Hekt – en ny syntetisk oprigtighed
Hekt – “Beautiful” (Numbers., 2025) – anmeldelse af Nikola Nedeljkovic Gøttsche. Foto: PR.
At kalde en EP Beautiful i 2025 er ikke bare en æstetisk beslutning. I en kultur af ekstrem syntetisk glans og meme-ironisk selvforelskelse har beauty mistet sin konventionelle uskyld. Ordet er slidt op. Når den københavnske producer Jesper Nørbæk – alias Hekt – kalder sin seneste EP Beautiful, føles det derfor mindre som et udsagn, mere som et spørgsmål: Hvad betyder skønhed, når alle tegn på skønhed er blevet industrielle? Beautiful er en undersøgelse af, hvad “smukt” overhovedet kan bestå i, når al menneskelig sensibilitet er blevet syntetiseret.
Før Nørbæk gik solo, var han den ene halvdel af duoen Code Walk, der producerede techno og IDM i et krydsfelt mellem klubmusik og lydkunst og udgav flere EP’er – herunder en trilogi på Peder Mannerfelt Produktion.
Hekt arbejder ikke med samples. Alt, hvad man hører på Beautiful, er bygget fra bunden. Syntetisk frembragt, lydfragment for lydfragment. Det kan forekomme som et tørt teknisk faktum, men er i virkeligheden en etisk gestus. For hvad betyder det at nægte genbrug – at afvise at tage det givne for givet – i en tid, hvor hele populærkulturen eksisterer som et kæmpe remix af sig selv, og løftet om radikal fornyelse har slået over i en slags ophøjet redundans? På Beautiful mærker man teknikeren bag æstetikeren: præcisionen, integriteten, det næsten maniske behov for at forstå, hvad hver lyd gør, og hvorfor den gør det.
Det er, som om Hekt erklærer: Hvis virkeligheden allerede er simuleret, så må man starte dér.
Når skønheden bliver maskinel
Titel- og åbningsnummerets kanoniske basfigur, der glider nedad i registeret, som om lyden prøver at finde sin egen bund, er både referentiel og absurd. Den peger tilbage mod 2010’ernes brostep-ekstase i sin brutale enkelthed – som hurtige solbriller og billige subwoofere – og føles som et ironisk knæfald for EDM, men fungerer samtidig som en påmindelse om, at selv den mest banale gestus kan genfødes, hvis den udføres med præcision. Det er Flux Pavilion møder Fluxus. En joke, men udført med så megen omhu, at den bliver alvor. Hvis du ikke længere kan overraske med ekstremitet, må du overraske med nøjagtighed. Hekt er ikke kynisk, men han er heller ikke romantiker. Han leger med både kitsch og disciplin.
Hekt tager det sensationelle og det overgjorte, både musikalsk og bogstaveligt, og koder det om.
På ”You Won’t Believe” bliver EDM’ens storladne stadionpatos foldet ind i et nedtonet – og igen næsten ironisk – rum. Henriette Motzfeldts (Smerz) vokal gentager ordene – “you won’t believe” – som en reklame, et clickbaitopråb. Men under overfladen findes en besynderlig ømhed. For hvad er mere menneskeligt end ønsket om at blive troet på? Hekt tager det sensationelle og det overgjorte, både musikalsk og bogstaveligt, og koder det om. Du vil ikke tro det. Men tro hvad? På at EDM stadig kan føles ægte? På at trance kan være andet end ironisk nostalgi?
Hvor hyperpoppen ofte opløser sig selv i ironiens ekstase – som en måde at undgå alvoren på – arbejder Hekt med en anden form for distance. Hans ironi er ikke selvudslettende, men undersøgende. Han bruger den ikke for at slippe for følelse, men for at teste om følelse stadig kan eksistere inden for det syntetiske.
Når groove bliver geometri
Det er i nummeret ”Anytime Anywhere” at EP’en samler sig. Hekt afmonterer hiphop-traditionens grooves og bygger dem op igen i syntetisk, næsten anakronistisk forstørrelse. Med en Missy Elliott-agtig tilbøjelighed til skæv synkopering og et barnligt xylofonmotiv, der gentages som et mareridt, er det, som om rytmen prøver at smide sig selv af sporet, men hele tiden bliver fanget igen. Resultatet er en konstruktion, stringent og legende på samme tid.
De perkursive anslag virker, som om de eksploderer i små fragmenter, klangfladerne er forvrængede, men nøje placerede. Catharina Stoltenbergs (Smerz) vokal flyder ind og ud som et sløret øjebliksbillede, næsten udvisket i mixet. Det er støjende og overstyret – men med intention. Hvert anslag, hver baspuls, hver glitch er placeret med en kirurgisk ro, som om Hekt prøver at bevise, at orden stadig kan eksistere selv i destruktionen. Mixet føles som en kollapsende bygning, og alligevel er man klar over, at hvert faldende stykke murværk har fået sin faldhøjde beregnet. Man mærker teknikeren bag kunsten, og æstetikeren bag maskinen.
”Anytime Anywhere” føles ufatteligt nyt, ikke fordi det er en pastiche af Missy Elliott, men fordi det er et eksperiment i, hvad der sker, når Missys rytmiske DNA – det skæve groove, den knækkede puls – overføres til en anden materiel virkelighed. 2003’s hede, sensuelle, urbane futurisme møder 2025’s sterile DSP-virkelighed. Det er som at høre et molekylært remix af en erindring.
Det er, som om Hekt prøver at finde ud af, hvor meget sandhed der ligger i et syntetisk kick.
Hekt arbejder i det klubmusikalske felt, som normalt defineres af funktion, men i Hekts minutiøse maskindesign bliver funktionen sekundær, næsten irrelevant. Det er ikke hedonisme, det er præcision forklædt som fest. Det er, som om Hekt prøver at finde ud af, hvor meget sandhed der ligger i et syntetisk kick. Detaljen bliver en form for eksistentiel besættelse. Overpræcisionen er urovækkende. Som en kirurg, der skærer så perfekt, at såret ikke bløder.
Med en næsten asketisk beslutsomhed sikrer Hekt sig at hver lyd har en årsag og bærer sin egen eksistens. Det giver musikken en tæthed, en følelse af at alt er nødvendigt. Ikke ét element kunne flyttes uden at hele konstruktionen ville kollapse. At insistere på at hvert et anslag, hver en tone, hver en fejl må gøre sig fortjent til sin plads. Det er der, fordi alt andet ville være forkert.
