Passive/Aggressive

Audiodrome #24 – F for Fišer, Luboš

Audiodrome October 27 2019

Af Simon Tornby

Luboš Fišer (1935, Prag – 1999, Prag) var en særdeles aktiv komponist, både ift. kammermusik og kompositioner til teater, tv og film. Desværre er der ikke mange af hans (mindst) 140 soundtracks, der hverken er blevet udgivet eller genudgivet, så det er, indtil videre, ikke så nemt at dykke ned i Fišers store produktion af filmmusik.

Dog er der enkelte af hans stemningsmættede og fantasifulde soundtracks, der er dukket op i de seneste år. Heriblandt et af mine favorit-soundtracks, nemlig musikken til Jaromil Jireš’ tabufyldte og mareridtsagtige eventyrfilm “Valerie and her Week of Wonders”. Fišers musik understreger perfekt den surreelle stemning i filmen, med cembalo, fløjter, kor, uhyggelige strygerarrangementer og børnerecitationer. Læs resten

Audiodrome #23 – D for De Angelis, Guido & Maurizio

Audiodrome October 13 2019

Af Simon Tornby

Brødrene Guido og Maurizio De Angelis har et stort og broget katalog af filmmusik, kitschet pop og orkestermusik bag sig.

Jeg tror, de fleste – inklusive mig selv – først stiftede bekendtskab med De Angelis-brødrene igennem en eller flere af de mange Bud Spencer-film fra 70’erne og 80’erne, som de lavede musik til. Men efter jeg begyndte at lytte mere fokuseret til filmmusik, så var det helt klart soundtracket til Sergio Martinos proto-slasher film “Torso” fra ’73 der gjorde mig interesseret i dem.

Guido og Maurizio De Angelis startede karrieren i begyndelsen af 60’erne som arrangører og studiemusikere for bl.a. Ennio Morricone, Riz Ortolani og Armando Trovajoli, og begyndte først i 70’erne at skrive deres egne soundtracks.

Den meget produktive italienske filmbranche i 70’erne var perfekt for De Angelis-brødrene, der på deres travleste år i 1976 nåede at lave musik til i alt 21 film(!) Deres gennembrud kom med musikken til Bud Spencer-filmen “Watch Out, We’re Mad” fra 1974, og de indtog de italienske hitlister – tilsyneladende i en så stor grad, at de blev nødt til at udgive under forskellige pseudonymer og bandnavne for ikke at overmætte markedet. Bandnavnene gav lige så lidt mening som deres engelske tekster fx. Dilly Dilly, Royal Jelly, Canary Jones, Donald & Olimpio, Willy Fog, Kangaroo Team og deres mest kendte alias Oliver Onions, som de er kendt under i dag.

Udover “Torso” bør også musikken til Poliziotteschi-filmene “Street Law”, “High Crime”, “Violent Rome” og “The Big Racket” fremhæves. Læs resten

Audiodrome #22 – B for Bernstein, Charles

Audiodrome September 29 2019

Af Simon Tornby

Charles Bernstein (f. 1943, Minneapolis) har skrevet musik til over 100 film, hvoraf ca. halvdelen er tv-film, og resten er serier og spillefilm.

Bernsteins filmmusik kan være svær at kategorisere, og han har lavet musik til mange forskellige slags film. Men der er en gennemgående underliggende uhyggelig stemning i alle scores, som jeg har hørt fra hans hånd, uanset om det er drama, action eller slasher-film.

Mine favoritter er klart musikken til Burt Reynolds-filmene “White Lightning” og “Gator”, samt den uhyggelige og hårdtslående musik til gyserfilmen “The Entity” fra 1982. Hans soundtrack til “A Nightmare on Elm Street” jo også en klassiker. Bernstein skulle eftersigende være en pionér indenfor hjemmestudie filmmusikproduktioner, og “A Nightmare on Elm Street” er et godt eksempel lavet med hovedsageligt med FM-synthesizere og effektpedaler.

Desværre er der ikke meget af Bernsteins filmmusik, der er blevet udgivet, så man må fokusere på at få set filmene, hvis man vil høre mere. Læs resten

Audiodrome #21 – T for Tangerine Dream

Audiodrome September 15 2019

Af Simon Tornby

Tangerine Dream (1967-) blev dannet i Berlin af bandleder Edgar Froese (1944-2015) og startede først som et psykedelisk rockband. Bandet skulle dog gennem flere udskiftninger i besætningen og udgive en lille håndfuld plader, før de havde den første, tilnærmelsesvis stabile besætning. Med John Peels hjælp fik Tangerine Dream en kontrakt med Virgin, og de første skridt blev taget mod en musik, der tog udgangspunkt i improvisation med synthesizere og sequencere.

