Anmeldelse af Ilsebil Søe Iwan. Kan et eksperimenterende, nordisk bigband få os til at sanse de intergalaktiske, biologiske top-hemmeligheder? Ja! Ja, det kan det. I årets første sommerdage har jeg lyttet intenst til albummet Øyeblikk af ensemblerne Caktus og OJKOS. Og det har betydet, at jeg har lært noget at kende, som jeg vil betegne som mikrobiologisk jazz. Med musikken i ørerne har jeg følt mig som noget nær en Alice i Eventyrland remixet med minimoyseren Arthur. Det ene øjeblik i formindsket størrelse, i ave over at vandre omkring i et koloenormt blomsterbed. Det andet øjeblik tilbage i normal størrelse, mens musikkens mikrobiologiske funktioner puster naturen, cellerne, bladenes strukturer, vinden i pilen og søernes åkander op. Øyeblikk er som en portal, et musikalsk mikroskop, der åbner mine sanserne for naturens fortryllelse og intime impulser.

På andendagen skal tankerne og oplevelserne igennem endnu et slør af varme, slushice og støv, før de overhovedet finder frem til tastaturet. Søndagen ligger bag os som et varmt aftryk i kroppen, mens mandagens program på Roskilde First Days i den grad bød på kontraster.  Passive/Aggressive er taget på græs for at anmelde koncerter fra Roskilde Festival First Days. Programmet, der også er kendt som “opvarmningsdagene”, har efterhånden udviklet sig til et alsidigt program af overvejende danske og nordiske musikere fra de mere snævre kroge, og oplevelsen de første dage før den officielle åbning kan føles som en lokal minifestival – blot på markant større scener og med et helt andet publikum, end man ellers finder til den slags.  Til og med onsdag 1. juli kan du læse vores dagsrapport fra de koncerter, vi nåede dagen før. Redaktionen består af Mathias Schønberg og Emma Nophiran, som hver især har udvalgt enkelte koncerter at dele vores oplevelse med.

Anmeldelser af Mathias Schønberg og Emma Nophiran af Gelwane, Portal Pets og miaw. Passive/Aggressive er taget på græs for at anmelde koncerter fra Roskilde Festival First Days. Programmet, der også er kendt som “opvarmningsdagene”, har efterhånden udviklet sig til et alsidigt program af overvejende danske og nordiske musikere fra de mere snævre kroge, og oplevelsen de første dage før den officielle åbning kan føles som en lokal minifestival – blot på markant større scener og med et helt andet publikum, end man ellers finder til den slags.  Til og med onsdag 1. juli kan du læse vores dagsrapport fra de koncerter, vi nåede dagen før. Redaktionen består af Mathias Schønberg og Emma Nophiran, som hver især har udvalgt enkelte koncerter at dele vores oplevelse med.

Anmeldelse: Kristine Haffgaard Foto: Presse Kroppen og kropslige erindringer er det samlende omdrejningspunkt for Flavia Huarachis Daliyah-projekt, der bevæger sig i et genrevridende felt hvor ny kompositionsmusik, avantgarde og genfortolkning af gamle folklore traditioner. Debutudgivelsen Distorción sætter kvinders stemmer og erfaringer i centrum, når Flavia Huarachi behandler personlige og transgenerationelle følgevirkninger af voldsomme oplevelser. Flavia Huarachi er fløjtenist, vokalist ...

I et vrangvendt, mystisk og goldt rum inviterede Scenatet publikum ind i en abstrakt tid under festivalen Copenhagen Stage, som lige har forløbet. En tid opløst i lyde, lys, tåge, skygger og infiltrerende koreografier i en performance, som anvendte osmosen som metafor og metode. Bag værket stod komponist Niels Rønsholt, scenograf Anna Berit Asp Christensen og koreograf Tim Matiakis i et synergetisk samarbejde. Her viste de os, hvad netop kunsten kan, når den får lov at være sit eget erkendende rum.

Hardcore, grindcore, nowave og støjjazzrock ud i én køre og ind over hinanden: Over to weekender i maj udfordrede Aarhus-bandet Smertegrænsens Toldere hardcore-publikummets åbensindethed i et bravt forsøg på at holde musikken frisk og vild. P/A var med til den sidste aften på Hotel Cecil i København. Det holder aldrig op med at undre mig, når folk, der dristigt og vedholdende opsøger den allermest afsindigt kogte musik, de kan komme i nærheden af, blankt erklærer, at de ikke kan lide jazz. Bare sådan, som genre i det hele taget, nej tak, ellers tak. Jeg mener, du hører harsh noise, grindcore, black metal, støjrock, gamelan, hvad det skal være, men saxofon er for outré til dig?

Engang var havet omkring os en lige så uforudsigelig som uudtømmelig kilde til beskæftigelse og afsavn, overlevelse og brutal død, isolation og verdensvendthed. Vi byggede både og maskiner til at betvinge havet, tømte det for liv og tømte os selv ud i det. Det er ikke længere tid siden, end at mange af os har kendt familiemedlemmer, hvis liv hang uløseligt sammen med havet.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt at udgive noget i 2026 og kalde det dubstep. Siden Burial i 2007 lod genren opløse i regnvåd rumklang, og Skrillex trak den gennem sine hyperkinetiske forvrængninger, der kulminerede i “bro”steppens selvkarikatur, har dubstep hovedsageligt eksisteret som meme. Derfor føles det modigt, når trioen Josephine – producer Josephine Clara Mahler Plumhoff og Sammy Soul og Yasin Saif på henholdsvis live-trommer og bas – med deres debut-EP, Unexplained, tager en æstetik, der for længst er blevet latterliggjort, alvorligt.

Hverdagens mange afbrydelser er en af opmærksomhedsøkonomiens undselige tyvekoster. Tyvekoster, som blot er et middel i et stort maskineri, der forsøger at varegøre stilhedens opmærksomme lytten. I teknologiens slagskygger vokser meningsløsheden, men heldigvis er der kunstnere, som kommer nihilismen i forkøbet og insisterer på den æstetiske værdi i opmærksomhedens vragrester. Digitale afbrydelser, teknologisk forfald og elektronisk interferens er alt sammen dele, som kan benyttes som håndfaste forsvarsmidler mod uopmærksomheden. De kan benyttes til at skabe musik, der kræver et svar – ikke et svar, der indtager abstrakte former i fantasien, men som et kropsligt svar, man støder sig på.