Arts & Activism på Roskilde Festival – eftertanker om aktivisme som aktivitet
Essay og fotos af Asta Iris Rohde.
Dette er et gæsteindlæg skrevet af Passive/Aggressives udsendte aktivisme-rapporter på årets Roskilde Festival. Asta Iris Rohde arbejder som analytiker i Digitalt Ansvar og har som cand.mag. i retorik med speciale i aktivisme beskæftiget sig indgående med deltagelsesformer i den offentlige debat.
Roskilde Festival har i år, ligesom de sidste mange år, dedikeret et helt program til ’Arts & Activism’. Jeg var nysgerrig efter at forstå, hvordan Roskilde Festival selv forstår og formidler aktivisme. Kunst kan kurateres og programlægges, det kan musik også. Men gælder det samme for aktivismen? Kan den på samme måde sættes på programmet med et tidspunkt i festivalguiden uden samtidig at miste det, der gør den til aktivisme: dens funktion som forstyrrelse og udfordring af de rammer, der er til rådighed? Det forekommer mig umiddelbart uforeneligt, at der med et Arts & Activism-program tildeles rammer, indenfor hvilke aktivisme kan foregå.
Jeg tror, at noget af svaret ligger i, at Roskilde Festival historisk har forstået sig selv som noget mere end en musikfestival. Denne grundlæggende selvforståelse trækker givetvis tråde helt tilbage til festivalens begyndelse. Da jeg inden årets festival spørger min far om hans første år på Roskilde Festival, mindes han nostalgisk, hvordan festivalen dengang næsten i sig selv var en aktivistisk handling: I begyndelsen af 1970’erne var festivalen et opgør med mere autoritære samfundsidealer og traditionelle forestillinger om, hvordan unge skulle opføre sig. Bare det at høre rockmusik var i sig selv en form for aktivisme.
Festivalen begyndte altså som et oprør. Men måske kan man i dag snarere sammenligne Roskilde Festival med et parcelhuskvarter. Et lidt spraglet parcelhuskvarter med plads til moderat forskellighed og nye initiativer – måske en af den nye slags ejerboligfællesskaber tæt på naturen med fællesspisning en gang om ugen og fælles affaldssortering – men stadig. Roskilde Festival er for længst blevet en institution og udtryk for en normalitet. Så hvilken rolle spiller aktivismen på Roskilde Festival nu, over 50 år siden de første festivalgængere i en form for protest satte deres pløkker på dyrskuepladsen?
Kan aktivismen kurateres?
Inden pladsens officielle åbning blev jeg ført rundt på Roskilde Festivals egen pressetur på hele området, hvor dele af dette program præsenteredes for mig og andre akkrediterede.
Festivalen beskriver selv programmet som et forsøg på “at skabe håb, handlekraft og nye perspektiver gennem kunst, der beskæftiger sig med klima, fred og fællesskab som former for aktivisme”. Det lyder både sympatisk, ambitiøst og ret abstrakt, og jeg må erkende, at jeg har svært ved at forstå, hvad aktivisme betyder i netop den sammenhæng.
Presseturen blev indledt med en oplæst tale, der flittigt (!) gjorde brug af fraser som “hope for the future, care for the community, peace as a movement og sustainable change“. Så var tonen sat, og ordene er svære at være imod. Samtidig har jeg festivalens repræsentanter mistænkt for somme tider lidt at glemme, hvad de betyder, når de bliver læst op i farten. Og måske netop derfor er ordene også svære at blive klogere af, for jeg har endnu ikke forstået, hvad festivalen egentlig håber og forventer, at jeg tager med mig fra årets Arts and Activism-program. Udover håb og fred, sådan generelt.
Duften af får
Inden presseturen deltog jeg i en workshop med uld og folkedans, som var en del af Roskilde Festivals Arts & Activism-program. Solen bragede ned fra en skyfri himmel. Det var søndag i First Days, og vejr-appen fortalte mig, at temperaturen på campingområdet på Roskilde Festival havde rundet 30 grader. Den sødlige duft af solcreme blandede sig med lugten af varm polyester, urinstøv og sved. Og så, midt i den sødlige lugt, ramte en helt anden duft mig som en mur i eftermiddagsvarmen, en duft, jeg aldrig før har mødt på en festival. Den fede, krydrede duft af får. Duften fortalte mig, at jeg var på rette vej til Dancefloor, til en workshop med Hedestrik og Nordisk Dans.