Bandet er kendetegnet ved at være uhyre produktivt. Over 100 officielle albums (hvoraf lidt under halvdelen er liveoptagelser), samt ca. 300 timers semi-officielle bootleg-udgivelser. Froeses iver for at udgive blev for nyligt beskrevet i et interview med tidligere medlem Paul Haslinger (komponist bag “Halt and Catch Fire”, “Crank”, “The Dirt”, “Fear the Walking Dead”), hvor han erfarede, at hans optagelsesprøve blev udgivet på et album (“Underwater Sunlight”), efter han var kommet med i gruppen.

Deres første store soundtrack var til William Friedkins suveræne spændingsfilm “Sorcerer” fra 1977. Friedkin fortalte, da han selv præsenterede bandet ved en koncert i Tivoli i København i 2014, at han ville have hyret Tangerine Dream til at lave musik til “Exorcisten”, hvis han dengang havde kendt til dem.

Efter “Sorcerer” startede Tangerine Dream med at producere musik til film og tv, og har i alt lavet omkring 50 soundtracks. Udover Sorcerer, som iøvrigt er et af Tangerine Dreams bedste plader, bør også samarbejdet med Michael Mann fremhæves (“Thief” og “The Keep”), samt den alletiders apokalyptiske “Miracle Mile”, en af de bedste vampyrfilm nogensinde “Near Dark” og “Risky Business” – den ofte misforståede film, der udgjorde Tom Cruises gennembrud. Læs resten

Audiodrome #20 – M for Moroder, Giorgio

Audiodrome June 9 2019

Af Simon Tornby

Giovanni Giorgio Moroder er uden tvivl bedst kendt for sin discomusik. Manden opfandt stort set det, vi i dag kender som disco.

Hans musik var tidligere blevet brugt i andre film, men i ‘78 lavede Moroder sit første egentlige soundtrack, til Alan Parkers “Midnight Express”. Soundtracket blev, som nærmest alt andet han rørte dengang, et stort hit på dansegulvet. Og op igennem 80’erne stod Moroder bag en lang række af store filmrelaterede hits som f.eks: “Take my Breath Away” – indspillet af Berlin til Top Gun; “Dangerzone” – indspillet af Kenny Loggins til Top Gun; “Never ending story” – indspillet af Limahl til The Never Ending Story; “Together in Electric Dreams” – indspillet af Philip Oakley til Electric Dreams; “Call Me” – indspillet af Blondie til American Gigolo; “Cat People” – indspillet af Bowie til Cat People; “What a Feeling” – indspillet af Irene Cara til Flashdance; “Love Kills” –indspillet af Freddie Mercury til Moroders restaurering i ‘84 af Fritz Langs Metropolis.

I 2013 dukkede Giorgio Moroder op igen efter 20 års pause på Daft Punks “Random Access Memories” Herefter har han deltaget i en lang række remixes, computerspil, og alle mulige andre musikalske samarbejder. Men mest interessant er samarbejdet med Raney Shockne, og her især soundtracket fra 2018 til tv-serien “Queen of the South”. Læs resten

Audiodrome #19 – S for Sorgini, Giuliano

Audiodrome May 26 2019

Af Simon Tornby

På trods af sine relativt få film-soundtracks er den relativt ukendte, italienske Giuliano Sorgini for mig én af de mere spændende komponister, eftersom han har udgivet et væld af andre udgivelser under forskellige navne (han brugte blandt andet aliaset Raskovich) og i forskellige konstellationer. Her bør især fremhæves de mange samarbejder med en anden af mine favoritter Alessandro Alessandroni (aka Braen) i grupperne The Pawnshop, Braen/Raskovich, Braen’s Machine samt på en række spændende library-udgivelser, som går under kategorien uopdrivelige samlerobjekter i dag.

Sorgini startede som komponist til TV-produktioner, og bevægede sig over i filmproduktion i 1974 med Jorge Grau-filmen “Let Sleeping Corpses Lie”, også kendt under titlen“The Living Dead at Manchester Morgue”, og fortsatte herefter en knap så produktiv karriere som filmkomponist med indtil videre 13 film, inden for blandt andet (nazi-)horror og italiensk exploitation. Sorgini blev aldrig ligeså kendt som Alessandroni, Umiliani og Frizzi, men nyder særstatus inden for library-genren på grund af sine alsidige musikalske output fra psykedelisk rock, orkesterværker, ambient, minimalisme og synthesizer-induceret jazz-funk.

