brawnze – elektroniske irringsprocesser
brawnze – “bronze” (Barkhausen Recordings, 2026) – anmeldelse af Nikola Nedeljkovic Gøttsche. Foto: Fei Nie.
Bronze er et metal, der allerede i sin kemiske sammensætning er en kompromisform, en legering, et resultat af sammenblanding. Ikke desto mindre har bronze historisk fungeret som civilisationens polerede spejl. Statuer og monumenter, mønter og våben. Og bronze er netop titlen på debut-EP’en fra duoen brawnze, bestående af Xavier Bonfill og Mikael Tobias, eksilkomponister – fra henholdsvis Catalonien og Canada – med base i København, hvis respektive praksisser har cirkuleret i de elektroniske musikmiljøer længe før dette fælles projekt.
brawnze lyder ikke som noget, man rejser monumenter af. Det er gjort uædelt af brug. Et ord, der er gledet fra materialets formfaste overflade og ned i sprogets krop, hvor det tager farve af accent, klasse, tilfældighed. Og det er i denne nedfart, at EP’en finder sit stof. Over fire numre gennemløber bronze en slags kontrolleret erosion. Ikke en dramatisk undergang, men gradvis forvrængning.
Musikalske sikringssystemer
Åbningsnummeret ”FLF” lægger ud med et gungrende, klassisk techno-kick, et anker i gulvet. Bronzen er ny. Overfladen er hård og lukket, uden spor af brug. Det er et klangligt materiale, der tror på sin egen perfektion. Kicket er massivt og selvsikkert, basgangen er sprød og i galop, små synthfigurer glitrer som lysglimt i en nypudset overflade. Der er en fornemmelse af funktionalitet og orden – som et objekt, der endnu ikke har været i kontakt med verden, og derfor ikke er mærket af den. Synthfigurerne bærer samme optimistiske tonalitet som opstartsjingler fra 90’ernes computere og spillekonsoller: lyde, der signalerede, at systemet var i gang, at alting fungerede, at verden var klar til brug.
“Resultatet er en spænding mellem vægt og bevægelse: akkorder, der forsøger at løfte sig, men ikke får lov.”
Også ”ADX” tager del i første fase af bronzens livscyklus, skinnende og højglanspoleret: et bastant kick og en gurglende acid-bas. Men på ”MBK” sker der et markant skift. Kicket forsvinder. Man forventer en opløsning, et flydende rum. Og umiddelbart får man det: æteriske synth-flader, der burde kunne svæve. Men små melodiske markeringer punkterer akkorderne, og en maskinel baggrundspercussion tæller insisterende taktslagene. Alt er låst til gitteret. Resultatet er en spænding mellem vægt og bevægelse: akkorder, der forsøger at løfte sig, men ikke får lov. Det føles som noget, der forsøger at trække vejret, mens en hånd holdes fladt mod brystkassen – ikke hårdt nok til at kvæle, men nok til at forhindre en dyb indånding.
”DCV” starter dér, hvor det hele burde falde fra hinanden: i decideret noise. Men under patinaen fornemmes stadig det bearbejdede og velafstemte – støjfladerne er intense, men løber aldrig løbsk. Der er udspændt et harmonisk sikkerhedsnet, en pænhed og renhed i mixet, der betyder, at det aldrig føles ude af kontrol. Støjen er indhegnet, formgivet, justeret til at passe ind. Den er voldsom, men civiliseret. Man får aldrig indtryk af, at det for alvor kan gå galt.
Det er næppe tilfældigt, at de fire numre alle varer mellem tre et halvt og fem minutter. Et format, der knytter sig popsangen, radiosinglen, den funktionelle enhed – længe nok til at etablere en idé, for kort til at udmatte den. Og ingen idéer gennemleves til ende på bronze. Tværtimod synes hvert nummer at ophøre, hvor man forventer en forskydning, en overdrivelse.
Den veltempererede undergang
Det er i sig selv imponerende, at fire så stilistisk forskellige kompositioner fremstår som én sammenhængende bevægelse og så tydeligt deler æstetisk identitet. På tværs af de fire numre er produktionen forbløffende ensartet, og selv i de mest aggressive passager føles lydbilledet disciplineret. Numrene følger tilmed en fælles standard med deres trebogstavstitler, der giver associationer til akronymer eller produktkoder; obskure indforståede forkortelser, der nægter lytteren emotionel eller narrativ indgang. Intet stikker ud på en måde, der truer helheden. Alt hænger sammen.
Og måske er det netop dét, EP’en i sidste ende tematiserer: ikke opløsning som kaos eller kontroltab, men opløsning per design – som resultatet af kontrol. Bronze, der irrer præcist dér, hvor det er meningen.
Alt i alt placerer bronze sig i en ambivalent position. På den ene side udstiller EP’en med nøgtern konsekvens en kulturel tilstand, hvor selv undergangen er foruddiskonteret. På den anden side lægger den selv under for samme logik. Og man savner til tider, at noget bryder rammen – varer for længe, mister grebet, nægter at lader sig indordne.
Men måske er netop dette totale fravær af vildskab pointen: bronze tegner et portræt af en samtid, hvor selv sammenbruddet er klinisk gennemadministreret, hvor forfald er blevet en overfladeeffekt, og hvor musikken – som bronzen – ældes præcis så pænt, som den altid allerede har været tiltænkt.
Info: “bronze” udkom på Barkhausen Recordings den 9. januar 2026.
