Astrid Engberg – Tyngden i det luftige og åbne
Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Bobby Mandrup.
De sitrende arrangementer, den underspillede sangskrivning og modspillet til det forventede gør Cracks til et uhørt spændende album inden for nu jazz og bossa nova. Den København-baserede komponist Astrid Engbergs musik er på hendes tredje LP subtil og åben og maner til ro og fordybelse – men teksterne bliver til gengæld overtydelige og programmatiske i deres iver for at fremmane netop roen og genfortryllelsen af øjeblikket.
Der er en tyngde i det æteriske på Cracks, lidt som når en lærer tvinger klassen til at være stille ved at give instrukser med hviskestemme. Det er en formaning om at stoppe op, ikke blindt acceptere accelerationssamfundet som en naturlov, men mærke, hvordan verden faktisk føles. Dele et granatæble med sin familie, blæse sæbebobler foran børnehaven, sjippe selvforglemmende på legepladsen er bare nogle af de eksempler på afbræk og fordybelse, Astrid Engberg selv bruger på Cracks. Sprækker i hverdagslivet, kunne man med titlen in mente også kalde det, en magi erkendt i det trivielle.
And the beat goes off: Det tydeligste greb, Engberg benytter på Cracks til at bringe lytteren til standsning, er musikkens stillestående form. Trommerne er væk, beatet erstattet af åndedræt og hjerteslag. Der er en lyd som af en marimba hér, en håndflade på den akustiske guitars strenge, en djembe måske et sted, en tungetromme, ellers anslår mellotronen rytmen sammen med Ida Duelunds, Ida Urds og Lil Lacys basakkompagnement, men lader lige så ofte arrangementerne bæve i frit svæv. Det greb understreger elegant den antimaterialistiske og antikapitalistiske programerklæring, Astrid Engberg kommer med i pladens anden sang: “I don’t want things, I want time and space.” Her er ikke brug for mere, men for mindre. Her er ingen brug for konstant fremdrift, her åbner sig et rum for fordybelse.
Der er rigeligt at fordybe sig i på Cracks: Sangene i sig selv er enkle, nærmest antydninger, men i de luftige arrangementer dukker der konstant detaljer og harmonier op, der løfter musikken over det trivielle. Sådanne øjeblikke er der i “Sharing a Pomegranate”, hvor stødvise korvignetter punkterer det næsten for sarte og intime rum, sangen tegner, og demonstrerer, hvordan omverdenen konstant trænger sig på gennem de åbne vinduer. Det sker igen, da Miles Spilsburys egentlig enormt og ordinære og noget følte saxofonsolo får modspil af en kraftigere sang og derefter nummeret ud selv spiller op mod vokalen og korvignetterne.
Der er også det øjeblik i den igen enormt overtydelige “Sparkle in Your Earring”, hvor den ublufærdigt intime stund i sengen opløses af Miguel Atwood- Fergusons dirrende viola som et ekko af Bettina Marie Ezakis violin i åbningsnummeret “Bubbles”.
“Her er ikke brug for mere, men for mindre. Her er ingen brug for konstant fremdrift, her åbner sig et rum for fordybelse.”
En bydende ro
For mig er det dét, Astrid Engberg lykkes med igen og igen på Cracks: At tage det velkendte, at bruge genkendelige situationer og lige akkurat forudsigelige melodier og sætte dem i et nyt lys, se dem gennem en prisme, hvor de kan tage sig helt anderledes ud uden at forvanskes. Det gælder for så vidt også for de genrer, pladen lige nøjagtig skriver sig ud af: Som Vinnie Who gjorde det for et par år siden, nærmer også Astrid Engberg sig på denne plade en skandinaviseret bossa nova – allertydeligst på duetten “O Céu” med den brasilianske sanger Nina Maia – men slipper fri af dens associationer til cafémusik eller svensk visejazz. Vi er tættere på den brasilianske veteran Joyces enkle, akustiske bossa nova, der netop også i sin tid var en stille protest mod regimet.
Det gælder også Astrid Engbergs afsæt i nu jazz: Det halvglemte årtusindskiftelevn, der tog trip hoppens fusion af rap, cool jazz, agentfilmsoundtracks og pop og skrællede idérigheden fra, så det, der blev tilbage, var en jazzificeret pop med clubvenlige rytmer. Cracks er tættere på den avantgardistiske tilgang til popmusik og jazz som noget, der ligger i en frasering og en eksplodering af arrangementer, som man også finder hos Ida Duelund. Det er stadig et crossover mellem jazz og pop, men perspektivet er forskudt, så det er poppens virkemidler, der indoptages i jazzen, fremfor en pop, der jazzificeres for at få den til at tage sig mere kulturelt moden ud.
Til gengæld kan jeg ikke undgå at blive lidt irriteret af overtydeligheden i samspillet mellem tekster og musik: Når musikken i sig selv maner til stille fordybelse og genfortryllelse af hverdagen, behøver teksterne ikke også at gøre det. Jeg savner den opmærksomhed på at skabe modspil de musikalske elementer imellem, der er i arrangementerne; det blik, Astrid Engberg har for at tilføre en spillestil eller instrumentering, der tager sangene andre steder hen end de forventede. Hun er så teknisk skarp og simpelthen vellydende en sanger med så godt et øre for, hvordan hun nøje doserer sine vokale virkemidler, at det ærgrer mig, at hun ikke også har villet udfordre sig selv og sine lyttere på tekstsiden. Det giver Cracks et skær af det programmatiske, og det er så meget desto beklageligere, som den gennemgående pointe netop synes at være at frigøre sig fra det forventede. På den måde lukkes nogle af de sprækker, som arrangementerne ellers åbner.
Astrid Engbergs album Cracks udkom d. 18. september på Triple E.
