Angel, when will you listen? – om musikforestillingen Osmosis
I et vrangvendt, mystisk og goldt rum inviterede Scenatet publikum ind i en abstrakt tid under festivalen Copenhagen Stage, som lige har forløbet. En tid opløst i lyde, lys, tåge, skygger og infiltrerende koreografier i en performance, som anvendte osmosen som metafor og metode. Bag værket stod komponist Niels Rønsholt, scenograf Anna Berit Asp Christensen og koreograf Tim Matiakis i et synergetisk samarbejde. Her viste de os, hvad netop kunsten kan, når den får lov at være sit eget erkendende rum.
Osmose og membranen som metafor
Lidt forenklet er det biologiske fænomen osmose en delvis gennemtrængelig membrans evne til at transportere vand, så celle- og væskebalancen opretholdes i levende organismer. Med udgangspunkt i dette biologiske fænomen flyder publikum ind i en stramt stiliseret, men stærkt symbolistisk scenografi, hvor hvidmalede træer hænger fra loftet og skærer rummets ene diagonale akse. Membranen er til stede på alle mulige måder gennem den 60 minutter lange forestilling; som barriere og som portal, som porøse membraner mellem virkelighed og fiktion, scene og sal, publikum og performere, musikere og dansere.
Scenatet har siden 2008 været nogle af de mest nysgerrige og genrebrydende ensembler inden for konceptuel og lydbåren scenekunst i Europa. Senest har de gjort sig opmærksomme med den futuristisk inspirerede forestilling, Memorian, som undersøgte mindets væsen i en hybrid mellem klassisk musik og mere moderne house. I Osmosis gestalter musik, dans og scenografi i sammensmeltning og udveksling en slags sanselig passage for den eksistentielle udsathed, mennesket er bragt i under klimakrisens tidsalder.
(…) dramatisk på samme måde som en arkaisk tragedie, dyster som et sagn fra gammel folketro og følelsesfuldt som kun klangene i en salme eller et indie rockpop-nummer fra start 10’erne kan hige efter katedraler.
En gennemtrængelig virkelighed
Der findes i den rå beton-garage en fraværende engel, erfarer vi. “Angel, stay on our side / Angel, when will you listen?” lyder det fortvivlet. Men englen forbliver en forestilling og svarer aldrig tilbage. Til gengæld findes i himmelrummet en lysende sort sol, som skinner mørket og forstyrrer den genkendelige orden. Det er en underlig(!) virkelighed, og når projektørerne spiller deres lysspil, kan man blive i tvivl om, hvem der egentlig vender på hovedet – os eller naturen? Et splintret ensemble bestående af sopran, tenor, to dansere, bassist/sanger og guitarist finder hinanden i gentagne møder i en kamp mellem afmagt og forsoning, ensomhed og fællesskab, iklædt uniforme, grå toner.
Vi er i et møde mellem Hunger Games og Choir of Young Believers. Et sted hvor de planetære grænser for længst er overskredet og har bragt os ind i et ukendt stadie. Hvor nye ritualer og andre former for relationer må formuleres. I denne fiktion begynder ellers adskilte elementer og entiteter at diffundere ind i hinanden i et kammerspil, der er dramatisk på samme måde som en arkaisk tragedie, dyster som et sagn fra gammel folketro og følelsesfuldt, som kun klangene i en salme eller et indie rockpop-nummer fra start 10’erne kan hige efter katedraler.
Miljøet i konstant forvandling
Hele seancen kaldes frem af bassisten Ida Urd Damm Brammings dunkle slag, når hun bevæger sig gennem rummet og etablerer rummets anden akse, alt imens publikum flytter sig i forhold til hende. Således er scene og fortælling hele tiden under opbygning og dekonstruktion i infiltrerende bevægelser. Fornemmelsen af vægge og centrum er plastisk, i skred. Miljøet er hele tiden i forvandling, og tiden synes smuldrende, øjeblikkelig. Alt imens guitarens lyse, næsten poppede melankoli med små variationer i overgangene mellem loops skaber en lydflade, der strækker tiden ud, helt som stemmernes elegiske, besættende messen. Nanna Bugge Rasmussen og Morten Grove Frandsen synger på klos hold lange, skælvende fraseringer, som kan indeholde både tvivl, sortsyn og visioner.
“Vi er i et møde mellem Hunger Games og Choir of Young Believers. Et sted hvor de planetære grænser for længst er overskredet og har bragt os ind i et ukendt stadie. Hvor nye ritualer og andre former for relationer må formuleres“
Det er smukkest i udsatheden
Når scenen er besøgt af alle, og fiktionen er noget vi bevæger os rundt i sammen, bliver barrieren mellem performer og tilskuer fokuseret på en måde, så skellene enten nedbrydes eller forstærkes. Man bliver opmærksom på den anden, og publikum er ikke længere en anonym masse – men i en relation til hinanden gennem fiktionen. Langsomt begynder man at få øje på alle de små bevægelser, der er til stede i rummet, de gradvise forandringer.
Vi er gennemtrængelige på godt og ondt, fortæller osmosen os her i al sin ambivalens, på samme måde som vores hierarkier og indretninger af verden er. Heldigvis formår Scenatet at arbejde med naturvidenskab på en måde, hvor det ikke bliver tænkt eller forklarende, men skaber mening på et både poetisk og operativt plan i alle dele af forestillingen. Selv holdt jeg allermest af, når ensemblet fik lov at opholde sig i tvivlen og overvældelsen, når de blev lidt for længe i den febrilske bønfaldelse, i udsatheden – der hvor det er uvist om osmosen skader dem eller heler dem, forener eller adskiller dem.
Scenatets musikforestilling Osmosis blev opført flere gange på AFUK Scene under CPH Stage 2026.
