Passive/Aggressive

Heathe – Højstemt nedtursmusik

Kritik October 23 2025, af Jon Albjerg Ravnholt

Heathe – “Control Your Soul’s Desire for Freedom” (Empty Tape/Virkelighedsfjern, 2025) – Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Emilia Jasmin.

Klimakrise, folkerejsning og en blytung fortvivlelse over, hvor lidt der synes at være at stille op mod det kværnende maskineri, der ufortrødent tapper os som ressource, inden det skovler os ned i den kollektive grav. Det er de helt store temaer, den nordjyske støjrock-sekstet Heathe binder an med på dobbeltalbummet “Control Your Soul’s Desire for Freedom”.

Det er alt for meget, og det er det endnu mere, når de temaer så orkestreres i et kvælende proppet lydbillede med spor på spor, der både modarbejder hinanden og fører til overraskende konklusioner: Et messende kor, et repetitivt beat lige ud af clubben, en vanartet rap, krautrock og heavy metal. Sådan spejler pladen den overvældelse og magtesløshed, man som menigmand kan føle over for altings hvinende urimelighed og lammende ubærlighed.

Men også, må det nødvendigvis tilføjes, al den uventede og rå skønhed, der er at finde i det væld af musik, som er konstant tilgængeligt for os. Det kan føles som en bizar kompensation for al den uretfærdighed, vi står magtesløse overfor, som om musikken tilbyder et øjebliks flugt fra erkendelsen af uretten: Musikken som en opiumsdrøm.

Det er en heftig bunke erfaringer, Heathe tvinger en til at tage stilling til som lytter.


Og det er det allerede fra begyndelsen, hvor “Black Milk Sour Soil”’” åbner med en oprørt og grotesk skingrende jamren, som slutter en cirkel rundt om den timelange plade fra den afsluttende “Black as Oil.” Uanset hvad der ellers sker i musikken – og der sker, som allerede antydet, uhyrlig meget forskelligt – danner vokalen modpol til ethvert groove, enhver skønhed. Det gør den med en brysk grynten som i “Uproar Taking Shape” og “Valencia’s Next” med en rusten croonen i den relativt tyste “The Truth Hurts” eller med en sangstil, der mest af alt minder om den, man finder på de allermest indædt anti-hifi plader med Darkthrone og Burzum fra 90’ernes norske black metal. Det får det næsten til at virke komisk, når verdens ende påberåbes med didaktiske formaninger om, at vi med vort tøjlesløse forbrug selv har bragt den over os. På den anden side tvinger det én til at spørge sig selv, hvor nøgternt man dog ellers skulle beskrive klimakrisen.

Jeg hører hos Heathe en trang til at sabotere sin egen inderlighed ved at udpege den som alt for meget, men på samme tid gøre det klart, at det her bør tages meget alvorligt.

Uanset hvad der ellers sker i musikken – og der sker uhyrlig meget forskelligt – danner vokalen modpol til ethvert groove, enhver skønhed.

Det klæder dem, for hvor debuten, “On The Tombstones; The Symbols Engraved” fra 2019, med sit ene, 38 minutter lange, møjsommeligt slæbende nummer godt kunne føles som en stiløvelse ud i den form for svulstig støjrock, som amerikanske Swans de seneste 15 år har bedrevet i sine lange, suggererende jams, føles det reelt, som om der er en indre nødvendighed i “Control Your Soul’s Desire for Freedom.” Som om det ikke længere bare handler om, at nogle fyre har det vildt over at spille ekstremt og larmende i meget lang tid ad gangen, men om at tæmme støjen og undersøge, hvad de kan bygge op i løbet af de lange forløb, og hvorfor de overhovedet skal gøre det. Det er også en konsekvens af, at Heathe er vokset fra at være et enmandsprojekt med løst tilknyttede musikere til et decideret band, der har komponeret pladen i fællesskab.

Således kommer Heathe på “Control Your Soul’s Desire for Freedom” uforvarende til at minde mig om det gamle Aarhus-orkester Under Byen, der i 00’erne med stor nysgerrighed undersøgte, hvor meget musikalsk kompleksitet de kunne fylde på deres ufortrydeligt inderlige indiesange: Strygere, blæsere, percussion, samples. Heathe er et helt andet sted, end Under Byen var, ikke mindst synes de energier, der driver dem, at være langt mere primale – men som Under Byen indbød til at lytte dybere end den umiddelbare tilforladelighed, åbner Heathe et univers af umage klange bag den bastardiserede club-lyd og den forgræmmede vokal.


Det er i tråd med det mantra fra “Black Milk Sour Soil,” der har givet pladen dens navn: “Control Your Soul’s Desire for Freedom.” For skal vi det? Skal vi lægge bånd på os selv? Er friheden ikke det ypperste mål for os som mennesker? Ligger den musikalske frihed ikke til grund for de genreoverskridelser, Heathe konstant bedriver pladen igennem? Som jeg forstår det som lytter, er det påbud en påmindelse om, at vores personlige frihed ofte er på bekostning af andres. At påberåber vi os retten til ufortrødent at fortsætte vores levevis, går det uvægerligt ud over andres frihed.

Ligger den musikalske frihed ikke til grund for de genreoverskridelser, Heathe konstant bedriver pladen igennem?

Det gælder også for vores musikforbrug: Heathe har valgt at holde deres nye plade af Spotify for ikke at bidrage til streamingtjenestens økonomiske udbytning af kunstnere. Sætter man sig ud over den økonomiske præmis, kan det virke kontraintuitivt, at et band, der netop synes skabt ud af muligheden for at have det vildt over al den musik, der er i verden, selv trækker sig fra det kredsløb.

“There’s an uproar taking shape / There’s a riot taking place” lyder det mantra, der gentages i sangen ‘Uproar Taking Shape’. Det er ikke sikkert, at Heathes musik gør den store forskel. Det er omtrent den konklusion, de selv synes at nå på pladens 17 minutter lange afslutningsnummer, “Black as Oil,” der slutter der, hvor pladen begyndte for 65 minutter siden: Med et desperat nødråb og en erkendelse af såvel det frugtesløse i at forsøge at råbe nogen op som det frygtelige i bare at opgive.

“Control Your Soul’s Desire for Freedom” udkom 3. oktober i samarbejde mellem pladeselskaberne Empty Tape og Virkelighedsfjern.