Freja Valentin & Internazionale – et søskendedelt erindringsrum
Freja Valentin & Internazionale – “Love Is Not A Fugue State” (Janushoved, 2026) – anmeldelse af Nikola Nedeljkovic Gøttsche. Foto: PR.
Søskendeparret Freja og Mikkel Valentin Dunkerley udgav deres første fælles indspilning, ”It Once Wore Your Name”, i 2024 som del af jubilæumsudgivelsen Our Star Is A Fleeting Image, der markerede ti år med det københavnske label Janushoved, som Mikkel (alias Internazionale) står bag.
Det nye fælles album, Love Is Not A Fugue State – Janushoveds udgivelse nummer 200 – føles på mange måder som et koncentreret billede af den kuratoriske tilgang, der har formet pladeselskabet fra begyndelsen. En praksis funderet i fællesskab, omsorg og tillid – hvor musikken udspringer af venskaber og nære relationer snarere end strategier. Mellem mennesker, der allerede deler et rum.
Et sprog i opløsning
Albummet begynder i et diffust lydlandskab med “We Became A Moribund Language”. Grumsede synthflader driver gennem hinanden, halvt forskudte, som slidte magnetbåndssløjfer. Fraser gentages, men de er aldrig identiske: støjen forskubber dem, varmen bøjer dem.
“Under motivet sitrer et porøst akkordfelt – flimrende lag af akustiske støvpartikler. Som baggrundsstråling fra selve hukommelsen.”
Med “It Once Wore Your Name (Retold)” bryder noget frem af det uldne og knitrende. Et enkelt motiv løftes ud af tågen. En regulær ørehænger, hypnotiserende, halvmelankolsk. En lille pizzicato synthfigur med klokkeagtige overtoner og den karakteristiske plastikklang, der kendetegner tidlige digitale synthesizere, gentages uden patos. Ikke aggressivt, ikke triumferende. Bare vedholdende. Som et minde, der pludselig står ufordærvet frem: farven på en cykel, en hemmelig sti, et navn ridset i barken. Under motivet sitrer et porøst akkordfelt – flimrende lag af akustiske støvpartikler. Som baggrundsstråling fra selve hukommelsen.
Resten af albummet synes at leve i eftergløden af dette nummer. Særligt den efterfølgende komposition, titelnummeret, fremstår som en atmosfærisk forlængelse. Man fornemmer tydelige spor af det harmoniske landskab i ”It Once Wore Your Name (Retold)”, men alt er dæmpet, blødt, i ly fra diskanten. Som hovedparten af albummets cykliske synth-kompositioner er nummeret nedsænket i noget sepiafarvet: et lowpass-filter over hele erindringslandskabet, hvor kun konturerne står tilbage.
Et ustabilt arkiv
Albumtitlen – Love Is Not A Fugue State – er en indsigelse. En fugue state er en tilstand, hvor man rådvildt og omflakkende bevæger sig gennem verden uden forbindelse til sin egen identitet, uden erindring om, hvem man er. Søskendekærlighed kan indebære det modsatte: at rodfæste, at forankre. At binde to hukommelser sammen, selv når de ikke stemmer overens. For selvom søskende er notorisk uenige om, hvad der skete – hvem, der sagde hvad; hvem, der græd først; om det regnede – danner disse uoverensstemmende versioner alligevel et fælles felt. Ikke et stabilt arkiv, men en kollage af halvt overlappende erindringsfragmenter.
“Ordene ligger så dybt i mixet, at de kun eksisterer som tekstur. Akkurat som erindringer ofte giver sig til kende.“
Albummet mimer dette i sin struktur. På tværs af albummets 12 kompositioner optræder stemmer fra gamle optagelser i baggrunden. Man kan høre børn og voksne tale, men ikke hvad de siger. Ordene ligger så dybt i mixet, at de kun eksisterer som tekstur. Akkurat som erindringer ofte giver sig til kende. Man husker ikke, hvad der blev sagt – men hvordan det blev sagt. En bestemt blødhed i stemmen, en stemning i rummet, lyset gennem et gardin.
Et vedvarende ekko
Love Is Not A Fugue State er ikke nostalgisk. I hvert fald ikke i den billige betydning, hvor fortiden poleres og sentimentalt præsenteres som tabt paradis. Det forgangne fremstår ikke som en stabil optegnelse, men opfører sig snarere som interferens: noget, der forskyder nuet, uden nogensinde at samle sig til et klart billede. Kompositionerne er som akustiske skitser af steder, man kun delvist kan vende tilbage til.
Albummet tematiserer ikke længslen efter dét, der var, men efter det oversanselige skær, hvorigennem livet engang blev erfaret. Den måde, verden i barndommen kunne føles ustyrligt indtryksmættet: hver lyd, hver farve, hvert lille ritual registreret med en intensitet, som voksenlivet sjældent tillader.
Søskendeparret Valentin Dunkerleys kompositioner repræsenterer således ikke en naiv tilbagevenden til noget uskyldsrent. Men de forsøger – og lykkes med – at gengive den måde, hvorpå barndommen altid stadig cirkulerer i nervesystemet.
Info: “Love Is Not A Fugue State” udkom på Janushoved den 6. marts 2026.