Hans bedste soundtracks var umiddelbart dem, han skrev til tv, og særligt den afrikansk percussion-inspirerede musik til “Zoo Folle” (1974), en tv-produktion af Federico Fellinis mindre kendte bror Riccardo Fellini, er helt suveræn. Soundtracket blev genudgivet i 2016, og i 2018 blev der udgivet en plade med outtakes fra optagelserne med titlen “Africa Obscura”. Læs resten

Audiodrome #18 – K for Korzyński, Andrzej

Audiodrome May 12 2019

Af Simon Tornby

Efter sin uddannelse arbejdede Andrzej Korzyński (Warszawa 1940-) som producer og musiker for en polsk radiostation, og var, under den kolde krig, en del af censurstyrelsen i Polen. Så udover at være med til at bestemme, hvilken musik der måtte komme ind i landet, blev han eksponeret for alt muligt musik, som mange af hans samtidige kolleger ikke havde adgang til.

Han startede som filmkomponist for Andzrej Wajda (“Everything for Sale” fra 1968), og lavede musik til 6 yderligere af hans film. Men det var samarbejdet med barndomsvennen Andrzej Żuławski, som var det mest produktive (“Third Part of the Night”, “Shaman”, “On The Silver Globe”, “Fidelity” m.fl.). Sideløbende med sin produktive filmmusikkarierre dannede Korzyński i 60’erne bandet Ricercar 64 og disco-/popbandet Arp Life i 70’erne.

Første gang jeg hørte Andrzej Korzyńskis filmmusik, var da jeg så Andrzej Żuławskis fantastiske og ubehagelige skilsmissefilm “Possession”, hvor Isabelle Adjani forlader Sam Neill for et mærkeligt blækspruttemonster i et mennesketomt Berlin. Musikken er meget minimal, både i forhold til antallet af instrumenter og toner, men det er super effektivt ift. at understøtte stemningen i filmen.

Korzyński er for mig bedst til minimale synthesizertemaer, storladne strygerarrangementer – og så er der også noget helt særligt over den der østblok-discofunk, som Arp Life lavede. Læs resten

Audiodrome #17 – M for Micalizzi, Franco

Audiodrome April 28 2019

Af Simon Tornby

Min egen introduktion til Franco Micalizzi (f. 1939) kom via genudgivelsen af Giulio Paradisis film “The Visitor” fra 1979. Micalizzis disco-inspirerede soundtrack tilføjede for mig et ekstra lag til en i forvejen meget mærkelig og interessant film.

Micalizzi fik sit gennembrud med musikken til Bud Spencer/Terrence Hill-hittet “They Call Me Trinity” som han skrev med kollegaen Roberto Pregadio, og han blev herefter en efterspurgt filmkomponist indenfor giallo, horror, erotik, action, westerns m.fl. Men særligt Poliziotteschi-film (hårdkogte italienske politi-krimifilm) blev hans speciale, og her bør samarbejdet med instruktøren Umberto Lenzi fremhæves.

Det bedste ved Micalizzi er, at han kan lave disco-stykker, lumre jazzede ballader, soulede numre eller sågar inkludere den ofte forkætrede jazzfløjte (tværfløjte) og stadig bevare en skævhed eller intensitet, der gør det interessant at lytte til. Læs resten

Audiodrome #16 – O for Ortolani, Riz

Audiodrome April 14 2019

Af Simon Tornby

Italienske Riziero “Riz” Ortolani (1926–2014) var en meget alsidig og særdeles aktiv filmmkomponist op gennem 60’erne til 80’erne med over 200 titler bag sig – og han var aktiv til sin død i 2014.

Ortolani startede karrieren i 50’erne, men slog for alvor igennem i ’62 med musikken til “Mondo Cane” (A Dog’s Life) af Paolo Cavara/Gualtiero Jacopetti/Franco Prosperi. Herefter kom der tilbud fra England og USA, og den meget produktive italienske filmindustri i 70’erne og 80’erne benyttede sig ofte af Ortolani. Senest har Nicholas Winding Refn genbrugt hans musik i “Drive”, og det samme har Tarantino i hhv. “Inglourious Basterds”, “Kill Bill” og “Django Unchained.”

Det, jeg bedst kan lide ved Ortolani er ikke hans tidlige orkestermusik, men derimod hans gyser- og giallo-soundtracks. Og så har han nok også lavet det bedste kannibalfilm-soundtrack, nemlig til filmen “Cannibal Holocaust” (Ruggero Deodato, 1980).

Der er ofte meget markante og uforudsigelige overgange i hans musik og i hans sammensætning af instrumenter. Jeg har aldrig før hørt lignende kontraster; fra storladen orkestermusik til stammetrommer på en fugtig kannibal-ø; fra melankolske strygerarrangementer til hidsige motorik- rytmer med skrig og pumpende basgang.

Læs resten