Passive/Aggressive

Ánde Somby feat. Chris Watson – Modersmålet er hjertesproget

Blog January 29 2016 ande1

Af Jonas Siig

I begyndelsen af 1700-tallet vendte den norske præst Thomas von Westen hjem til sin fødeby Trondheim. Han havde gennemført studier i orientalske sprog i København og var efterfølgende tilbudt ansættelse ved universitetet i Moskva. Desværre for von Westen var han så forgældet, at han slet og ret blev forment udrejse af landet. I stedet ville skæbnen, at den unge, pietistiske præst fik stillet til opgave af den danske konge, Frederik 4., at påbegynde intensiv kristning af samerne.

Samerne, der reelt blev betragtet som uforstandige undermennesker, levede fjernt fra de civiliserede dele af det dansk-norske rige, og trods interesser i kulturel og religiøs konsolidering havde Guds ord endnu ikke for alvor fundet vej til dem.

Von Westen tog med fuld overbevisning opgaven på sig, og fra 1706 ledede han betydelige missionærarbejder langt op på den skandinaviske tundra. Han lærte sig samernes sprog, giftede sig med en væsentligt ældre enkefrue og byggede kirker og præsteskoler undervejs. Von Westen mente grundlæggende ikke, at samerne var så forskellige fra nordmændene i øvrigt, og derfor skulle de selvfølgelig også have mulighed for at opnå frelse. Desværre måtte samerne vænnes bort fra afgudsdyrkelsen med både forkyndelse og stok: shamanernes trommer blev indsamlet og brændt, ligesom den traditionelle samiske sangform joiken blev forbudt.

Og det var kun begyndelsen på samernes strabadser. I 1800- og 1900-tallet vandt fornorskingen efterhånden frem som herskende ideologi, og total assimilation af samerne blev officiel politik. I forlængelse af Thomas von Westens succes som missionær blev samerne langsomt forsøgt fravristet store dele af deres kulturelle identitet.

Nu, tre hundrede år senere, står den samiske forfatter, musiker og jurist Ánde Somby et sted på fjeldet og joiker med en så overbevisende selvfølgelighed, at den samiske kulturs rigdom og stolthed synes indprentet i hvert eneste krog af hans nye plade, “Yoiking with the Winged Ones”.

Som en særlig oral tradition adskiller joiken sig fra de fleste af vores kendte sangformer, idet den ikke har til hensigt at besynge eksempelvis bjergtoppe eller fabeldyr. Den beretter ikke om noget, forestiller heller ikke noget, men er snarere symbolsk transformativ. Ánde Somby joiker selve bjerget, som flydende og smidigt omsættes til lyd i en kosmologisk, symbolsk udveksling. Sombys joik er sit genstandsfelt i symbolsk form, hverken mere eller mindre.

På pladen har Somby allieret sig med reallydoptagelsens mester, den engelske lydkunstner Chris Watson, som varetager produktionen. Alt synes optaget i felten, og Somby lader dygtigt, respektfuldt og smukt stedets egne lyde udfylde pladens naturlige pauser i stedet for at overdøve rummet og underlægge sig det som lydtapet.

Chris Watson, hvis perfektionistiske, nærmest neurotiske geni har resulteret i verdens velsagtens smukkeste og mest mangefacetterede konstruerede soundscapes, har en for ham uvant rolle. På “Yoiking with the Winged Ones” er han nemlig i vid udstrækning henvist til at være lydtekniker på et pladeprojekt, der har en helt anden grad af liveness, end vi er vant til fra Watsons hånd.

Visse steder kan vi akkurat høre blæsten fange mikrofonen og får den til at overstyre en anelse – noget, der ville være fuldstændig utænkeligt på flere af Watsons tidligere udgivelser. Hvor han almindeligvis er kendt for at arbejde med dybde og detalje, arbejder Watson her i langt højere grad i bredden, og den mere aktive brug af rummet bidrager til en dynamisk stil, som faktisk klæder udgivelsen enormt godt. Mikrofonen har eksempelvis forskellige placeringer i forhold til Sombys stemme på pladens to første numre, og det gør en lille, men meget mærkbar forskel for klangen. Ekkoet i dalen resonerer under den samiske joik, mens gøgefugle og krager fylder lydbilledet med liv og bevægelse rundt om den.

Det fjerde nummer, joiken Wolf, er imidlertid pladens bedste. Nummeret, som er udgivelsens mest vokalfokuserede, henleder tankerne på joiker fra den udpræget musiketnologiske Smithsonian Folkways-udgivelse “Lappish Joik Songs from Northern Norway” fra 1956, omend Sombys joik akkurat fremstår så primal og idiosynkratisk, at man faktisk mister fornemmelsen af at lytte til en menneskestemme.

Sammen har Ánde Somby og Chris Watson lavet et af de seneste års mest elskværdige og umiddelbart tilgængelige lydværker, for “Yoiking with the Winged Ones” er en plade, der i enestående grad emmer af ånd. Ikke den slags ånd vi kan finde i bøger eller i lydstudiet, men ånden som lever i det landskab, hvor Sombys forfædre i hundredvis af år har jaget og samlet under åben himmel og over umådelige afstande drevet deres hjorde.

Eksternt link: Numre fra udgivelsen er pt. ikke tilgængelig til streaming, men et relativt vildt joik-nummer kan lyttes i dette radioprogram – spring til 53:50.

Info: Ande Somby “Yoiking with the Winged Ones (feat. Chris Watson)” udkommer 29. januar 2016 på (Ash Internation/Touch). Optagelserne er lavet Chris Watson i Kvalnes, Lofoten i juni 2014.