Erik Klinga – i mødet med forældede fremtidsfantasier
Erik Klinga – “Hundred Tongues” (Thanatosis produktion, 2026) – anmeldelse af Nikola Nedeljkovic Gøttsche. Foto: Moa Gustafsson Söndergaard.
Den svenske komponist Erik Klingas seneste album (og andet afsnit i hans trilogi på pladeselskabet Thanatosis), Hundred Tongues, er et eksempel på en udgivelse, hvor musikken frem for alt er relationel. Alt kredser om forholdet mellem de to primære lydkilder: et kirkeorgel og en gammel modulær synthesizer. Kirkerummets adstadige åndedrag møder slut-60’er-laboratoriets hæmningsløse frankensteindrøm. De strides. De smelter sammen og falder fra hinanden igen. Kampen mellem de to er ikke fortid mod fremtid eller gammelt mod nyt, men et sammenstød mellem to fossilerede fremtidsfantasier.
Buchla-synthesizeren bærer på 60’ernes fantasier om bevidsthedsudvidelse, kybernetik, LSD og rumrejser. Den ligner et kontrolpanel i et månelandingsfartøj fra en film, hvor man endnu troede, at fremtiden ville være analog, håndbygget, fuld af blinkende lamper og patchkabler som slyngplanter. Det er et mytologisk instrument, et manifest i loddetin og aluminium, fra før Moog triumferede, før MIDI, før alt blev standardiseret, kompatibelt og kedeligt.
Kirkeorglet derimod er ikke opfundet for eksperimentets skyld, men for autoritetens. En hel industri af ventiler, registrer og koblinger sættes i bevægelse for at få rummet til at bøje sig, for at gøre arkitekturen til akustik. Det vidner om ældre fantasier: at lyd kan være en stige til himlen, at C-dur i sig selv er en slags teologi.
“Når man sætter sig ved et orgel eller tænder en buchla, træder man ind i en drøm, nogen havde om, hvordan verden skulle blive.”
Begge er på en sær måde umenneskelige (og i deres respektive samtider: ren science fiction). Orglet foregiver fuldstændighed og adgang til evighedens synsvinkel, buchlaen foregiver uendelig variation. Én peger opad mod himlen; én udad mod verdensrummet, mod noget posthumant. To teknologier, der stadig tror på transcendens.
Når man sætter sig ved et orgel eller tænder en buchla, træder man ind i en drøm, nogen havde om, hvordan verden skulle blive. Orglet troede, det ville føre os tættere på Gud. Buchlaen troede, den ville føre os ud over mennesket. Hundred Tongues er martret af det sorgarbejde, der ligger i at stå i nutiden og bruge gårsdagens fremtid til at forsøge at udtrykke noget, der stadig ikke kan indfanges.
Men måske er det netop derfor, orglet og buchlaen kan mødes. Fordi begge er anakronismer. To forkerte svar på det samme spørgsmål: Hvordan overskrider mennesket sig selv?
Uden bindemiddel
Det tjener Klinga til ære, at han undlader at introducere et tredje element, der kan mægle. Ingen vokal eller andre melodiske solokadencer. Ingen rytmisk instans, der organiserer. Det sikrer en situation, hvor mening ikke kan komme udefra, men må opstå i friktionen. I en uafklaret sameksistens, hvor kloster og laboratorium er samme sted, hvor munken og den maniske videnskabsmand er samme person.
Det første nummer, “Spring to Mind”, ankommer med stilhedens svage rysten. Ikke som baggrund, men som forgrundens mulighedsbetingelse. Som om værket først må etablere en ru og ujævn overflade, før noget overhovedet kan opstå.
“Orglet lyder hverken sakralt eller majestætisk, synthesizeren lyder ikke futuristisk. Begge lyder udmattede, trætte og tilstøvede.”
Klinga anretter halvandet minuts knitren, inden det første egentlige harmoniske materiale giver sig til kende: dybe basanslag træder frem, men ikke som melodiske udsagn. De står som tunge sten i et felt af fravær. Som fjerne tågehornsagtige markeringer i nattemørket, der ikke fortæller os, hvor vi er – men markerer, at der findes afstand. Orglet lyder hverken sakralt eller majestætisk, synthesizeren lyder ikke futuristisk. Begge lyder udmattede, trætte og tilstøvede.
”Opaque Stars” gør noget tilsvarende i de øvre registre. Højfrekvente diskantprikker dukker op som perforeringer i et ellers sammenpresset mørke, små huller i et grumset lydlegeme. De melodiske punkteringer føles ikke som håb, men som fejl i et system, der ellers kører upåklageligt i sin pulserende meningsløshed.
Nattergalen kvidrer
Med ”Conspiracy of Silence” frembryder noget, der lyder som liv. Kvidder over mild støj. Korte, sprøde pip. Lyse triller i lynsekvenser. Men der er ingen lunger under åndedrættet. Ingen brystkasse, der udvider sig og trækker sig sammen under den elektroniske fjerdragt. Ingen varme. Det er syntetiske fugle, mekaniske nattergale.
Det, Klinga undersøger, er ikke forholdet mellem det autentiske og det syntetiske, natur versus maskine – det ville være for banalt, for bekendt – men snarere hvad det vil sige, at noget fortsætter med at eksistere efter at have udtjent sin eksistensberettigelse. Det er ikke livsvilje, ikke håb, ikke protest. Det er sisyfosagtig fortsættelse. Orglet kan ikke længere hævde status som Guds stedfortræder, buchlaen fungerer ikke længere som symbol på teknooptimismens triumf. Begge er rester af uindfriede løfter; af systemer, der engang satte retning på verden, men siden har spillet fallit.
Titel- og afslutningskompositionen ”Hundred Tongues” efterlader med sine knap 19 minutter indtrykket af, at tiden selv er blevet et materiale, der udspændes og strækkes, men aldrig for alvor fyldes ud. Orglets drone bliver til en tyngdefornemmelse, en atmosfærisk bund. Det er ikke tomhed, snarere et fravær af gestus.
Her ophører kampen. Ikke på grund af forsoning. Men fordi der ikke længere er energi til at opretholde konflikten. Orgel og synth står ikke over for hinanden som modstandere. De står ved siden af hinanden som overlevende. Som kredsløb, der stadig er varme. Som kroppe, der stadig vibrerer.
Info: “Hundred Tongues” udkom på Thanatosis produktion den 23. januar 2026.
