Gullo Gullo – En ærtesuppe fyldt med miner
Gullo Gullo “Raw Moon” (Escho, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Supergruppe! Kom og køb! Superstjerner laver sensationelt superalbum!
Supergruppe-udnævnelsen er normalt noget, pladeselskaber bruger til at lokke købere af deres album til.
Fordel: Fans fra de forskellige bands bliver lokket til, selvom de ikke kan lide de andre superstjerners band, og pludselig har man en akkumuleret fanbase så ekstremt stor, at millionerne ruller ind. Sjovt nok udfolder det sig sjældent sådan. De fleste fans vil åbenbart helst bare have mere af deres i forvejen foretrukne bands. Men der har da været succesfulde supergrupper gennem tiden: Crosby, Stills, Nash & Young, This Mortal Coil, Nick Cave & The Bad Seeds, The Breeders, Fantômas og Run the Jewels for eksempel.
Gullo Gullo er ikke en supergruppe i traditionel forstand. Det er begrænset, hvor stor udbredelse medlemmernes respektive bands har. Og Escho skal på ingen måde have skudt i skoene at promovere bandet som supergruppe. Det er udelukkende mig, der hæver dem til det niveau. Men det er da for pokker en slags supergruppe fra Danmarks undergrund.
Hør lige! Jesper Bagger Hviid fra Broder og en helvedes masse andre bands, Anders M. Jørgensen fra Slægt og Værket bl.a., Axel Green fra Kamp og Argot, og Anders Jørgen Mogensen fra Kloak og andre eksperimenter. Det er da en supergruppe!
Supergruppers plader har ofte to udfald. Enten bliver det en kedelig stiløvelse, der er summen af de involveredes lyd, eller også bliver det en fest fra øveren, hvor man kan høre, at de bare har slappet af og hygget sig. I sjældne tilfælde bliver det til et helt nyt band med egen identitet.
Om Gullo Gullo bliver det sidste, er uvist, men “Raw Moon” lyder helt bestemt som en flok musikere, der i hinandens selskab har fundet noget eksplosivt. Hele albummet har en herlig, lidt rå øvelokale-lyd, samtidig med at hver enkelt instrument står klart og fyldigt.
Stilen summer af lidt 80’er-/90’er-vibe, dengang heavy og hardcore smeltede sammen til crossover. Slayer gik i D.R.I.-t-shirts, Metallica lavede Misfits-covers, Black Flag lavede Black Sabbath-riffs, C.O.C. gik fra thrashy hardcore til stoner, og Melvins tog Slayers guitarlyd og satte tempoet ned.
Gullo Gullo forsøger dog ikke at være retro. De eksisterer bare i en posthardcore-verden, hvor metallen for længst er blevet absorberet. Åbningsnummeret “Amazin Data” starter således med tunge riffs, massive tamtam-slag og Anders Jørgen Mogensens storladne, rene vokal. Men der er også tunge punk-numre som “Better Shake”, hvor guitaranslagene nærmest udslettes af en brutal mængde støj, og “Get Your Teeth Down”, hvor rytmerne banker halsende af sted.
Dog er bandet næsten bedst, når de laver doom. Selvom jeg holder meget af den primitive rock’n’roll, de banker op i “Be Bob A Lula”, eller stykket i “Another Dead Astronaut”, hvor man bliver overfaldet af vrælende, flagrende saxtoner, buldrende trommer og skrigende vokal, så er det, når bandet overgiver sig til RIFFET, at jeg for alvor bliver grebet.
Det er noget med kontrasten mellem tyngden, de små bækkenslag og Mogensens vokal, der svæver skrøbeligt vibrerende, men stadig kraftfuldt over arrangementet i “Sabbath”. Et snigende mørke, en ærtesuppe i bevægelse. Afslutningsnummeret “Knitting Widower” sætter sig også i mig, trækker mig ned, med sine dronende guitartoner, dybe tamtam-slag og til sidst næsten voldelige klaveranslag.
De numre havde ikke stået nær så effektfulde uden de andre numre. Det handler om albummets balance og supergruppealbummets natur. Det skal stikke i flere retninger. Det er en del af charmen. Forhåbentlig skal Gullo Gullo mødes i øvelokalet igen.
Info: Debutalbummet “Raw Moon” er indspillet i Mayhem og udkommer 11. februar via Escho.
