Bøje / Friis Nielsen / Rønn – Den disharmoniske forudsætning
Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Nische Records.
Desto kropumuligere ansatsen, desto større forløsning, når alt samler sig. Peter Friis-Nielsen, Claus Bøje og Christian Rønn har hver især aftjent alt for mange årtier ved freejazz-fronten til at kere sig om musikalsk diplomati. Der følger ingen gloseliste med CD’en a language, og der er ingen søkort over minefelterne at orientere sig i musikken efter. Det får det til at føles som en bedrift, når man som lytter fanger, hvor trioen vil hen – men det gør også a language til noget af det mest uforsonlige danske freejazz, du kommer til at høre i år.
Hvis man bare kunne opsamle den energi, der er i rummet, når et freejazz-band sætter i gang og lige skal finde hinanden, mens de hver især udstikker retninger for den musik, de skal til at skabe sammen. Når de hægter sig på brudstykker og gør dem til deres egne, saboterer hinandens tiltag og begiver sig ud i frådende sololøb i en uskøn intern konkurrence, opstår der spændinger. Og det gør der også mellem dem og det publikum, der mere og mere anspændt venter på at fange, hvor bandet vil hen, eller overivrigt kaster sig selv ind i kakofonien og hægter sig på hvad som helst for ikke at blive efterladt på klapstolen. Kunne man opsamle den stadig mere spændte energi, der dirrer i luften i de første minutter, kunne man forsyne en parcelhusvej med strøm i to døgn eller destillere og presse den i tabletform som alternativ til Ritalin.
Der er en åbenhed i de minutter, hvor alle veje gennem koncerten endnu ligger vidtåbne, og det hele er på spil, fordi bandet kan nå at køre af sporet. Men der er også noget voldsomt frustrerende over at sidde der og høre på en samling musikere, der famler sig afsted mod hinanden og samtidig spæner i hver sin retning på deres eget egotrip.
Sådan åbner Bøje / Friis Nielsen / Rønn albummet a language med ‘Appear’. Seks minutters græsselighed, simpelthen, hvor trommeslageren Claus Bøje synes at være den eneste af de tre, der forsøger at spore sig ind på, hvor de andre bevæger sig hen. Bøje lægger sig op ad Christian Rønns flagrende atonale akkorder på det delvist præparerede flygel, mens Peter Friis-Nielsen spiller skalaer på hårdt opstrenget elbas uden at kere sig om, hvad resten laver. Det er virkelig ingen lise at lytte til. Der er ikke engang en detonation af lyd, man kan glæde sig over som noget, der løsner op i én selv, bare klimpren, dasken, skvulpen og sprutten. Det er let at forestille sig, hvordan publikum i Koncertkirken, hvor a language er optaget under en koncert sidste sommer, utålmodigt afventende har nikket og vippet med sandalfødderne, hektisk stirrende mod scenen i håb om, at noget rigtigt snart skete.
Forudsætningen for, at dette kan føles så harmonisk, er, at det står i kontrast til den indledende disharmoni: At uden dens kaos havde man ikke fundet orden i dette.
Orden ud af kaos
Det gør det allerede kort inde i andet nummer, ‘Breathing’. Her er det, som om Bøje og Rønn helt har fundet hinanden og sammen kan indhente Friis-Nielsen, der nu indtager rollen som en spejder for gruppen og bevæger sig i cirkler rundt om deres samspil, mens han rekognoscerer terrænet. På den efterfølgende, godt otte minutter lange, ‘Everchanging’ ender hele trioen ude i et sælsomt flydende forløb, der stemningsmæssigt leder tankerne hen på den australske avantgarde-jazz trio The Necks og deres på én gang fredfyldte og foruroligende gyser-scenarier.
Det er her, det går op for én, at forudsætningen for, at dette kan føles så harmonisk, er, at det står i kontrast til den indledende disharmoni: At uden dens kaos havde man ikke fundet orden i dette. Det får i hvert fald mig til at tænke på, hvordan punkrock kan føles, som om nogen, en fest, optøjer, kommer blæsende forbi én i fuld gang med sin sang allerede, og så er det ellers bare med at lade sig hvirvle med og lade deres begejstring og rasen forme ens egen: Spiller man improvisationsmusik, som Bøje / Friis Nielsen / Rønn gør det, kan det til gengæld opleves som en fælles rejse frem mod meningsdannelse band og publikum imellem.
Den oplevelse tydeliggøres i koncertsituationen, hvor man udover musikken har den fysiske tilstedeværelse af hinanden og kan aflæse blikke, bevægelser, ansigtsudtryk, ærgrelse, glæde. Det er sværere at nå den indsigt gennem ensom lytning til albummet i høretelefoner. Man har den fordel, at man efter endt lytning kan gå tilbage og lytte forfra til ‘Appear’ for at finde ud af, om det nummer giver bedre mening, når man ved, hvad det leder hen til. På pladens sidste numre, ‘Reflecting’ og ‘Prevail’ tænder Christian Rønn helt af på flyglet og slipper overtoner og mislyde løs mod veteranerne Claus Bøje og Peter Friis-Nielsen i sikker forvisning om, at de vil kunne tøjle dem og spille op mod dem. Har man den dynamik fortsat siddende i ørerne, hvordan oplever man så ‘Appear’? Peger den frem mod den forløsning?
Min lytteoplevelse er, at det bliver ved med at virke lige lemfældigt og kreperligt, uanset hvor mange gange jeg vender tilbage og starter forfra. Selvom jeg nu gør det med bevidstheden om, at det nok skal samle sig, vi skal nok finde vej igennem det. Og jeg tror nok, at det er præcis den følelse af usikkerhed, der sikrer, at plader som a language aldrig bare bliver endnu en dag på improvisationskontoret.
Bøje / Friis Nielsen / Rønn: a language udkommer 7. juli på CD på Nische Records. Den bliver samtidig tilgængelig på Bandcamp her.
