
Holdet bag er erfarne kræfter i hver deres felt og samtidig en uventet sammensætning: Skuespiller May Lifschitz, nok bedst kendt fra Netflix-serien Warrior Nun og DR-serien Orkestret, indtager rollen Kristus som transkvinde. Den tidligere teaterdirektør for Blaagaard Teater, Sargun Oshana, instruerer. Mens den grænsesøgende elektroniske musiker, producer, DJ og lydtekniker HVAD (Hari Shankar Kishore) i samarbejde med operasanger Victor Kassebeer står for stykkets live-komponerede lydunivers.
Oshana har spaltet monologen. Pludselig er det ikke én stemme, men et flerstrenget, polyfont drama. Den første person, vi introduceres for, er HVAD i silhuet, oplyst bagfra, iført en sort sci-fi-dragt med spidse skuldre, omgivet af lakplader og elektronik, der åbner forestillingen med en seismisk orgelbas og støjsløjfer, der får luften til at knitre.
Lifschitz står helt fremme ved publikum, rank og dirrende. Bag hende troner prædikestolen som en mægtig skygge. ”This is the time. This is the place,” siger hun, Jesus. Rumklangen er ikke til at tage fejl af. Vi befinder os i en kirke. Der er en særlig ironi i at sidde lidt akavet på et klapsæde i et rum, der lugter mere af dåseøl end af røgelse, og at det alligevel føles som et sted, hvor man samles om det, der ikke kan forklares. Lifschitz’ performance er en blanding af prædiken og personlige vidnesbyrd. Bibelske lignelser væves sammen med spidende refleksioner. Kristus er ikke triumferende men sårbar, ikke fjern men blandt os.
“Operastemmen bærer hundreder af års disciplin, arier sunget i guldindrammede sale, kroppe spændt op af korsetter, dirigentstokke, der har hamret patos ned i hver eneste frase, med sig.“
En uafklaret kollision
Jesus lægger sig på tværs af prædikestolen, knæene bøjer sig over den ene kant, mens nakke og arme strækker sig henslængt over den modsatte, da baryton Victor Kassebeer, sortklædt og med hurtige solbriller, slikhår samlet i stram knold, som en hybrid af præst og popstjerne, træder frem bag hende og lader sin stemme folde sig ud.
Han synger ikke kun, han slæber noget med sig, et ekko af en tradition. Operastemmen bærer hundreder af års disciplin, arier sunget i guldindrammede sale, kroppe spændt op af korsetter, dirigentstokke, der har hamret patos ned i hver eneste frase, med sig. Intet mindre end civilisationens egen åndedrætskunst.
At lytte til en operasanger i en tåge af HVADs eksperimentelle elektronik – knitrende loops, brutal rytmik og skrøbelige samples – er som at stå i to klimaer på én gang: ét krystallinsk, opadstræbende, hvor stemmen rejser sig i buer af disciplineret åndedræt; ét diffust, som om selve gulvet var lavet af røg, et tæppe af uforudsigelighed. Det er ingen forsoning, men en virkningsfuld uforløsthed – en spænding, hvor modsætningerne ikke ophæver hinanden, men i stedet bliver ved med at gnide sammen og danne nye lag af betydning. En intensitet, der lever af sine egne ubesvarede spørgsmål.
“Hvor de historiske værker kan fremstå som modernistiske laboratorieforsøg, bliver mødet her intuitivt og kropsligt, nærværende.”
Mødet mellem Kassebeer og HVAD er forestillingens nerve. Det er ikke første gang opera og elektroniske eksperimenter fletter sig sammen på uventede måder. Pierre Schaeffer og Pierre Henrys elektroakustiske opera ”Orphée 53” (1953) og Karlheinz Stockhausens ”Gesang der Jünglinge” (1956), hvor en drengestemme, der reciterer uddrag fra Det Gamle Testamente, opløses i båndmanipulation, sinustoner og filtreret hvid støj, er eksempler på værker, der rammer noget af det samme. Som at høre noget urgammelt skære sig mod en fremtid, der endnu ikke har form. Men hos Kassebeer og HVAD føles det mindre som akademisk eksperiment og mere som et fysisk ritual. Hvor de historiske værker kan fremstå som modernistiske laboratorieforsøg, bliver mødet her intuitivt og kropsligt, nærværende.
Mellem ritual og opløsning
Den musikalske kollision er et spejl af forestillingens tematiske kerne: Jesus-figuren selv. En skikkelse med to tusinde års ceremoniel bagage placeret i en queerkrop. Også her mødes to kræfter uden at ville forsones. På den ene side traditionens vægt, på den anden side et levende, sårbart og radikalt inkluderende nu.
Foto: Rumle Skafte.
Kunsthistorisk står forestillingen ikke alene. Den amerikanske dramatiker Terrence McNallys teaterstykke Corpus Christi (1998) iscenesatte eksempelvis Jesus og apostlene som homoseksuelle mænd i Texas, mens den svenske fotograf Elisabeth Ohlson Wallins værkserie Ecce Homo (1998) genskabte ikoniske bibelske scener med LGBTQ+-personer og portrætterede Jesus blandt transkønnede, dragqueens og hiv-smittede. I begge tilfælde blev den offentlige forargelse en del af værkernes materiale: en påmindelse om, hvordan konfrontationen mellem etablerede symboler og friske perspektiver kan oplade kunsten med en intens kulturel og æstetisk spænding, der også lader sig mærke i A night with THE GOSPEL ACCORDING TO JESUS QUEEN OF HEAVEN.
I forestillingens klimaks kaster Lifschitz sig ud i en ustyrlig, vild dans – et udbrud af kaos. HVADs stortrommefigurer er hårdtslående. Kassebeer lægger sig udstrakt på mave på et rullebræt som en død krop i vandskorpen, og scenen balancerer mellem ritual og opløsning. På samme tid begynder teatrets tekniske personale at afmontere scenen, et bevidst brud på illusionen. Forestillingen river sig selv fra hinanden, mens den stadig er i gang.
Lyset slukker. Kassebeer sætter sig på knæ helt oppe ved publikum. Han finder en iPhone frem, tager sine solbriller på, åbner en orgel-app – parodisk og højtideligt: en hellig handling udført med hverdagsteknologi – og så begynder han at fremføre Cliffords queerversion af Fadervor, råt og uden rumklang. Det føles næsten for intimt. Men netop som det bliver for meget, slynges det sidste ord ud i et uendeligt ekko, en digitalt genereret evighed.
Lifschitz smadrer prædikestolen med en forhammer, slagene bliver en grotesk stortromme, tung og bastant, resonansen fylder rummet som et oprør mod traditionen, mod selve ideen om det hellige. Prædikestolen går i stykker, ikke dramatisk, men langsomt, som en gammel gud, der indrømmer, at han intet har at sige længere.
A night with THE GOSPEL ACCORDING TO JESUS QUEEN OF HEAVEN var ikke blot en redigeret genopførsel af Cliffords monolog pyntet med opera og elektronik; forestillingen åbnede et vindue til en musikdramatisk form, hvor opera og elektroniske eksperimenter løfter hinanden, og hvor queerperspektivet ikke er påklistret, men bærende.
