Al musik er politisk
Af Anders Bach Pedersen, Ph.D.-studerende i kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet samt musiker, producer, komponist og medstifter af pladeselskabet Wetwear.
Der er intet, der kan få folk op af stolene, som når musik formaster sig til at have tydelig politisk karakter. Det er en præmis for enhver musikarbejder i dag at skulle navigere sin protest inden for en anstændig form, selv når den får lov at udfolde sig.
I lyset af flere populærmusikinstitutioners selvudnævnt “apolitiske” position, argumenterer jeg i den her artikel for, at al musik er politisk, uanfægtet af om vores industri vil have det eller ej. I et forsøg på at tage bolden tilbage på musikarbejderens banehalvdel inviterer jeg til en fælles refleksion over, hvilken protest der er tilladt, og hvilken der ikke er. Musik er (som så ofte er tilfældet) gidsel i en ideologisk debat baseret på åbenlyse økonomiske interesser, som jeg personligt har fået nok af: debatten om musik og politiks tilsyneladende opsigtsvækkende forening.
Den debat tog senest fart over sommeren, hvor Glastonbury og Roskilde Festival stod for skud i den offentlige, kålhøgne samtaleklub om kunstnerisk (signal)værdi, nu med afsæt i folkedrabet i Gaza. Roskilde Festival erklærede, at Fontaines D.C.s protest-intermezzo på Orange Scene var inden for festivalens rammer for kunstnerisk- og ytringsfrihed. Ved den liberale håndvask stod vores hvirvelløse politikere og allierede presse i kø for at fordømme sommerens grænseoverskridende politisering af musik.
Fælles for flere argumenter var en generel fordømmelse af udmeldinger, der gik over stregen, herunder et ganske forurettet fokus på Bob Vylans “Death to the IDF”-kampråb på Glastonbury, tydeligst i udsendelsen P1 Debatten, “Festival for Gaza”: “[Antisemitismen] minder mig om noget fra 30’erne og 40’erne, og det skal bare holde op”, kommenterede Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen. Debatten opflammer i identitetspolitiske diskussioner om ytringsfrihed, kunstnerisk kritik og undertrykkelsesforståelse.
Bedst kan de borgerlige kritikere i P1 Debatten forholde sig til den palæstinensiske sag, når gæst Niels Hausgaard “begavet”, ifølge Ahrendtsen, udfolder sin troubadoursk spidsfindige kritik af Netanyahu. Det er i orden. Logikken er, at Hausgaard nok er fra venstrefløjen, men han er en mere respektabel socialist end Bob Vylan, eller Isaac Twomey fra Studerende Mod Besættelsen, der også gæster udsendelsen. Det er altså ikke et spørgsmål, om musik og politik skal være adskilt, eller at festivaler bør favne både højre- og venstrefløj i sin programlægning. Sammenblandingen af musik og politik skal blot være stueren, den skal holde sig inden for den sømmelige orden. Hausgaard råber ikke “from the river to the sea”, for det er over stregen. Det ved han.
Det apolitiske
Selvom støvet fra både festivaler og debat nu til dels har lagt sig, er det alligevel værd at genbesøge sommerpolemikken og understrege dens umiddelbare konsekvens i den danske musikindustri og for den danske musikarbejder. Det er bedst eksemplificeret i Tønder Festivals respons, et dansk kulturelt lavpunkt.
Med sine historiske rødder i folkemusik, blues og country – genrer notorisk spækket med protestsang og tydelig politisk karakter – fordømte Tønder Festival i slutningen af juli den øgede “politisering af tilsvarende arrangementer i Danmark” ved at “præcisere” gældende sceneregler. Som leder af den nu selverklærede “apolitiske” organisation, forklarer Kristina Lehmann Schjøtt: “I Tønder festival tager vi afstand fra alle former for had og opfordringer til vold. Vi står samtidig fast på kunstnerisk frihed og afgiver ikke politisk sindelagskontrol af kunstnere.”
I et økonomisk initiativ i kølvandet på tilsvarende arrangementers polemiske spalteplads, vil Tønder Festival altså berolige sine besøgende: hvis nogen optrædende følger protesten trop vil “konferencieren afslutningsvis gøre det klart, at dette ikke repræsenterer festivalens værdier.” Så er vi i hvert fald ikke i tvivl om dét, og vi kan efterfølgende vende tilbage til i ro og mag at snakke om festival-aktuelle Niels Hausgaards underspillede, underfundigt jyske bidrag til den offentlige debat.
Tønder Festivals respons på årets protest-kultur er således indikativ for mange musikinstitutioners stiltiende accept af folkemord bag en påkaldelse af et neutralt standpunkt eller af det apolitiske; for nyligt fulgte Danmarks Radio og Eurovision samme eksempel. Responsen er symptomatisk for den tid, vi lever i: en tid hvor kriser er mange, men normaliserede, og hvor brandet apolitisk underholdning er den symbolske løsning på polariseret kulturkrig, klima kollaps og etnisk udrensning. Det understreger musiks almennydelige position i de kulturelle industrier, og protestsangens udvanding, der støt har fulgt musikindustriens finansielle transformation fra 1970’erne til i dag.
