En sommer i vinteren, der er hele mit liv
Essay af Zahna Siham Benamor
Zahna Siham Benamor er digter, kunstner og musiker. Til Passive/Aggressive har hun i lyrisk stil beskrevet sine indre rejser gennem årets stærkeste musikoplevelser og gennem et København, hun på én gang elsker og savner.
Jeg kom til at tage mørket som elsker (ups), og himlen var en grå palet, der i samspil med en ulidelig indre kvidr gav mig følelsen af at være helt infiltreret, endeligt taget til gidsel af markedets konstante rumklang. Ja, mit ansigt mast ind i telefonen oversatte sig til et spinkelt håb af ingenting.
Er det overhovedet muligt at opdage horisonten i algoritmens deroute af kalkulering af vores behov? Vi lever i et imperium af tegn, en konstant klingende akustik, der mætter, inden oplevelsen er nået ud til på de danske scener. Der er ingen hvilepunkter med Meta, for alt chok skal absorberes på forhånd for et publikum, der endelig ikke må lide last. Forlader skuespilleren nogensinde scenen, sin egen hypervirkelighed, for at gå i byen? Og er vores forestillinger om fremtidens scener falmende ideer?
Det sagt, så sagde jeg alligevel, ”sut den makker” til mørket, for jeg skulle ud ad døren: en cykeltur med skumringen mod Amager, for min bedste ven Simon Bjørk (HLLW) skulle spille sin allerførste klaverkoncert. Og jeg blev kun haltet i en myldrende indre fabulering om året, der gik, da jeg spurtede over broen. For denne ældre herre, der gik alt for langsomt, stod i vejen. Og dog, for en sti åbnede sig klart i min erindring, og den tog form som en høj hat i Indre by.
Jeg erindrede min allerførste gang op ad trapperne til Det Kongelige Teaters Gamle scene, og min første oplevelse af en opera: La Traviata, set fra en art pøblens siddeplads, hvor jeg knap kunne skæve scenen. Jeg klager ikke, for jeg nød totalt denne fatale kærlighedshistorie mellem knirkende sko, bunden af Violettas flødeskumskjoler, der sang til Alfredos knæstrømper. Og jeg er stadig sur over, at kærlighed kan fordømmes for en kurtisanes brogede fortid. Men har vi ikke alle sammen været et korrupt spektakel i en andens løst fortalte historie? Og strømmen af mine tårer hvilede på gelænderet for endnu et glimt af kærlighedens forrykte tale i en linedans med et harmonisk orkester. En fryd.
Musik er så fandens potent. Ja, selv regnen slår i takt med fortovet en delirisk dag. Og jeg cyklede videre forbi Botanisk have med et skybrud, der mørknede himmelen. Bragende lyn slog ned, mens Taxi Club – det nye arrangement format, der åbnede dørene for første gang på Mayhem i efteråret – bankede på tak tak tak inde i mit hoved. Jeg skubbede døren ind til min pande, et mørkt støvet scenisk rum viste sig fra den novemberaften, hvor jeg slangede tipsy rundt inde til dette frisk skud på scenen signeret Lukas Danys, Antanas Lučiūnas & Ieva Kabasinskaité. Her hvor jeg også stirrede betaget på den lille skærm under loftet med et videoværk af Madeleine Anderson ”BATAILLE FLIES”, et nyt og dejlig simpelt perspektiv at føres op i rummet. Med et publikum der lignede en elegant skvulpende matrix med sorte frakker gnidende mod hinanden i lokalets dæmpede belysning. Jeg møvede mig frem gennem mængden for at opleve kunstnere Adam Christensen. Hans tonalt transcenderende stemme, lys og mørk, klædt i rødt på scenen der gav en intim og absurd performance, der føltes som et mikrokosmos af en verden så smuk når i kontrast.
”Ja, sentimentalitet nytter ikke noget, men jeg husker altså min ungdom, hvor København var overvejende arbejderklasse. Og hvor ens selvbevidsthed stadig var noget, man kunne lade som, man var god til at skjule.”
Hvilket også giver mig lyst til at spole filmen tilbage til Rewild’s seneste fest. Jeg er jo bare enormt glad for en kælder, der en kælder, hvor darkroomet er bag et sort gardin, og der snaves på en sort sofa. Man får det, man får; der er det, der er, og jeg føler mig hjemme i det Vesterbro, jeg kender. Ja, sentimentalitet nytter ikke noget, men jeg husker altså min ungdom, hvor København var overvejende arbejderklasse. Og hvor ens selvbevidsthed stadig var noget, man kunne lade som, man var god til at skjule. Javel ja, og så spillede Mishael Folapunda (Oladipo) et nummer i sit dj-set til Rewild, som jeg stadig er besat af. Hurtige afrikanske trommebeats, der gjorde mig lykkelig. Ja, jeg lever stadig i en loopende kulisse af hans set den aften, hvor jeg fjumsede rundt med en engel, der også fløj mig hjem, for jeg var helt væk.
