Assembler – Et menneske-hack af det metriske regime (interview)
Interview af Simon Christensen – foto: Infinite Waves
I sommer udkom den første LP med den særdeles produktive kunstner/musiker/komponist/forfatter Claus Haxholm, hvis musik jeg egentlig primært har lært at holde af i hans rolle som fri-form-guitarist (Spost, Seks Elektriske Guitarer, F.E. Denning Descension Orchestra) og diverse lyd-performances (“Fori Imperiali”, “Komposition for Mange-horn”, “The Hammer Without a Master” mv.), men hvis radikale – tør man sige fluxus – tilgang præger hele hans output.
Nogle gange maler hans metode godt og grundigt ind over stregerne af det kunstneriske produkt. Det klæder både hans musik og det etablerede kunstmiljø (som jeg ikke kender særligt indgående), at Haxholm som udgangspunkt starter med et hack.
I Assembler har han fundet et format, der tager udgangspunkt i techno og relaterede, mere melodiske genrer, og hvor soloformatet også passer Haxholms høje arbejdstempo. LP’en “Quantum Paths of Desire” slutter sig til i hvert fald fire kassettebånd i løbet af det seneste halvandet år: “Hacking the Reproduction” og “Ana & Gyakusuo” på Infinite Waves samt “Mindhacker’s Paradise” og “iqra/aiwa” på Brystet plus et par selvudgivne bånd. Det musikalske ophav på “Quantum Paths of Desire” er bl.a. koreansk og japansk folkemusik, synthesizere og trommemaskiner fra tidlig techno, men hos Assembler blandes det med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine, som også fremhæves i pladebeskrivelsen. Uden at vide det nærmer Haxholm sig på den måde det radikale fremtidssyn og den processuelle stil, som kendetegner fx. Oneohtrix Point Nevers sammensatte hyper-realitet. Derfor er albummet også en meget åben lytteopdagelse.
Info: “Quantum Paths of Desire” udkom i juli på LP. Interview følger herunder.
P/A: Kan du uddybe det møde, der opstår mellem menneske og maskine i Assembler?
Claus Haxholm: “Mødet mellem kød og silikone er jo en fin suppedans med mange tråde efterhånden. For mig var der en vis cybernetisk forlængelse af min mentale/musikalske krop, og dels opdagelsen af noget, der på sin vis var nyt for mig (tak, Angry Ayrans!), nemlig at give sig i kast med sine improvisatoriske metodikker i et felt, hvor man både var hjemmevant (selve elektronikken) og alligevel fremmedgjort (technoen). At møde andre idiomer og en helt, helt anden attitude, både kropsligt (dans) og mentalt (ingen eller lidt distance).
Så maskinen (computeren primært) er meget i forlængelse af min krop. Selvom der er et vist symbiotisk spil at køre, når det går rigtig godt, er det også mine musklers vilje, der viser vejen. Der er forholdsvis ofte et tydeligt hierarki.”
P/A: Soloformaterne Assembler/chx/Claus Haxholm virker ekstremt produktive. Hvordan fastholder man interessen om f.eks. en enkelt af udgivelserne, og hvordan vægter du denne LP i forhold til de andre børn/plader?
CHX: “Hmm, en lille noise-æstetik/-mentalitet, tror jeg: Der bliver lavet det, der skal laves, og jeg kan ikke tage mig af, om noget er bedre end noget andet. Alt hvad jeg laver, er det bedste i øjeblikket, så der er da i høj en processuel indstilling der. Når det så er sagt, er begge de første Assembler-udgivelser præget af en alternativ Assembler-vinkel. Det betyder, at de blev bearbejdet meget som kompositioner og mixet meget, hvilket i hvert fald på “Hacking the reproduction” gjorde, at det blev en lille smule mindre håndspillet, selv om det dog stadig var ret tydeligt stadig håndspillet. Det er en af de store Assembler-agendaer: at ryste lidt til the metric regime.
Det lykkedes mig at blande det bedre på “Quantum Paths of Desire”, så det håndspillede/improvisatoriske fremstod tydeligt, men i en nogenlunde HD-rendering (måske ikke helt 1080). Så de variationer i produktionen er måske noget af det, der gør, at der kommer en vis dynamik i lytteoplevelsen. Det håber jeg. Og så giver det en vis frihed at kunne tillade sig at lave den på den måde og ikke helt lo-fi, som det tilhørende bånd til gengæld er.
I forhold til mine andre børn er jeg nok for meget nede i materien til at kunne give et sobert svar. Jeg er jo produktiv. Det er jeg bare. Det er mit lod. Når man laver meget, hører folk ikke det hele. Jeg håber, det, de hører, er noget, der resonerer med dem.
LP’en er da vigtig, og det er fantastisk stykke arbejde, Infinite Waves har gjort. Jeg er stolt over at kunne lave noget som den her. Men jeg ønsker ikke, at den bliver den definitive Assembler-lyd. Jeg kan ikke spille de her tracks live, så når det kommer, må jeg lege DJ og bare afspille dem. Så det er da ikke uden sine problematikker. Men som elektronisk simulacrum af repræsentationslyd gør den det nu godt!”
P/A: Din plade virker meget eklektisk og frisat fra konventioner (minder mig fx. lidt om Oneohtrix Point Nevers indstilling). Hvad er dine tanker om konventioner i Assembler?
CHX: “Hehe, konventioner. Tjo, jeg er da fri på en vis, men på en anden vis har jeg det der japaner-træk med at boxificere alting: Altså, nu er det Assembler, nu er det chx osv. osv. De der projektnavne er ikke så frie, men omvendt synes jeg, de er meget gode for mig selv (hvad er hvad, ikke så meget hvorfor). Selve mit spil er meget frit. Nå, men konventioner i Assembler. Tjo, der er nogle parametre, som min krop (-sfejl? Ukvantiserede) og et digitalt interface i en, øøh, situation – f.eks. i et ikke helt tight 4/4-kick eller lignende. Metric-regimet igen, ikke? Et andet parameter er et nogenlunde technoidt formsprog. Det gælder dog ikke så meget “Quantum Paths of Desire”, men f.eks. “Ana & Gyakusuo”.
Så er der nogle vekslende undertemaer. Hacking var oppe og vende, og der har været lidt transhumanistiske overvejelser. Der er da en teknologisk diskussion med … mig selv, haha. En kortlægning af en avatarisk topologi. Hvad stiller man op, når alle bare synes, at 120 bpm 4/4 bare er lækkert? Kan man infiltrere det og lige så stille danne bakterier i mellemrummene?”
