Hyper Elastic Jinx – en selvdestruerende skrotmaskine
Hyper Elastic Jinx – “We Vote Force Majeure” (Barefoot Records, 2026) – anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt
Hyper Elastic Jinx og deres freejazz med post-punkens no wave i ascendanten er ikke til at være i stue med.
Ikke for dem omkring mig: Hvis jeg prøver at sætte pladen på, mens nogen sidder og tegner, stener ting på telefonen, dyrker parkour mellem vindueskarmen og sofaen eller noget, fortrækker de til andre ender af huset, hvor de kan lukke døre mod musikken; hvis nogen kommer hjem, mens musikken spiller, beder de mig om at skrue ned, helst så langt, at den ikke længere kan høres. Men heller ikke for mig selv, hvis jeg prøver at lade musikken spille, mens jeg foretager mig hvad som helst andet. Det er alt for påtrængende, insisterende, enerverende, skingrende, skrålende, skramlende.
Det understreger den pointe, der ligger i titlen på den dansk-norsk-japansk-koreansk-tyske kvartets plade: “We Vote Force Majeure”. Dette er ikke tidspunktet for at dalre rundt, adsprede sig og lade, som om alt er hverdag og fint, lidt gråt, herregud. Det er en undtagelsestilstand: Forhold dig til det.
I en tid, hvor en stor del af samtalen om musik synes at handle om dens flygtighed og forgængelighed, og hvordan den i stedet for at definere vores personlighed og samle os om en sag bliver et bagtæppe til det, vi i øjeblikket lader os opsluge af, er det væsentligt at møde en musik, der umuliggør al anden aktivitet, mens den står på. En musik uden rum til at foretage sig andet eller være sammen med andre mennesker, så længe den spiller. En musik, der kræver, at man forholder sig til den gennem skrål, hyl, væltende trommer og en manipuleret guitar på afveje. At man gør en indsats for at greje, hvad der sker i musikken.
“We Vote Force Majeure” er antitesen til lo-fi study beats, den instrumentale hiphop, der skal give tankemylderet noget at samle sig om uden at blive distraheret for meget af det til at kunne læse eller skrive imens. Den er antitesen til playlistificeringen af musik, hvor alt reduceres til rå funktionalisme: Stigende bpm til løbeturen, tungt chuggende metal-riffs til vægtløft, æterisk moderne klassisk som genvej til mindfulness, så du aldrig behøver være alene med dine tanker og begynde at overveje, hvad der egentlig foregår i den her syge verden.
Det er eminent og katarsisk, men det er ikke Hyper Elastic Jinx’ primære mission at adsprede os fra undtagelsestilstanden ved at hamre igennem.
Gennem slåskampssimulatoren
Det begynder med en simpel trille, som Signe Emmeluth og Nana Pi hvirvler sig rundt om på deres saxofoner. Der er luft, metalliske klik fra klapperne, der opstår mislyde, det skingrer og forvrænger, og så vælter programerklæringen “Force Majeure” sammen om sig selv, når Keisuke Matsuno støder til med sin huggende, effekt-manipulerede guitar, og Halym Kim på trommer lyder som en skrotmaskine, der er ved at falde fra hinanden.
Den fortættede stemning, der får det til at føles, som om musikken skubber én gennem den der slåskampssimulator fra “Kung Fu Panda”, strækkes ud i pladens hovedstykke, den kvarterlange “The Consequences Of Mr. Albert Irony”. Jeg går ud fra, at det er et ordspil på avantgarde-saxofonisten Albert Ayler, der i 1960’erne rykkede grænserne for, hvor ekstrem freejazz kunne blive i sit udtryk: Det er i hvert fald den samme stædige ihærdighed, jeg hører i saxofonerne, mens guitar og trommer lyder bandsatte på at splitte den lange komposition til atomer i et gadekryds af punkrock og jazz.
Det er eminent og katarsisk, men det er ikke Hyper Elastic Jinx’ primære mission at adsprede os fra undtagelsestilstanden ved at hamre igennem. I stedet arbejder de sig ind på musikken fra forskellige vinkler over pladens ni numre: I “Always the Others” trækker stumperne af musik sig sammen til noget, der begynder at minde om en sangstruktur, inden det lige så hurtigt stopper igen. Fordi det nu også er sådan det er i den virkelighed, Hyper Elastic Jinx spejler, at mellemspillene og harmonien sjældent varer ved. Meningsfuldheden er en kortvarig vildfarelse. “Chainsaw Mentality” er en kakofoni af forvreden guitar og et syndigt rod, “Mirror, Mirror, Am I Pretty?” indkredser sangstrukturen som et bytte, der skal nedlægges og splittes ad. I den næsten muntre “Zero Point 75” får lydbilledet mig til at tænke på børnebøgernes Peddersen og Findus, der tusser omkring på værkstedet på jagt efter en dingenot, Peddersen er sikker på, han har lagt et sted, end det lyder som jazzmusik i nogen nok så fri tolkning af genren. Men så begynder det alligevel at samle sig til en skramlende, herligt tosset skrotmaskine, der virker lige så forrykt som den schweiziske kunstner Jean Tinguelys syrede mobiler.
Med sine store sammenbygninger af landbrugsmaskiner, musikinstrumenter, legetøj og maskinindustri udstillede Jean Tinguely samtidig med Albert Ayler, hvor absurd det var at se fremskridt i noget så umenneskeligt, stygt og morderisk som hans ofte selvdestruerende mekaniske mobiler. Måske er det faktisk det samme, Hyper Elastic Jinx gør, når de demonstrerer, hvor ekstrem musikken må ty til at være, hvis den skal råbe os op.
Hvad den råber os op om, må det være op til den enkelte at afgøre. At ignorere det og fortsætte med sine andre gøremål er i hvert fald ikke en mulighed.
“We Vote Force Majeure” udkom 19. februar på Barefoot Records.