Og jeg ser også bag mine øjnes slør en performance om eksil af Gomrâh, tre iranske kunstnere fra Belgien, der delte en version af deres kommende værk Mourning in The Wrong Language på Udviklingsplatformen for Scenekunst. En pirouette af et klaver, der fortalte alt om, hvor hvileløst livet i eksil kan opleves. Om hvordan musikken kan forankre erindringen, der hvor sproget ikke rækker længere. Jeg tudede som et barn i den indre stilhed, der opstod i en black box, hvor disse brune mænd tillod sådan en ømhed rundt om dansende instrumenter.
”Vandrede vi ikke bare rundt i en oplevelsesøkonomi, der indoptager alt kritik og gør også modstand til en vare?”
Telefonen ringede, da jeg nåede Christianshavn, og heldigvis, for jeg kørte galt af spor, i skrækkelige dystopiske tanker kredsende om de skyskrabere, der skal bygges, og som vil blokere udsynet nu også over himmelen på den sidste fristad, Christiana. Spørgsmål pressede sig på, om der overhovedet stadig kan skabes nyt udenom bolighajernes skumle planer? Ja, kan man undgå at være kulturel lokkemad, et led i at øge grundværdien af elskede gudsforladte områder?
Eller er det endnu en fotogenial fiktion? Vandrede vi ikke bare rundt i en oplevelsesøkonomi, der indoptager alt kritik og gør også modstand til en vare? Jeg har ofte følelsen af at dervish-danse rundt om stiliseret, steril perfektion. Det var den post-kommunale sjæl Willian, der ringede tilbage på mit opkald. Jeg mødte ham i sommers, hvilket fik mig på en mailliste, der annoncerede kommende piratfester. En gruppe venners kærlighed til et frit floor, skabt efter desillusionerende oplevelser med spillesteder i København. Festen holdes i udkanterne af hovedstaden, hvorend der opsnappes efterladte grunde, bygninger eller områder, hvor natur ikke tager skade, hvor der self også er mindst mulighed for at blive opdaget. De har kørt operaperformances og dub, men deres hjerter banker dybest for trance. Udenom Meta, i periferien af centrum, puster de et håb i hvert fald i mig, om at junglebyen stadig findes, som jeg kender den.
”(…) måske tror jeg stadig på, at lyrisk tumult kan skabe nyt.“
Jeg ankom endeligt til sidegaden til Amagerbrogade for Simons juleafslutning på sin klaverundervisning. Det føltes som en stor begivenhed, for det var jo sjældent, at klangmystikeren også kendt som HLLW kravlede ud af sin bunker. Ja, jeg var selv kravlet derned natten før, hvor jeg fik ren tobak fra Amazonas pustet op i næsen, for mit nytårsforsæt var at kvitte smøgerne. Alt imens lyttede vi til demoer, han producerer i samarbejde med Britney Speed. Et vildt og kontemporært univers af technobeats med forvrænget humoristiske one-liners og totalt dejlige båndoptagelser af intime og virkelige sjove samtaler fra morgenfesten efter klubben. Dem skal man holde øje med i det nye år.
Nå, men det var et skrabet tomt kælderrum, jeg ankom til, hvor koncertlisten bestod af Simon, en lille rigtig sød dreng og en meget nervøs kvinde. Simon spillede Naima af John Coltrane med en bid af Ella Fitzgeralds version af Summertime. Og det fik mig til at tænke på, om der ikke alligevel var noget sommer, der åbnede sig i sprækkerne af mørket? Det føltes sådan i det amatørrum, hvor den søde dreng også spillede introen til Star Wars for en stolt far. For er friheden stadig ikke intakt i erindring? Albert Camus skriver smukt i sine dagbøger: ”Der er en sommer, der er hele mit liv”. En sommer, der for mig også er algerisk. En uforglemmelig bryllupsfest i en bilgarage, den samme dj, der spillede rai-musik hele natten til et nonstop barfodet dansende antal gæster. Stiletter og sandaler kastet væk for en samhørig takt med den støvede jord. Så ja, måske tror jeg stadig på, at lyrisk tumult kan skabe nyt. For jeg husker her midt om vinteren en sommernat, der ændrede mit blik på, hvad der var muligt.