Musik er social handling
Protestsangen som genre har givetvis åbenlyst politisk karakter, men den politiske virkelighed, vi befinder os i, viser sig i al musiks formmæssige vilkår og fremstillinger. At protestsangen ikke har samme position i dag som den havde i 1960’erne og 1970’erne betyder ikke, at musik er blevet mindre politisk, men vidner om at protestsangen har mistet sin oprindelige betydning i populærmusikken.
“i al musik er et iboende politisk potentiale, al musik tager del i populærkulturelle udviklinger og bevægelser igennem historien.”
Det politiske artikuleres anderledes i dag, end det gjorde engang. Det sker blandt andet i protest-intermezzoer som dem Fontaines D.C. eller MØ udførte på Roskilde Festival. Men i al musik er et iboende politisk potentiale, al musik tager del i populærkulturelle udviklinger og bevægelser igennem historien. Der eksisterer således betingelser for al musik, der kan tilskrives specifikke, kriseforbundne politiske og økonomiske situationer. Musik skabes ikke i sociale vakuum og er heller ikke blot passivt kontekstualiseret af en tid: Musik er social handling.
Derfor får jeg spat af, at debatten om Gaza-protester på musikfestivaler stagnerer ved, om musikarbejdere er eller må være politiske inden for en bestemt form. At Tønder Festival responderer ved at erklære sig “apolitisk” er i sig selv en politisk-økonomisk handling. De underliggende bevæggrunde er efter alt at dømme ikke “kunstnerisk frihed”, men må tilskrives en form for “politisk sindelagskontrol”, festivalen ellers udtalt forsøger at modsætte sig.
“Hvis al musik er politisk, skal vi ikke acceptere hvilken type protest, der er tilladt, og hvilken der ikke er.”
Bevares, både Tønder og Roskilde Festival er non-profit, men det betyder ikke, at de er socialt bæredygtige. De har begge installeret sig i positioner, der ikke fremmedgør deres publikummer. De skal sælge billetter. Men efter sommerens opblussen lader det nu til at være en kontroversiel mærkesag, om en festival eller et spillested tillader eller afviser protest. Det er ingen hemmelighed, at musikarbejdere allerede accepterer prekære arbejdsforhold. Hvis al musik er politisk, skal vi ikke acceptere hvilken type protest, der er tilladt, og hvilken der ikke er. Spar mig for den her branchekamp på skuldrene af musikarbejdere, spar mig for værdikampe om anti-politik og ytringsfrihed som genklange til folkedrab. Al musik er politisk.
Centraliseringen af politisk ordentlighed
Min kritik ligger således hos de ideologiske og økonomiske overvejelser, der gennemsyrer den danske musikindustris handlinger og prioriteter. For musikindustri, politikere og public service handler debatten ikke om, hvorvidt musikarbejdere må være politiske. Det må vi godt. Men der er en særlig orden, vi bliver bedt om at følge. Den orden er potentielt lige så ødelæggende som bogstaveligt at blive nægtet mulighed for tydelig politisk protest. Det er en orden, der søger at skygge for al musiks underliggende politiske potentiale. Det midtersøgende og anstændige er i fokus; den charmerende protestsanger, den ansvarlige anti-kapitalist, den respektable socialist; Bob Dylan hos Obama, Brian Eno hos Apple Music, Niels Hausgaard til Dansk Folkepartis årsmøde.
Som musikarbejdere skal vi i fællesskab modstå magtudøvelser fra mange fronter. Det er en klassekamp, der ikke er forbeholdt en sommers protest: den er en absolut præmis for kunstnerisk agens i en endeløs krisetid. Al musik er politisk. Det er ikke nydeligt og relaterbart. Det er skurrende, modsigende, forvirrende, fremmedgørende, uanstændigt, støjende, og farligt. Musikarbejdere og deres musik skal modstå centraliseringen af politisk ordentlighed og omfavne sin position og sit potentiale i protest. Vi er mange.
BIO: Anders Bach Pedersen er musiker og ph.d.-studerende ved Københavns Universitet. Igennem de sidste 15+ år har Anders markeret sig i bands og projekter som GNOM, H E X, Sleep Party People og Wetwear. I øjeblikket arbejder han som komponist på computerspillet Esoteric Ebb, og som trommeslager og producer hos Peter Sommer. Anders’ ph.d.-projekt handler om musikgenrer på TikTok, specifikt udviklingen fra “internetmusik” til “platformsmusik” som resultat af platformens politiske økonomi og æstetiske magt. Han takker Johan Lau Munkholm, Adda Elling og Alexander Julin Mortensen for sparring på denne artikel.
INFO: Chefredaktør ved Passive/Aggressive, Alexander Julin Mortensen, interviewede tidligere i år også Anders Bach Pedersen som del af arrangementet “Tech Back Control” på RMC – et samarbejde med SOUND. Genhør samtalen som podcast her.