“Det er en lidt banal indsigt at finde ud af, at det føles enormt meningsfuldt at være sammen om at skabe noget.”
100 kilo fedtet, grålig råuld ligger spredt ud på Dancefloors lilla planker, og rundt om ulden sidder festivaldeltagere i rundkreds og karter ulden med hænderne. Workshoppen, der tager deltagerne igennem lidt af uldens historie, gamle filteteknikker og traditionel folkedans, ender med at efterlade både mig og de andre festivalgængere grinende, forpustede og lidt rørte over, hvad folkedans og filt kan gøre ved fællesskabsfølelsen. For jeg får virkelig følelsen af at være en del af noget lidt større, sådan som vi står der under solen, svedende og smilende, omringet af hinanden, selvom det er en lidt banal indsigt at finde ud af, at det føles enormt meningsfuldt at være sammen om at skabe noget.
Senere igen, på presseturen gennem festivalpladsen og ud på campingområdet med udvalgte nedslag i årets program, kom vi forbi de store filttæpper, som jeg få dage tidligere oplevede blive skabt af svedende, smilende og dansende festivalgængere. Det var både sjovt og lidt særligt at se resultatet af noget, man selv havde været med til at skabe. Filttæpperne stod i flot kontrast til de omkringliggende graffitiværker, der er blevet fast inventar på festivalpladsen. Alligevel kunne oplevelsen af at se de færdige tæpper ikke måle sig med oplevelsen af at skabe dem. For noget af det, der giver værkerne værdi, er oplevelsen af, at de store filttæpper kun kunne laves i fællesskab. Og den erfaring hænger ikke i tæpperne. Den findes kun hos (og mellem) dem, der tog del i at skabe dem.
“Først og fremmest er værket en lille underholdende oase af en legeplads midt på festivalpladsen, der giver mig lyst til at hoppe i mudder og klatre om kap.”
Vi kom også forbi Anna Walthers installation Who’s gonna do the dirty jobs, when everyone is equal? Et værk, der fra en anden vinkel beskæftiger sig med arbejde: Installationen består af et klatrestativ, som kun kan nås ved at gå gennem mudder. Værket spørger, hvem der udfører det hårde og beskidte arbejde, hvis alle mennesker i princippet er lige, hvilket jeg dog først forstod, da jeg efterfølgende vendte tilbage og læste beskrivelsen. Først og fremmest er værket en lille underholdende oase af en legeplads midt på festivalpladsen, der gav mig lyst til at hoppe i mudder og klatre om kap.
I løbet af turen kom vi forbi flere værker, der er både interessante og politiske. Men de fik mig samtidig til at tvivle endnu mere på, hvorfor programmet kaldes Arts & Activism. For indtil videre havde jeg set noget flot, underholdende kunst og deltaget i en spændende workshop, men ikke mødt aktivismen, i hvert fald som jeg forstår den.
Aktivismen lever – i deltagerne på Roskilde Festival
Der findes dog aktivisme på Roskilde Festival. Det fik jeg syn for, da jeg på et tidspunkt under presseturen så en gruppe festivaldeltagere, som jeg hurtigt fandt ud af, var fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, lave et banner-drop fra den store installation The Long Way Around. Et neongrønt banner blev foldet ud over gelænderet med ordene: Deadly Euro Summer ’26 – Sponsored by the 1%. Break the chain 7. -21. August. Sætningen refererer til den dødelige europæiske sommerhedebølge, som er “sponsoreret” af verdens rigeste. Denne analyse blev på ildevarslende vis understreget af den stegende højsommersol.
Under aktionen blev der delt flyers ud, som opfordrer festivaldeltagerne til selv at handle. Her inviteres de til bevægelsens Action Camps i august, hvor de kan få oplæring, dele erfaringer og forberede fire konkrete aktioner rettet mod store danske virksomheder, der indgår i destruktive forsyningskæder.
Handlingen var en form for forstyrrelse, som ikke var planlagt af festivalen og ikke kurateret. Den opstod ved siden af programmet, uafhængigt, og man fornemmede en let dirrende nerve i den hånd, der delte flyeren ud til os. “Hvor længe får vi lov til det, inden vi bliver stoppet, inden modstanden og friktionen opstår?”, syntes den at sige. Selvfølgelig stoppede ingen fra festivalen aktionen, men rammerne blev udfordret, og nogen brugte festivalen som platform for aktivisme, der rækker længere frem end et afsat tidsrum.
Måske er det netop forskellen. For er en guidet pressetur i et Arts & Activism-program i virkeligheden ikke en selvmodsigelse?
Måske er det medborgerskab
Måske bør man i højere grad se de kuraterede aktivisme-aktiviteter i programmet som alment dannende, end forstyrrelse af orden. Det betyder ikke, at festivalens initiativer er mindre betydningsfulde. Tværtimod oplevede jeg flere arrangementer, der var både smukke, rørende og meningsfulde.
Som et eksempel kan nævnes ‘Fællessang for fred’ arrangeret af Mellemfolkelige Samvirke. Jeg deltog i arrangementet torsdag formiddag under Fauna-scenens overdække. Her blev traditionelle fredssange ledt af kunstnere med erfaringer fra krig og undertrykkelse, blandt andet medlemmer af Palestinian/Jewish Alliance.
Under en grå himmel, i ly for den stille sommerregn og, for de flestes vedkommende, nok med en vis tømmermændssprødhed, blandede fællessangen sig med lavmælt hulken, smil og trøstende hænder på skuldre. Arrangementet var både rørende og smukt.
Jeg spurgte efterfølgende en af medarrangørerne af Fællessang for Fred, hvordan han ville beskrive arrangementet som en del af Roskildes Arts & Activism-program. Han svarede uden betænkningstid: “Jeg tror bare, vi vil kalde det, hvad det er: fællessang for fred.”
Jeg tog svaret med mig videre i min undersøgelse af programmet. For selvfølgelig er det ikke særligt interessant at afgøre, om de enkelte arrangementer er eller ikke er aktivisme. Mere interessant er det at spørge, hvad de gør ved dem, der deltager. Og her tror jeg først og fremmest, at festivalens kunst- og aktivismeprogram formår at styrke fællesskabsfølelsen, skabe plads til refleksion og sætte festivalens deltagere i godt humør.
“Holder man det op imod, hvordan aktivismen gennem konfrontationen (…) skal kunne flytte status quo og tvinge folk til diskussion, så virker festivalens iscenesættelse af aktiviteter som aktivisme som en forkert målestok.”
Set i det lys bliver flere af årets arrangementer mindre til aktivisme og mere til øvelser i medborgerskab. Det ligger godt i tråd med festivalens egen vision om at være en forlængelse og fortsættelse af foreningslivet, hvilket også ses ved, at festivalen har etableret en højskole.
Ønsket om at fremhæve eller iscenesætte aktiviteterne som aktivisme i programmet kommer måske først og fremmest fra Roskilde Festival selv, måske i ønsket om at bevare sin historiske identitet. Men holder man det op imod, hvordan aktivismen gennem konfrontationen, risikovilligheden og forsøget på at forstyrre magtens normale gang skal kunne flytte status quo og tvinge folk til diskussion, så virker festivalens iscenesættelse af aktiviteter som aktivisme som en forkert målestok.
Hvis vi anerkender, at indslagene som øvelser i medborgerskab og som former for underholdning på forskellig vis formår at skabe nysgerrighed, fællesskab, refleksion og måske endda giver nogle mennesker mod på at handle uden for festivalpladsen, gør det ikke ambitionerne mindre vigtige, det gør dem blot anderledes.
Roskilde Festival skaber et program, der giver os festivaldeltagere mulighed for at øve os i noget, der måske går forud for aktivismen: medborgerskab. Flere gange i løbet af ugen oplevede jeg at blive rørt, inspireret, overrasket og føle mig som en del af et større, meget meningsfuldt fællesskab. Måske er det i virkeligheden en ambition, der er stor nok i sig selv.
Men dernæst må vi spørge, hvad det gør ved den almene forståelse og accept af aktivisme som noget uregerligt, forstyrrende, skørt og risikovilligt, når det ikke er programsat. Lærer festivalens aktivismeprogram os, at den slags helst skal foregå under planlagte rammer? Hvis det har denne effekt, risikerer programmet at modvirke det, det ellers så gerne vil stå for.
Roskilde Festivals Art & Activism-program 2026 fandt sted 27. juni – 5. juli.
